Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Massiv lydmur

Populær
Updated
Massiv lydmur
Massiv lydmur
Massiv lydmur
Massiv lydmur
Massiv lydmur

Tue Madsen har givet Heaven Shall Burn en formidabel brølende lyd, men desværre har bandet ikke leveret sit mest memorable værk i tilgift.

Titel
Invictus
Dato
24-05-2010
Trackliste
1. Intro (01:09)
2. The Omen (03:37)
3. Combat (03:48)
4. I Was I Am I Shall Be (03:56)
5. Buried In Forgotten Grounds (05:33)
6. Sevastopol (04:03)
7. The Lie You Bleed For (04:41)
8. Return To Sanity (03:20)
9. Against Bridge Burners (03:29)
10. Of Forsaken Poets (04:32)
11. Given In Death (05:11)
12. Outro (01:46)
Karakter
2

Tyske Heaven Shall Burn hviler ikke i mange sekunder på deres seneste udspil ’Invictus’, der også bærer undertitlen ’Iconoclast III’ og dermed signalerer en tematisk forbindelse til albummet fra 2008 og dvd’en fra 2009.

At der er fart over feltet er en nødvendighed, hvis et show som fx på Wacken 2007 skal genskabes med sit kæmpe circlepit. Energi i bandet på scenen og i musikken betyder, at publikum også skal af med et læs energi. Heaven Shall Burn er metalcore, men vælger ikke at forfalde til syng-med-omkvæd med pæn sang. Nej, her holdes vokalen hæs og skrigende hele vejen igennem musikken, der lyder lidt henad de mest aggressive dele af All That Remains eller Diecast med nogle lån fra den svenske melodød/-thrash.

Det fungerer faktisk udmærket, men der er absolut intet nyt at spore fra bandets hånd. Igen har Tue Madsen hjulpet bandet med en massiv lydmur, som man i situationen nyder at bange hovedet mod. Der er bare ikke så mange memorable passager i hovedet efter cd’en er rendt ud – det skulle da lige være den frygtelige ’Given in Death’, hvor der benyttes kvindesang uden, at der er blevet udleveret brækposer forinden. Puha, det går heller ikke altid uden kvalme i Deadlock, når Sabine Weniger, folder sin ellers smukke sang udover metal, der ellers står bedst med aggressiviteten i behold.

Heldigvis husker man mest energien og ikke den førnævnte popsang, når cd’en er spillet til ende. Bandet kan til hver en tid anbefales at tjekke ud til koncert, men som album hjemme i stuen, er det sgu lidt kedeligt i længden. I kraft af den skrigende vokal lyder det også lidt som en mere aggressiv version af nyere In Flames, så hvis det er noget, som står på ønskelisten, så må man jo slå til.