Et sikkert tag i dødsmetallen
Populær
Unleashed er nu nået til udgivelse nummer 12 i rækken, og selvom ’Dawn of the Nine’ ikke vil skaffe dem verdensherredømme, er det en ganske potent skive, som svenskerne smider på gaden.
2. They Came To Die
3. Defenders Of Midgard
4. Where Is Your God Now?
5. The Bolt Thrower
6. Let The Hammer Fly
7. Where Churches Once Burned
8. Land Of The Thousand Lakes
9. Dawn Of The Nine
10. Welcome The Son Of Thor!
Den 26 år gamle kvartet har bortset fra nogle udskiftninger i starten af bandlivet holdt fast i den samme besætning, og det hører man straks fra det selvsikre og sammenspillede band, der ikke overlader meget til tilfældighederne. Der er ingen slinger i dødsmetalvalsen, selvom de flirter meget med black metalliske atmosfærer.
Midt i et naturligt tekstunivers om asegudernes fortræffeligheder kaster Unleashed sig ud i nogle dejligt tunge passager som ’Defenders of Midgard’ der, men også smadrende oldschool-elementer får plads i for eksempel de fine ’They Came to Die’ eller ’Where Is Your God Now?', og så mødes enderne midt i den sorte metals store klangflader af hængende akkordbulder. Den del fungerer fortrinligt – svenskerne har, uden at være overdrevent originale, et sikkert tag i, hvordan de lyder, og hvilke variationer der er tilladte i deres egen musikalske verden.
Hvor man godt kunne bruge lidt mere fra Unleashed, er når det kommer til det melodiske. Det er antræk til riff, som har lidt mere catchy elementer, og de liver umådeligt godt op midt i et meget mørkt og voldsomt udtryk – for eksempel har ’The Bolt Thrower’ et voldsomt fængende prechorus, men det efterlader også en fornemmelse af, at det får lige en tand for lidt. Det er fint ikke at give for meget, men Unleashed undertrykker konstant melodien og giver den kun rigtig god plads i soloerne – det burde de ikke. I det storladne titelnummer, hvor guitarens lyseste strenge spiller, får man lige præcis det efterspurgte i form af en storladen intro, og så alligevel det ondeste døds-vers, helt i ånd med bandets kendetegn.
Også vokalen mangler den sidste finpudsning – Trods et fornemt growl, bliver det en anelse tørt i længden, som i ’Let The Hammer Fly’, hvor omkvædet ellers virker godt, men ikke får det sidste hitpotentiale med, fordi saften i stemmen mangler.
Understreges skal det dog, at disse anker er i den sidste ende tilhører petitesse-afdelingen, og at det ikke kan tage fra ’Dawn of the Nine’, at der er tale om et vellykket album.