Melodisk og veludført
PopulærDanske Meridian har sans for det fængende på deres debutalbum, som rummer solid sangskrivning, og hvor vokalmelodierne virkelig følger sangene fornemt til dørs.
Esbjerg-bandet Meridian, der dog har en sanger bosat i København, har efter længere tids tilløb fået debuten 'Metallurgy' på gaden. Det kan siges med det samme, at det er en ganske vellykket en af slagsen, for når metalscenen byder ny musik velkommen, så er noget at det vigtigste, som efterspørges: Er der en god sangskrivning, noget man vil huske efter første lyt? Og... ja, det er der! Meridian skal blot ét nummer ind på pladen for at have klaret den del. Efter introen kommer 'Between Love and Hate', der starter med en melodisk knytnæve i ansigtet på lytteren.
Nummeret præsenterer en aldeles glimrende vokal, som udspys i fængende fraser. Der nås et antal høje toner, men oftest ligger tonerne i et behageligt mellemtone-leje, med en lille spids af lidt skingert, men som i dette tilfælde er positivt og giver personlighed til stemmen. Omkvædet i nævnte sang - samt i flere andre - har nogle meget polerede vokallinjer, der vækker lidt minder om proggerne i Thresholds måde at arbejde med vokal på.
Lidt mere rå stemmeføring er der også blevet plads til mange steder, uden at det kammer over i growl. Blot tilpas til lidt variation, og til lige at lægge tryk på nogle af ordene i den melodiske strøm.
Dansk på den gode måde
Musikken er godt udført, med flere stærke riffs, og når de så af og til er lidt mindre interessante, så reddes de af oftest uhyre gennemarbejdede vokallinjer, som så bærer det lidt mindre interessante materiale frem til et resultat, der så samlet alligevel ender over middel. Det lyder dansk, uden at det skal forstås negativt, men den måde, det er produceret på, lyder blot som den gode kvalitet, vi kender herhjemme fra. Christian Bonde har stået for mix, mens Jacob Hansen har klaret mastereringen, så det er måske ikke så sært, at det lyder lidt velkendt.
Meridian lyder som et mix mellem Malrun og Raunchy, som begge er bands, der mestrer de fængende melodier. Meridian er mere straight-forward end Malrun, og mindre "disco" og mere heavy metal end Raunchy, men der er nu paralleller at spore til begge. Måske det er lydbilledets fortjeneste.
Pladen rummer et væld af herlige guitarsoli, der ikke bare er lir, men giver mening og tillægger sangene lidt personlig farve. Den første halvdel af skiven lægger godt ud med en fornuftig rød tråd, selvom 'Narrowmind' måske nok har samme hit-kvalitet som 'Between Love and Hate', men måske også lægger sig lidt tæt op ad den på nogle af de stærkeste riffs. Det reddes dog af vokalen, som lægger ud med en nærmest Artas-agtig vokal i første vers, så det er tydeligt, at det er en anden sang.
Samlet set imponerende
Nogle sange faldt dog lidt igennem. 'Red Horizon', der endda starter lidt Iron Maiden-tematisk, hvilket måske også er set af frontmanden, som lægger lidt "oh-oh-ohh" indover i introen. Nummeret virker, som om det vil i lidt for mange retninger, som om det enten er et lidt ældre nummer, fra før bandet helt fandt sit ståsted eller et (panisk) forsøg på med vold og magt at tvinge noget anderledes ind for variationens skyld. Der er således et staccato-breakdowns-agtigt-riff, der kunne være hugget fra anden-sorteringen hos et tilfældigt deathcore-band.
Et par andre i den ende af albummet har samme tendens, men når det samlede regnskab gøres op, så kan man ikke komme uden om, at det næsten 55 minutter lange album viser et band, der med tungen lige i munden, har formået at skabe rigtigt mange gode, melodiske og langtidsholdbare elementer. Og det skal hyldes - ikke mange debuterende bands kan prale af den slags i dag.
Lyt til 'Between Love & Hate' i bandets video herunder: