Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mindre klynk, mere metal

Updated
Mindre klynk, mere metal

Stone Sours nye album balancerer mellem det ømme og det tunge. Havde de dog bare kunne holde sig til det sidste, havde der være tale om en seriøst fed udgivelse.

Kunstner
Titel
House of Gold & Bones - Part 1
Dato
22-10-2012
Distributør
Trackliste
01. Gone Sovereign
02. Absolute Zero
03. A Rumor of Skin
04. The Travelers, Pt 1
05. Tired
06. RU486
07. My Name is Allen
08. Taciturn
09. Influence of a Drowsy God
10. The Travelers, Pt. 2
11. Last of the Real
Karakter
3

En blanding af Pink Floyds ’The Wall’ og Alice in Chains’ ’Dirt’ kalder Corey Taylor Stone Sours nye opus ’House of Gold & Bones –Part 1’. “Overdrive” står der i ordbogen hvis man slår udtrykket “at tage munden for fuld" op, hvilket nogen burde have forklaret Taylor inden han kom med sin udtagelse. For der er eddermanemig langt fra de mesterværker, manden henviser til, og hen til resultatet af ’House of Gold & Bones’.

Men når det nu er sagt, er denne fjerde udgivelse fra bandet dog alligevel noget af det bedste de har præsteret siden debuten fra 2002. Men ærlig talt, så er der en grund til at musikken har været anvendt i film som ’Spiderman’ og ’Transformers’. Som filmene er Stone Sours musik i den pæne mainstream-genre, der hverken gør fra eller til. Musik som taler til den laveste fællesnævner, som nødigt skulle støde nogen og dermed have noget på hjerte, eller måske mere korrekt, i nosserne.

Få højdepunkter gør dog udgivelsen anbefalesesværdig; for når det rykker, så rykker det sgu.

Og sådan starter det ganske glimrende ud med den fængende ’Gone Sovereign’, der både har tempo, fede guitarriffs og, ikke mindst, supersyret guitarsoli nok til at ruske alle bekymringer ud af kroppen. Den gode stil fortsætter over i ’Absolute Zero’, der har passager som såmænd lige så godt kunne have været skrevet til Slipknot.

I ’A Rumor of Skin’ og ’Tired’ kommer henvisningen til ’Dirt’ specielt til udtryk med tunge guitarriffs og dybe basgange. Og så alligevel ikke; sangene udvikler sig i en pæn og poleret retning, så man for sit indre præcis kan forestille sig Spiderman komme flyvende i sidste øjeblik og redde sin smukke Mary Jane. Ømt og ærgerligt.

Hold altid med skurken

’RU486’ er til gengæld skåret så grumt at det er superskurken som sejrer. Ingen klynk her: Nummeret lægger fra starten af ud i bedste Slayer-stil og holder hele vejen igennem et fedt groove, mens Taylor endelig træder i ordentlig karakter og råt synger sine lunger ud.

Det er Stone Sour når de er allerbedst, og her mærker man for alvor at den tidligere trommeslager fra Soulfly Roy Mayorga får lov at folde talenterne ud.

I ’The Travelers, Pt.1’ får man en akustisk ballade med strygere, og i ’Taciturn’ søger Taylor at gå i Roger Waters-mode, hvilket er et serøst antiklimaks, efter førnævnte ’RU486’ og ’My Name is Allen’, der hårdt og tungt leveret heller ikke er uden kvaliteter.

Seriøs stand in

Bassisten Johny Chow forlod gruppen før indspilningerne skulle i gang, så ingen ringere end grundlægger, bassist og sangskriver Rachel Bolan fra Skid Row har håndteret den fire-strengede økse her, hvilket bestemt er positivt. Sidste nummer, ’Last of the Real’, åbner med Bolans buldrende bas, der sagtens kan blæse højtalerne i stykker på fuld skrue. Et hårdtslående nummer, hvor Taylor veksler mellem sin rene vokal og signatur-skriget.

En værdig afslutning på et album, der burde have skånet sig selv for de ydmygende ømme numre og i stedet have udnyttet musikernes åbenlyse talent for hård metal. Måske vi får mere af den slags på ’House of Gold & Bones - Part 2’, der udkommer først på foråret i 2013. Herfra håber vi i hvert fald på det.

Menu