Ministeriet for bekæmpelse af militant dumhed
Al Jourgensen, den vrede kritiker af alt dumt, højreradikalt og kristofascistisk, er tilbage med et nyt Ministry-album, som føles vitalt og velment.
Goddamn White Trash
Just Stop Oil
Aryan Embarrassment
TV Song 1/6 Edition
New Religion
It's Not Pretty
Cult Of Suffering
Ricky's Hand
De fleste vil nok mene, at Ministry peakede kunstnerisk og udtryksmæssigt omkring ‘The Mind Is a Terrible Thing to Taste’ og ‘Psalm 69: The Way to Succeed or the Way to Suck Eggs’ – lige, da firserne blev til halvfemserne – og det har de nok også ret i. Kunne jeg tage en tidsrejse tilbage til en Ministry-koncert, ville jeg nok også vælge en koncert fra tiden omkring gruppens fænomenale liveplade ‘In Case You Didn’t Feel Like Showing Up’ (1990). Men når det er sagt, så har Al Jourgensen bevaret sin kant og krasse kritik af det Amerika, som har en del medvind lige nu under den store, røde MAGA-hat – og ‘HOPIUMFORTHEMASSES’ viser da også, at Al stadig er inspireret og klar til kamp.
Bevares, tempoet er ikke altid lige så hæsblæsende, som det var for 30 år siden – men til gengæld er der plads til lidt mere af det elektropoppede, som prægede Ministrys tidligste år, hvilket egentlig er ganske hyggeligt. ‘B.D.E.’ er et godt eksempel på Ministry, der cruiser ved et lavere tempo, men uden at miste den lyriske skarphed. Over et rocket riff går Ministry incelkulturen og den giftige maskulinitet på klingen, og sangen når da også lige en tur op i dobbelttempo. Og det er skønt at høre en mand tale imod en meget skadelig mandetendens i tiden.
Blandt pladens bedste numre finder vi den hyggeligt gyngende ‘Cult of Suffering’ med en prægtigt performende Eugene Hütz fra romapunkerne i Gogol Bordello, der spidder den russiske diktator og hans imperialistiske krig:
“How can Papa Tyrant have any faults?
Nobody had еver wondered about nuts and bolts
Why have a respect for cause and effect?
When another tyrant statue is getting erect”
Jep, Ruslands machokultur er også Big Dick Energy, og sangeren, der har rødder i Ukraine, får også fyret et yderst passende “slava ukraini” af. Jeg har også lyst til at fremhæve ‘Aryan Embarrasment’, som gæstes af Dead Kennedys-forsanger Jello Biafra, der jo er en gammel samarbejdspartner til onkel Al. Omend Jellos talesang typisk fungerer bedre ved et højt tempo, så slår han punny gnister her:
“Wake up and smell the musk
Democracy turns to dust
War on women, war on drugs
War on voting, war on fun”
Albumlukkeren ‘Ricky’s Hand’ bliver en tand for fjollet til min smag, mens der er mere kød på ‘New Religion’ (gæt selv, hvem der får dumflade i den sang). Også ‘TV Song’, der når det frenetiske tempo fra yesteryear, er en lille perle på en plade, der bestemt lugter mere af passion end pension og viser en Al Jougensen med ild i pennen og masser af B.D.E. – Big Dissent Energy.