Mørke vitaminer

Populær
Mørke vitaminer

Mikael Åkerfeldt og Steven Wilson har slået 2 x kompromisløsheder sammen under ét navn, Storm Corrosion. Sammen udgiver de et album, der står i vedkommende disharmoni til sommerens lange lyse nætter.

Titel
Storm Corrosion
Dato
07-05-2012
Distributør
Trackliste
1. Drag Ropes
2. Storm Corrosion
3. Hag
4. Happy
5. Lock Howl
6. Ljudet Innan
Karakter
3

Det er efterhånden fire-fem år siden, hvis ikke længere, at rygterne først begyndte at florere om, at de to musikalske compadres, Mikael Åkerfeldt og Steven Wilson, ville lave musik sammen. Rygterne spredtes da som ringe i vandet, Mike Portnoy blev hurtigt et rygte kastet ind i mikset, og det hele fik smidt ’supergruppe’-prædikatet i nakken, allerede inden Åkerfeldt og Wilson overhovedet havde besluttet sig for noget som helst. Deraf den lange ventetid; Åkerfeldt og Wilson ønskede at lægge en distance til det pres, som online-prog- og -metalmiljøerne lagde ned over projektet.

Lige så naturligt som det er for skaren af musiknørder i www-verdenen at være begejstrede omkring dette samarbejde, lige så naturligt er det, at Åkerfeldt og Wilson har ønsket at lægge en afstand til hele idéen omkring supergrupper. Det står helt klart, når først man hører den selvbetitlede plade. For er der noget, 'Storm Corrosion' ikke er, så er det en generalisering affødt af markedsføringsstrategier. De er faktisk det stik modsatte. Man kan vel kalde dem for en musikalsk underdog med særheder og selvfølgeligheder, styrker og svagheder, og nok af det hele til at fascinere og skræmme på én gang.

Et skridt tilbage i tiden

Åkerfeldt har ofte givet udtryk for sin fascination for musik, som formår at være heavy og ondskabsfuld uden at være decideret metalmusik. På den måde er det ret sikkert, at Comus’ fantastiske progunivers fra start-70’erne har været en inspirationskilde for Storm Corrosion, der netop dyrker det akustiske udtryk på dyster vis, blandet med mere eller mindre ondskabsfulde strygerarrangementer fra Dave Stewart, der også arbejdede tæt med Wilson på 'Grace for Drowning'.

'Drag Ropes' åbner pladen på skizofren vis: Fra at være dystert og langsomt bliver nummeret bombastisk, siden æggende og rytmisk, for så at blive episk og dramatisk hen imod slutningen På progmanér nærmer det sig de ti minutter, hvilket det dog ikke er stærkt nok til at kunne bære.

Det selvbetitlede nummer, 'Storm Corrosion', står efterfølgende anderledes stærkt, hvilket netop skyldes førnævnte inspiration fra og forkærligheden for den akustiske dysterhed, som begge musikere synes at have inspireret hinanden til at dyrke mere og mere, siden de første gang stødte hovederne sammen under produktionen af Opeths 'Blackwater Park' (2001).

Svage midtpunkter

'Hag' er til gengæld et svagt nummer, og det er det først og fremmest fordi, det er så oplagt konstrueret. Sjovt nok er det også det nummer på pladen, der er mest genkendeligt, forstået på den måde at det er meget tydeligt, at vi her har at gøre med Åkerfeldts signatur sat i møde med Wilsons: Dén del er Åkerfeldts anno 'Damnation'; dér har vi en snert af 'Insurgentes'. Det bærer mest præg af at være en uoriginal selvfølgelighed, alt for fortænkt og derfor også en smule kedelig.

Den efterfølgende 'Happy' gør det heller ikke for denne skribent. Dens nedbarberede udtryk bestående af en akustisk guitar og en bagvedliggende fernis af et dystert hammondorgel er ikke nok til at fastholde denne lytters interesse. Er formålet at suge lytteren ind i et bestemt univers, så mislykkes det. 'Happy' præsenterer brudstykker af et ambient-vibe a la Bass Communion, men modsat hos Wilsons eksperimenterende one-man-band, bliver ambientudtrykket aldrig rigtig spændende hos Storm Corrosion.

Ny finurlighed


'Storm Corrosion' er produceret ud fra værk-tankegangen, og sangenes rækkefølge betyder omtrent lige så meget for helhedsopfattelsen af pladen, som de enkelte sange gør i sig selv. Det er ét værk mere end det er seks individuelle sange, og det er præcis så musikalsk højtideligt, som det lyder. Placeringen af 'Hag' og 'Happy' halvvejs inde på pladen er signifikant. De leder over til pladens mest up-beat nummer, den forrygende instrumentale 'Lock Howl', der viser en finurlighed med afsæt i det mørke. Det er et ensomt nummer, som det står dér med en rytmisk fornemmelse helt for sig selv, men det virker helt planmæssigt.

At komme sig selv nærmere

Den afsluttende 'Ljudet Innan' er en ti-minutter lang ballade, der emmer en smule af Kate Bush, har ekkoer af Wilsons tid i No-Man, og som også kaster en skygge fra sig, der minder om den vellykkede stemning fra 'Damnation. Der synes hér at være 100 % opfindsom samhørighed mellem det bedste fra Åkerfeldts og Wilsons individuelle verdener. Det er et forrygende hypnotisk nummer. Det kan synes så meget sagt at kalde det for en ballade, for sangen er klart noget andet. Det er en varm cadeau til flødebolle-80’erne. Det er stillestående drømmepop i et møde med døden. Det er opgivelse og indsigt på én gang. Det er et af de musiknumre der formår at præsenterer én for sig selv. Intet mindre.

Disse ret sublime øjeblikke, hvor musikken kan berige lytteren med mørke at blive klogere på, dem er der flere af på 'Storm Corrosion'. Af pladens i alt seks skæringer er der tre sange, der holder et skyhøjt niveau både hvad angår ambitioner og indfrielse af samme. Titelnummeret, 'Lock Howl' og 'Ljudet Innan' er tre stjernestunder fra to af vor tids progressive sværmestre, tre stunder hvor mødet mellem musikerne beriger på alle måder. Det er disse stunder, jeg vil vende tilbage til igen og igen, når denne plade skal kaste mørke skygger ind over sommerlandet.

For alle nysgerrige er Storm Corrosion et must-listen.