Motorbilly – eller billi’ motor?

Populær
Motorbilly – eller billi’ motor?

Grumpynators spiller efter eget udsagn ”MotorBilly” – som skulle være et mix af hard rock, metal og rockabilly. Det virker dog lidt, som om genren er udtænkt som en måde, hvorpå man kan lægge sig i slipstrømmen af Volbeats succes med at blande stilarterne.

Kunstner
Titel
Wonderland
Label
Genre
Karakter
2

Det skal medgives danske Grumpynators, at de lægger en imponerende energi i deres musik – så mærkelig den end måtte fornemmes af lytteren. Bandet består af Christian Nørgaard (guitar), Emil Ølund (guitar, vokal), Jakob Ølund (kontrabas) og Per Fisker (trommer).

Grumpynators spiller en rock ’n’ roll, der er sammensat af rockabilly (heraf den opretstående bas), hard rock og et ordentligt skvæt punk af den poppede slags.

Bandet lægger sådan set fint ud på albummets første sang, ’Wonderland’, der efter en filmisk intro sætter i gang med et tungt hard rock-nummer, der snuser til såvel Volbeat som Rammstein. Herefter går det desværre uafbrudt ned ad bakke.

På ’Walking in the Night’ sætter rockabillyen for alvor ind – og det fungerer ikke rigtigt. Vokalen er slatten, og sangen virker mere som en skabelon end som et bud på en god rocksang. Bedre bliver det bestemt ikke med næste sang, ’Burning in the Snow’, der lægger ud med noget offbeat reggae, der vækker minder om The Clash, inden der tælles op til omkvædet, hvor der høvles op i dobbelt takt til en omgang liv i laden på dansegulvet i forsamlingshuset ved høstbal. Det er ikke kønt!

Originalitet vs forretningsmæssig planlægning

På dette punkt begynder der at indsnige sig en mistanke om, at Grumpynators musik er et valg om mere form end indhold. Vel er det sjovt med en opretstående bas, men er det nu ikke kun en gimmick? Og stilen, der oser af Amerika og gammel rock ’n’ roll og country og bad attitude – er det ikke bare endnu et dansk forsøg på at udvide rockstilen? Der er ligesom for mange inspirationer fra D.A.D’s tidlige cowpunk og Volbeats Elvis-country-metal i Grumpynators musik til, at de er helt til at tage alvorligt.

Sangen ’Walked Away’ er – bortset fra den ringe vokal – sådan set en ok sang, der kan svinges voldsomt til på et dansegulv, men det er bare for meget Volbeatplagiat.

På sangen ’The Stalker’, der også er første videoudspil fra ’Wonderland’, kaster Grumpynators sig så over poppunken med en ganske habil Franz Beckerlee-lydende guitarsolo. Men igen lyder det som noget, der er fabrikeret mere af kold timing end af nødvendighed.

">

Habil afslutning

Og så sker der naturligvis det, at bedst som man helt er ved at afskriver Grumpynator, så viser bandet lidt klasse i slutsangen ’A Life Without You’, der klart er den bedste sang sammen med titelsangen ’Wonderland’. Der er tale om en tale om akustisk sang i stil med D.A.D.s ’A Laugh and a Half’, men hvor kontrabassen bliver brugt som en cello. Det er samtidig den sang på albummet, hvor Emil Ølunds lidt trætte vokal kommer bedst til sin ret. Denne positive afslutning kan dog ikke ændre på, at debutalbummet fra Grumpynator ikke er noget eventyrland.

Opsamling:

Grumpynators er (bortset fra et elendigt navn) ikke noget dårligt band. Medlemmerne spiller OK, selvom sangen er ringe. Bandet har klart sin force sidst på aftenen, når lytteren har indtaget op til flere stimulanser til modgift mod livets uendelige forhindringer. MEN – og det er det vigtigste- er Grumpynators tro mod det de laver, eller er det hele en kalkuleret plan om, hvordan man med begrænsede midler kan kravle op ad rockstigen uden at have det fornødne talent alene ved at lægge sig i slipstrømmen af andre og bedre danske bands?