Mudder og yndighed

Vokonis

Grækerne lavede yndefulde marmorskulpturer, men Vokonis spiller stoner-sludge, og det skal være mudret. Derfor har Vokonis formet en smuk mudderskulptur.

Kunstner
Titel
Odyssey
Dato
07-05-2021
Genre
Trackliste
1. Rebellion
2. Odyssey
3. Blackened Wings
4. Azure
5. Hollow Waters
6. Through the Depths
Karakter
4

 

Med Vokonis’ fjerde album, demonstrerer den svenske trio for anden gang, at man sagtens kan lave tung og tjekket metal uden et albumcover med vold, kranier, dystre farver og edgy dyr eller uhyre. Det vil også sige, at de for anden gang prøver, og lykkes, med at gøre rå og brølende sludge-metal smuk. Ikke ved at finde skønhed i det grimme, men ved at gøre det grimme skønt.

Med ’The Sunken Djinn’ i 2017 grovsleb de mesterligt den klassiske stoner-doom fra debutskiven ’The Olde One Ascending’. Det var habilt og stensikkert, og  den eneste indvending kunne være, at det ikke rigtig stak ud fra mængden udover at hæve sig over middelmådigheden. Men i 2019 trådte Vokonis ekstravagant ind i retroprog-territoriet med deres landsfæller Cities of Mars, med det riffspækkede og underskønne mesterværk ’Grasping Time’, og her har vi ’Odyssey’s afsæt. Det kan ikke helt måle sig med forgængeren, men det er eddermame hæderligt.

Yndefuld og grov keramik

I forhold til ’Grasping Time’, er hårdheden på ‘Odyssey’ lagt en smule i blød. Fuzzen er rullet lidt tilbage for at give plads til de mere catchy omkvæd og den seneste arsenaludvidelse, orglet. Denne konceptjustering fungerer fremragende, for den råtskårne sludge og de blødere prog-passager er ikke primære eller sekundære i forhold til hinanden. De er ligestillede og bedøver derfor den smertetærskel, man måtte have for fængende hardrock-omkvæd. Mastodon vil nok være den nærmeste og bredest kendte parallel, man kan drage, og dermed bliver ’Grasping Time’ Vokonis’ bud på ’Crack The Skye’ og ’Odyssey’ deres bud på ’The Hunter’. Derudover formår guitarist Simon Ohlsson, ligesom Brent Hinds, også at lave soli, der insisterer på lytterens opmærksomhed.

Selvom Vokonis har ligget i blød, er der i den grad stadig drøn på dem. De behersker både sange af langt og kortere format. ’Rebellion’, ’Blackened Wings’ og ’Azure’ følger et indbyrdes sammenligneligt klassisk tre til fire minutters-tonserformat. De er dog alle distinkte med hver deres byttedyrsnedlæggende og Mastodonske riffs og Dizzy Mizz Lizzyske omkvæd med ghost chili-kicks. Det er virkelig godt håndværk.  

Og så den lange

Men det helt tunge skyts har de gemt til sidst. ’Through the Depths’ er simpelthen tretten minutters storhed. Uden at kigge på nummerets længde kan man efter introriffets første rundgang høre, at der er et langt nummer med meget i vente. Det er smuk og øm riff-føring serveret med ægte og upoleret råhed.

Herfra går sangen og albummet ind i sin sidste og mest storladne fase. I otte minutter bliver der viderebygget på et kraftigt og insisterende bas- og orgel- riff, der lægger fundamentet til guitarens melodiske og sårbare vildskabssolo. Soloen fortsætter uanfægtet, uden at bryde sig om, hvor lang tid, den varer, men bliver aldrig kedelig. Solistpodiet bliver overtaget af en synthesizer, der fremhæver de seks strenges begrænsninger, men guitaren kommer igen og viser til gengæld de sorte og hvide tangenters begrænsninger. Sammen spiller de på én gang venskabeligt og gåsehudsfremkaldende.

Som så mange andre sludge-bands brygger Vokonis videre på 70’ernes rock og prog med det hårdere kontemporære fuzz-metalliske udtryk. Men i stedet for at sidde fast i fordums tid og gruble over, hvor mudret og tung man kan gøre genren, formår Vokonis med deres alsidige og topklasse musikalske håndværk at bygge mudderet op og forme en smuk skulptur af det.