"... but this shit ain't heavy metal ..."

Populær
myrkur-folkesange-album-art

Myrkur foretager et radikalt stilskifte på tredjepladen, men opretholder stadig et vist kvalitetsniveau, selv om mareridtsskriget er erstattet af kulning-kald og lyrespil.

Kunstner
Titel
Folkesange
Dato
20-03-2020
Label
Trackliste
1. Ella
2. Fager som en Ros
3. Leaves of Yggdrasil
4. Ramund
5. Tor i Helheim
6. Svea
7. Harpens Kraft
8. Gammelkäring
9. House Carpenter
10. Reiar
11. Gudernes Vilje
12. Vinter
Forfatter
Karakter
4

Overskriften er tyvstjålet fra Bring Me the Horizons 'Amo' fra 2019 hvor Oli Sykes, med svælget fuld af bidende sarkasme, vrængende ironiserer over de af bandets fans, som nu nægter at anerkende gruppens musik, fordi det fandeme ikke er heavy metal. Hallå.

Lignende kvaler kommer Myrkur sikkert til at skulle trækkes med i den kommende tid. Efter indtil nu mestendels at have gjort sig i isnende kold black metal kan Myrkur næppe undgå at fremmedgøre i hvert fald en del af fanbasen med tredjepladen, 'Folkesange', som er netop, hvad titlen siger, og på den måde skiller sig ud fra resten af diskografien.

Fællestrækkene mellem Myrkurs black metalliske bedrifter hidtil og det nye eventyr udi folkemusikken er få, men til stede. Specielt følelsen af Myrkurs udtryk som en musikalsk pendant til gastronomiens ”new nordic”-koncept, bestående af veltjente og -kendte virkemidler men benyttet på en måde, hvor de stadig lyder og virker relativt friskfangede, gennemsyrer såvel Myrkurs tidligere udgivelser som 'Folkesange'; pladen er i øvrigt en samling af både gamle folkesange og Myrkurs egne nye kompositioner.

Selv om stemmen tydeligt er Myrkurs, og den melankolske stemning i musikken også kan genkendes med lidt god vilje, er der ikke mange fællestræk mellem Myrkur før og nu. De traditionelle metalinstrumenter guitar og trommer er stadig diskret til stede på pladen, men på ingen måde brugt metallisk, og er i øvrigt langt overstrålet af instrumenter som nøgleharpe, lyre, mandola, violin og klaver. Skulle man være yderligere i tvivl om den store forskel på Myrkur anno 2017-18 og nu, kan man blot forsøge sig med at sidestille eksempelvis 'Måneblot' fra 2017 med den næsten Enya-lignende egenkompositon 'Ella', der åbner 'Folkesange'. Der er sket en ting eller to i Myrkurs musikalske univers.

Opportunist med kvalitet
Amalie Bruun, kvinden bag Myrkur, er ikke just fremmed for bratte musikalske karriereskift. Og onde tunger ville da også med lethed kunne påstå, at der er en grad af opportunisme over det pludselige skift mod folkemusikken. Vikingetiden og den efterfølgende tidlige middelalder har vel aldrig været så populære i den brede kultur som nu. 'Vikings' på HBO lærer alle raske drenge og piger, hvordan producenterne synes, vikingesagaerne foregik i virkeligheden. En hipster klæder sig ud i læder og kjortel og bliver straks folkeeje under tilnavnet ”MGP-vikingen”, Heilung sælger billetter i store antal til deres, trods alt, noget mere autentiske ritualer, og selv Sorten Muld, med hvem Myrkurs nye lyd har visse ligheder, har set deres snit til at spille en håndfuld eksklusive reunion-koncerter for lige at vride de sidste kroner ud af et 20 år gammelt hit.

Det er med andre ord forbandet oppe i tiden at vedkende sig og dyrke sin folkelige kulturarv, hvad enten det måtte være vikingekulturen eller den jævne mands sangskat fra dengang, hvor majstangen gjorde det ud for juletræet, og stavnsbåndet var noget, vi gav til hinanden. Der er næppe den store tvivl om, at dette også har været en del af Myrkurs overvejelser, før hun foretog det måske/måske ikke permanente stilskifte, der udgør 'Folkesange'.

Kan man sætte den slags mindre ædle overvejelser i baggrunden, står man faktisk tilbage med en ganske hæderlig plade. Selv om albummet har gæsteoptræden af Maria Franz og er produceret af Christopher Juul, begge fra Heilung, skal man ikke forvente den samme type folk-musik som de, Wardruna og Los står for. Myrkurs udtryk synes, med det tydelige fokus på Bruuns ganske enestående vokal, på godt og på ondt at gå i en mere poppet, lettilgængelig retning. Det er vel naturligt, at Amalie Bruuns fantastiske sangstemme vil tage en del fokus, selv om Myrkur også benytter sig af mange traditionelle folk-instrumenter. Men det gør naturligvis også, at den vokalbaserede musik ikke får det samme dronende, hypnotiske stamme-præg som de ovenstående eksempler.

Heldigvis har den vokalfokuserede folk på 'Folkesange' også sin charme. Det gælder både i traditionelle og mere festlige kvad som 'Fager som en Ros' og 'Harpens Kraft', den selvkomponerede og mørke og dragende 'Leaves of Yggdrasil' eller i næsten-instrumentale 'Svea', hvor multi-instrumentalisten Bruun også får lov til at for alvor at give prøver på sit instrumentale talent, i dette tilfælde på nøgleharpen.

Pladen i sig selv er dejligt afvekslende. At der er en mængde forskellige instrumenter i spil, har naturligvis sin indflydelse, men sangene spænder også stemningsmæssigt fint mellem de glade og finurlige, de mere urovækkende og truende og de decideret triste; alle med Bruuns melankolske vokal som en rød tråd, der sikrer dem et fælles udgangspunkt og særkende.

Bedre end Larsen og færinger
Det er bemærkelsesværdigt, at det er de traditionelle musikstykker frem for Myrkurs egne kompositioner, der fremstår som de stærkeste. 'House Carpenter', som de fleste sikkert kender i en maltrakteret version som Kim Larsens 'Byens Hotel', efterlader et blivende positivt indtryk, og 'Ramund', der også er blevet fortolket mere gumpetungt af fiskerientusiasterne fra Týr, er en garanti for gåsehud på armene. Hver gang.

Generelt er det folkelige udtryk, om end det har sit poppede præg, stadig tilpas autentisk til, at man kan sætte pris på det. Ikke mindst grundet de gammeldanske tekster, hvis status som danefæ stadig står til troende i Myrkurs fortolkninger, der muligvis er en smule nytænkte, men har respekt for de overleverede originaler. Om 'Folkesange' er en folket popplade eller en poppet folk-plade, kan man uden tvivl bruge en corona-karantænedag på at diskutere med sig selv, men heldigvis er det melankolske præg i Bruuns fremragende stemme så markant, at det ikke på noget tidspunkt bliver for tandløst eller kedeligt at høre på.

Mod slutningen mister pladen lidt pusten, og de sidste to-tre numre savner et særpræg, der gør, at de ikke er hurtigt glemt. Faktum er dog, at 'Folkesange' i hvert fald er ni skæringer, som i det store hele er smukt og kunstnerisk imponerende udført. Det er mere, end mange plader har. Så må man finde sig i den grad af kapitalistisk opportunisme, der muligvis ligger bag værket. Samt det faktum, at kunstneren, som gav os 'Mareridt', nu midlertidigt eller for evigt har foretaget et radikalt stilskifte. Så må man æde, at ”this shit ain't heavy metal”. Det bliver det ikke nødvendigvis dårligt af.