Grumpynators' gennembrud?
Populær
Grumpynators har i den grad taget sig sammen og overrasker på bandets andet album. Der er noget, der peger hen imod et muligt gennembrud for bandet.
2. Hotel 2nd Age
3. Take The Last Dance With Me
4. Then We Cried
5. Pretty Little Devil
6. Far Away
7. Now I Know
8. Fame
9. St. Elvis Day
10. City Of Sin
11. We Are The Outcasts
12. Werewolf
Her på redaktionen var vi ikke udelt begejstrede for Grumpynators debutalbum ’Wonderland’. Vi stillede blandt andet spørgsmålet, om bandets stil med en blanding af hard rock, metal og rockabilly med kontrabas ikke kun var et kalkuleret forsøg op at gøre sig kommercielt gældende i slipstrømmen på Volbeats succes.
Det kan det såmænd fortsat godt være, men under alle omstændigheder har bandet nu fundet frem til en opskrift, hvor de forskellige ingredienser er fornuftigt afmålt til et ganske appetitligt produkt. Det nye album ’City of Sin’ er et stort skridt fremad i forhold til debuten ’Wonderland’, der udkom i 2015.
På ’City of Sin’ er Grumpynators bedre på samtlige parametre. Sangene bliver bedre fremført, vokalen er bedre, produktionen er bedre, og frem for alt er sangene klasser bedre end på forgængeren.
Allerede fra først sekund på albummet er der solid fremgang at spore. ’Tears of Whiskey’ sætter i gang med en tonsende trommerundtur som optakt til en sang, der lyder af Lemmy og Motörhead udsat for rockabilly. Så her lever bandet fint op til den selvproklamerede motorbilly-genre. Sådan opløftet bliver lytteren herefter gelejdet igennem den ene fine sang efter den anden.
På ’Hotel 2nd Age’ starter tempoet lidt lavere, men stiger så støt til endnu en baspumpende sang, der viser, at Grumpynators er ved at have rigtig godt styr på blandingen af hård rock og rockabilly.
Mere poppet er tredje sang, der samtidig er første singleudspil. Men her må man så til gengæld konstatere, at Grumpynators har formået at banke en sang frem med umiddelbar hitpotentiale. Får ’Take the Last Dance With Me” noget radioairplay, kan bandet godt begynde at se sig om efter større spillesteder, for så blive publikumstilstrømningen mærkbart forøget.
Og de gode takter forsætter albummet igennem med ørehængere som ’Then We Cried’, hellraisers som ’Far Away´, som Volbeats Rob Caggiano gæster på, og ikke mindst de powerfulde sange som titelsangen og ’We Are the Outcasts’.
I det hele taget har Grumpynators fået banket et helstøbt album sammen med en række sange, der bare swinger, så det er en fornøjelse. Kan ske, at kompositionerne ikke er vanvittig originale, men det er sange, der vækker en fornøjelig lyst til at stampe med. Det kan sagtens vise sig, at bandet bliver det næste nye store danske rockband. Går det som ’City of Sin’ varsler, vil Volbeat nok snart kunne ane Grumpynators i bakspejlet.
Enten er denne anmelder blevet mere rummelig siden udgivelsen af debuten ’Wonderland’ eller også har Grumpynators taget en kvantespring fremad. Jeg tror, det er det sidste, der gør sig gældende. Og det er godt for rockpublikummet og for Grumpynators.