Til overs i lakridskonfekten
Populær
Der er god smag, tillært smag og ting, man aldrig lærer at elske. Natjagers første fuldlængde flytter bandets musik fra de første to kategorier til den sidste.
2. Diamant
3. Løb For Livet
4. Helium
5. Hvem Har Brug For Hvem Mest
6. Ild
7. Ung Flugt
8. Glas
9. Vinterberg
10. Gadelamperne
11. Hvordan Jeg Lærte at Svæve
Børn kan ikke lide bearnaisesauce. Eller muslinger. Eller koriander. Eller citronsaft, selleri og hvidløg. Eller de der tingester med krymmel på i lakridskonfekten. Men som man vokser og udbygger sit erfaringsgrundlag, sin smagspalet og sine gourmand-tendenser, samtidig med at man erfarer og bliver klogere som menneske, lærer man stille og roligt at se værdien i alt det ovenstående. Noget begynder man endda at elske mere eller mindre betingelsesløst. Bortset fra de der med krymmel. Hvad fanden er det?
Som muslinger og hvidløg, således også Natjager. De er et band, der er nemt at støde fra sig med et ”ad, mig ik' li'”, og så ellers sætte sig over i hjørnet med hårdt krydsede arme og stædigheden mejslet i ansigtet, mens man nægter at prøve noget nyt og i stedet bare kræver røde pølser med ketchup. Men der er ingen røde pølser. Der er Natjager. Og så kan du ellers lære at elske det, kan du. Eller gå sulten i seng.
Der er ikke noget værre end at prøve at falde i søvn på tom mave, og derfor satte denne anmelder for et par år siden sig for at lære at elske Natjager. Hvilket lykkedes stort set betingelsesløst; ikke nødvendigvis med bandets første, selvbetitlede ep, men til gengæld med opfølgeren 'Hvad Rejser Bringer', som så igen åbnede den første udgivelse for mig. De tos tilsammen syv numre har til gengæld sat sig som et velkomment og aparte indspark på den danske metalscene, der blander den letgenkendelige Deftones-lignende nu-metal-lyd med den nye og friskduftende brug af autotune, som vitterligt fungerer på de to ep'er og gør Natjager til noget anderledes og udfordrende, der bliver til en stor, velbehagelig oplevelse, hvis man giver det chancen. Lidt ligesom med muslinger eller hvidløg.
Spørgsmålet er så, om det er denne anmelders smagsløg, der endeligt har givet fortabt, eller om den københavnske sekstets debutplade vitterligt er dansk metals svar på de fælt smagende krymmeldingenoter, som bare optager plads i posen med lakridskonfekt, ventende på at nogen slutteligt overgiver sig og æder dem, fordi der ikke er andet?
Maskinen frem for mennesket
For bandets første langspiller er vitterligt et enormt spring væk fra både den ene og den anden ep. Det står klart allerede fra pladens åbner, 'Havet Findes', hvor en elektronisk keyboardflade lige så stille tager til i styrke, dominerer lyden og forsanger Jon Kirkhoff, med munden fuld af forvrænget tuning brøler ”der er stadig håb!”. Og allerede her, et halvt minut inde, har vi i virkeligheden identificeret pladens tre store svagheder, skal det vise sig. Den første er de tonstunge lag af keyboards og elektronik, der har lagt sig som en dyne over guitarernes og trommernes ellers fine groove, som vi kendte det fra de to forgængere. Hvilket desværre udvisker meget af den nerve og tyngde, som Natjager hidtil har været garant for. Specielt grelt er det netop i åbneren samt i numre som 'Ild' og 'Glas', der i højere grad leder tankerne hen på bands som Carpark North og Spleen United end på den nu-metalliske hiphop-baggrund, bandet tidligere har taget udgangspunkt i.
Og selv om det naturligvis er en slidt kliché at bringe op, så gør autotunen denne gang intet godt for bandet. Natjager har selv tidligere, med rette, påpeget, at den bliver brugt som et hjælpemiddel, ikke ulig en distortion-pedal, der gør forsanger Kirkhoffs stemme til et instrument, der kan spille med i musikken og tilføje nye facetter. Hvilket har fungeret aldeles glimrende for sekstetten hidtil. Forskellen er denne gang, at bandet for det første har tilføjet endnu en stemme i keyboardspiller Torben Vestergaard, og dermed endnu en autotune-effekt, og de tillige lader Kirkhoffs dominerende tuning overstyre fuldstændigt, så det i stedet for at være et melodiøst tilskud til musikken nu virkelig lyder som det, det er. En mekanisk effekt, der er trukket så langt ud som muligt i et mislykket forsøg på at udfordre lytteren, og som nu fuldstændig udraderer det lige dele groovy og melodiøse musikalske udtryk, som den indtil nu i Natjagers karriere har fungeret i fin symbiose med.
Førnævnte 'Glas' og næsten-titelnummeret 'Hvordan Jeg Lærte at Svæve' er de mest grelle eksempler, hvor Kirkhoffs langtrukne, unødvendigt effeksovsede vokaler er så karikerede og mekaniske, at det skærer i ørerne. Natjager har taget deres største særpræg, som nogle elsker og andre elsker at hade, og ladet det overtage i en sådan grad, at kærligheden til det er sværere at finde end nogensinde.
En tredje anke mod 'Hvordan Vi Lærte at Svæve' er netop, som Kirkhoff synger, at der stadig er håb. For det catchy, men i særdeleshed dragende og melankolske tekstunivers, Natjager med så stor succes fremmaner i sange som 'Tyler Durden', 'Blå' og 'Historier' på de tidligere udgivelser, synes nu at være erstattet af lidt hyggesentimentalitet. Håbet er tilbage, ensomheden er væk, smilet klistret på.
Det gør ikke ondt mere
Sange som 'Havet Findes', 'Diamant' og 'Løb for Livet' hylder tosomheden, fællesskabet og kærligheden, og den Barndommens Gade-tematiske 'Ung Flugt' hyggesnakker lidt om, hvor fede tingene bare var engang, men egentlig også lidt endnu, for vi har det jo meget godt, når alt kommer til alt. Tidligere tiders ”det er først når du har mistet alting/ du er fri til at gøre alting” er nu erstattet af en mere overfladiske trækken på skuldrene og et ”det er koldt og jeg har glemt min jakke”. Tekstuniverset er gået fra melankoli og weltschmerz til hyggesentimentalitet og sart boblende kærlighed og venskab. At det hele nu bagatelliseres og synes mere overfladisk, kan undre, når bandet pludselig hævder at være meget Michael Strunge-inspirerede. Det er i alle fald svært at fornemme undervejs på pladen.
'Hvordan Vi Lærte at Svæve' er trods alt ikke en ren fiasko. Den noget mørkere 'Helium' fungerer med et langt tungere musikalsk groove samt et autotune-samarbejde mellem de to stemmer, som endelig nøjes med at supplere fremfor at overtage. Det samme gælder førstesinglen 'Hvem Har Brug For Hvem Mest', der trods et poppet udtryk er blandt bandets bedre skæringer, især på denne plade. At Kirkhoff her synger ”har ikke brug for makeup, jeg har rigtige ar” synes selvmodsigende, for de ellers smukke ar i Natjagers udgave af nu-metallen har aldrig fremstået mere som blot simple kradsmærker i overhuden, som de gør på denne plade. Ufarlige, nemme at ignorere og snart forsvundne. Desværre. For 'Hvordan Vi Lærte at Svæve' savner mere end noget andet voldsomhed og et aftryk på kroppen, man aldrig kan give slip på. Elektronikken har overtaget lyden, og det indædte og desperate er blevet hyggeligt og udglattet. Orkestrets balancegang mellem metallen og de elektroniske elementer mislykkes denne gang, og bandet skvatter slutteligt ned fra linen.
Natjagers debut er desværre mere krymmelknapperne end bearnaisesaucen. Selv med en eventyrlysten og villig palet kommer man aldrig rigtig til at elske den.