Røvsyg karrierethrash i glitrende cellofanpapir
Nervosa spiller fedt, skriver gode sange, har en lækker produktion. Det er helt igennem kedeligt.
Suffocare
Ungrateful
Seed Of Death
Jailbreak
Sacrifice
Behind The Wheel
Kill Or Die
When The Truth Is A Lie (feat. Gary Holt)
Superstition Failed (feat. Lena Scissorhands)
Gates To The Fall
Elements Of Sin
Nail The Coffin
Meget er sket for Nervosa gennem de ti år, vi har haft fornøjelsen af at følge dem. Størst er nok ændringen i mandskabet, og efter en del udskiftninger ledes bandet i dag af forsanger Prika Amaral. Fernanda Lira og Luana Dametto er ude og har i stedet skabt Crypta. Tilbage står et vitaliseret Nervosa, der for nylig har udgivet deres femte album ‘Jailbreak’.
Som første nummer ‘Endless Ambition’ går i gang, er det med den højeste puls fra start, og der kastes en yderst lækker produktion i hovedet på os. ‘Suffocare’, ‘Ungrateful’ og ‘Seed Of Life’ kastes samme vej, og især sidstnævnte er virkelig et lækkert nummer. Stor intro, lækker lyd og en melodiøsitet, som var det taget ud af Eurovision. Man kan se glimmerkanonerne for sig. Det er næsten poppet i sin lækkerhed, og man vil derfor og måske også komme til at associere til det nuværende Arch Enemy. Over midten begynder man dog allerede at mangle et eller andet at forholde sig til. Numre som ‘Sacrifice’ og ‘Behind The Wall’ er faktisk lidt kedelige, og måske især fordi de udmærker sig ved ikke i særlig høj grad at skille sig ud, eller gøre væsen af sig, men netop være en slags fortsættelse. Jovist, det er separate numre, men samme skabelon, samme drive, samme gryderet af for lange gentagelser af samme riffs.
På ‘Superstition Failed’ genvinder de lidt af det tabte og byder ind med flere skift og lidt mere melodi; men det er ikke sindsoprivende. Heller ikke på pladens sidste numre. Havde albummet været 50% kortere, havde man sikkert kunne rumme det.
Numrene på ‘Jailbreak’ er ikke dårlige numre – det er godt komponerede numre, der hver især måske har bedst af at stå alene, eller doseret i en mængde, der ikke er et helt album - eller 70 minutter i streg. De fleste af numrene ville faktisk sagtens kunne bruges som singler, for de kan hver især være medrivende - hvis man har det sådan, og det er ganske udmærket konsum-metal, hvis man har det sådan. Men manglen på kreativitet gør også at mætningspunktet nås relativt hurtigt. Det er godt udført, kedeligt håndværk, og man kan få følelsen af ikke at forstå, hvad de vil med deres musik. Albummet handler generelt om at bryde fri. At bryde lænkerne, hvilket er sympatisk, men det er serveret blødt og familievenligt, og alt sammen pakket ind i den venligst mulige produktion. Hundredvis af bands har udsendt hundredvis af thrashalbums siden 80’erne, der lyder som ‘Jailbreak’, hvis de havde haft samme budget eller lyst til at have en imødekommende “family sound”. Det har Nervosa lyst til.
Så hvad er det egentlig, der har gjort Nervosa til et så stort et band internationalt?
Hvorend i verden man kommer frem, vil et fellow metalhead jo kende til bandet. Er det deres bud på thrashmetalgenren? Er den unik? Er det kvaliteten, kreativiteten eller manglen på samme? Det er svært at få øje på. Det lykkes ikke for enhver at komme ud over de brasilianske grænser med den slags. En succes.
Lige meget hvad, er eventyret kun lige begyndt for Nervosa, for de har virkelig det, der skal til for at headline hovedscenerne på Europas store metalfestivaler. En blød folkelighed og med let tilgængeligt materiale perfekt at drikke øl til i duften fra spanske rør og de osende burgerstands midt mellem EMP-boden og den store energidrikmastodont. Et massivt kundegrundlag.
Der da også masser af ganske headbangvenligt materiale på ‘Jailbreak’. Det er udmærket, ganske habilt og beder man ikke om mere, er det perfekt. Det er bare kedeligt.