Mere romantik i luften
Night Fligt Orchestras femte album er en magtpræstation i sangskrivning, men vi ville ikke være Devilution, hvis vi ikke påpegede den svage side.
2. Divinyls
3. If Tonight Is Our Only Chance
4. This Boy’s Last Summer
5. Curves
6. Transmissions
7. Aeromantic
8. Golden Swansdown
9. Taurus
10. Carmencita Seven
11. Sister Mercurial
12. Dead Of Winter
På deres tredje album, ‘Amber Galactic’ fra 2017, stormede svenske Night Flight Orchestra ud af nærmest ingenting. AOR-bandet var skabt primært af medlemmer af Soilwork og Arch Enemy med forsanger Björn Strid fra førstnævnte i spidsen, og med en meget solid samling sange fik de hurtigt et stort følge af fans, der normalt dyrker hårdere metal, men som her fik en legitim og kvalitetsmæssig grund til at kaste sig over deres melodiske side.
Året efter efter fulgte ‘Sometimes The World Ain't Enough’, som var habil uden at være lige så massiv en omgang hitssange (altså i 70'erne, hvis det var dengang nu).
Det femte album, ‘Aeromantics’, udkom i slutfebruar, og den lægger sig meget naturligt i længden af gennembrudsalbummet, for sangskrivningen har fået en tand op, og nu er overfloden af store omkvæd igen overstrømmende. ‘Servants of the Air’, ‘Divinylsø’ og ‘If Tonight is Our Only Chance’ er så sindssygt velkomponerede ud i at det ligefremme og fængende, at man føler sig hensat til en greatest hits-udgivelse fra tiden før streamede playlister.
(Anmeldelse fortsætter under videoen til 'Divinyls')
Man kan næsten lege med tanken om, hvilket gennembrud Night Flight Orchestra kunne havde fået, hvis vi altså lancerede deres musik for 40 år siden sammen med Journey, Boston og de store bands med den radiovenlige rock, som hærgede hitlisterne dengang.
Mens nogen bryder deres hjerne med tankeeksperimentet, så kan man påpege på et punkt, hvor det til ikke falder ud til Night Flight Orchestras fordel – nemlig sangeren. For mens Journey havde Steve Perry, der kunne forvandle ‘Don’t Stop Believing’ og alle de mindre kendte sange med mere tvivlsomme melodier til magi alene med en fuldstændigt ren klang, der med lethed pillede de høje toner ned oppefra, så har Björn Strid ikke meget mere end en habil stemme.
Og det på mange måder en hård og næsten uretfærdig anke, men Night Flight Orchestra er selv skyld i den ved simpelthen at holde et vanvittigt højt niveau på alle andre parametre. Det er en overflod af mange formidable omkvæd, og så mange skarpe verslinjer, som kunne løftes til guddommeligt niveau, hvis hele pakken var der. Soloerne, endda dem på keyboard, er sublime, og klasseriff kastes rundt alle retninger.
Men det kunne være endnu bedre.