Finsk farrock med festmusklen fremme
Xysma er misundelsesværdigt ligeglade med at indfri det forventelige, nu tilbage med første album i 25 år – og hvilket herligt comeback af slagsen!
2. Model 670
3. Midnight Call
4. Mr. Fulltrade
5. Final Episode
6. Earthrise
7. Rowdy Barrel
8. Sigh for Sore Mind
9. Moose & Gutbucket
10. Encounter at Dawn
Finland er et herligt land at følge for metallens folk. En nation, der gang på gang har produceret musikalske enere lige fra Apocalypticas firdobbelte cello-angreb og Gwar-dyrkerne Lordis historiske Eurovision-sejr til Amorphis’ folkmetalliske særkende og Oranssi Pazuzus hypnotiske krautblack.
Hvor meget/lidt man end kan stole på den type statistikker, så er det meget sigende, at Finland ofte benævnes som det land i verden med flest metalbands per indbyggere, og historien dokumenterer derfor også vidt og bredt om landets metalliske rødder, såsom i den gennemførte ’Rotting Ways to Misery: The History of Finnish Death Metal’. En bog, der gør det til sit ypperste formål at dokumentere alt, hvad der rørte sig i de 1000 søers land indenfor dødsmetallens verden i første halvdel af 90erne.
Heriblandt finder vi Xysma – et band, der i de mere eksklusivt rådne kredse fortsat hyldes for sine spæde, Carcass-grindede spadestik på ’Above the Mind of Morbidity’ (1990), men lynhurtigt derefter viste, at de fremover ville gå ekstremt meget sine egne veje. Fra death'n'rollede sidespring over surfet rock'n'roll til at gå helt i hundene i 1998, hvor samtiden slet ikke havde plads til bagudskuende rock-tendenser af deres kaliber, og så gik medlemmerne ellers hver til sit med diverse obskure sidespring i slipstrømmen.
Kontakten døde dog aldrig helt, men det er dog alligevel først nu, 25 år efter den garagerockede ’Girl on the Beach’, at vi ser frugterne af mellemspillet. Mange har nok forlængst glemt alt om, hvad der skete med Xysma efter dødsgrinden blev lagt på hylden, hvis man da overhovedet er så velbevandret at kende noget til den del af Finlands musikhistorie, og derfor går de også fortsat nemt under radaren, selvom ’No Place Like Alone’ gør sig fortjent til langt mere end det.
Skulle man alligevel have fulgt lidt med i Xysma-fortællingen sidst i 90'erne, så er det egentlig ikke et større twist end som så at høre paralleller til fortiden med særligt ’Lotto’-skiven fra 1996. Den dansable, AOR-hardrockede charme er i højsædet fra første sekund ’Well Seasoning’ åbner skiven med forsanger Janitor Mustaschs vokal mere udtryksfuld, end den nogensinde har været før. Vi taler rusten, næsten overstyret patina, hvor delikate keys fra den eneste nytilkomne i bandet, Janne Lastumäki, og skarptskårne licks fra guitarist Olivier Lawny vækker minder om Night Flight Orchestra i et mere læderrocket univers. Et indtryk, der vil gentage sig flere gange under de 38 minutters spilletid, med farrock lige på grænsen af det radiovenlige, men trods alt aldrig i den pleasende ende. Et eksempel kunne være ’Midnight Call’, der groover svedigt afsted i verset, indtil Janitor skriger lungerne ud i overgangen til den drømmende synth-intermezzo, inden nummeret drøner videre med prog-riffing og glissando-keys af den slibrigste skuffe.
Nu vi er inde på det slibrige, så kommer vi ikke udenom, hvor godt produktionen taler Xysmas sag her. På én og samme tid demonstrerer den deres rå, ligefremme energi og deres overdrevent catchy sangskrivning, som nogen af Xysmas fremmeste kvaliteter anno 2023. Tag bare ’Mr. Fulltrade’s betontunge Sabbath-rock, fra den halvandet minut inde glider fra rå brøl fra mellemgulvet til ren earcandy i omkvædet, så man må tage sig selv i at skråle med i metroen (ja, taler af erfaring). Efterfulgt af den tålmodigt drømmende ’Final Episode’, som gemmer drivet til det afrundende halvandet minut lange crescendo. Flowet virker hele vejen igennem meget gennemtænkt, og det er kun den over syv minutter lange ’Earthrise’, der skummer lidt for meget over i det prætentiøse, hvor inspirationen fra Hawkwinds spacerock spøger lidt i kulissen uden dog rigtigt at passe ind i den større helhed. Det er dog stadig øjeblikke som disse, der er med til at bekræfte, hvor meget det her er en plade, de laver for kunstens skyld, for hvorfor ellers drifte så langt ud ad eksperimenternes volde, hvis ikke de for alvor føler, de har noget at bevise efter så mange års udgivelsespause.
Vil man hellere høre Xysma fra den mere hårdtslående side er ’Rowdy Barrel’ en habil banger med punktlige start/stop-reflekser fra rytmesektionen á Marvellous Sidney Safe (trommer) og Dr. Heavenly (bas), og skulle kunstnernavnene efterlade nogen tvivl om de muntre undertoner, så er ’Moose & Gutbucket’ også et herligt eksempel på, hvor sjovt det gerne stadig må være at spille den fede rock, selvom de fleste af medlemmerne efterhånden er på vej til at runde 60.
’No Place Like Alone’ oser af personlighed. Atmosfære, hooks, fjol, AOR-dansable sidespring og sej læderrock, pakket ind i både humoristiske, prætentiøse og velklingende former. Xysma har vel dybest set altid gjort, som det passer dem, men aldrig har det alligevel lydt så smittende som her – ikke mindst på grund af Janitor Mustachs rustne charme på vokalen og det skarpe øre, de tydeligvis har fået for at skrive gode sange i mellemtiden.
Er Xysma et ubeskrevet kapitel for dig, så kan du trygt starte her – medmindre selvfølgelig du stadig drømmer om at høre dem spille dødsgrind igen, for så bliver du altså slemt skuffet.