Not half bad, mates!
Populær
Det er ikke den dybe tallerken, Rise to Remain opfinder på 'City of Vultures', men på forunderlig vis formår de fem engelske knægte alligevel at efterlade et uhyre lovende og ambitiøst aftryk i en genre, der på mange måder skiller vandene.
The Serpent
This Day Is Mine
City of Vultures
God can Bleed
Power through Fear
Nothing Left,
We will Last Forever
Illusions
Roads
Bridges will Burn
Rise to Remain blev oprindeligt dannet i 2006 under navnet 'Halide' og fem år, tre EP'er, en bunke koncerter og et nyt navn senere, er bandet nu klar med deres egentlige debut 'City of Vultures'. Albummet er indspillet i Tree House Studios i Chesterfield og er produceret af erfarne Colin Richardson, der bl.a. har produceret for Slipknot, Machinehead, Carcass, Napalm Death, Fear Factory , Chimaira, Trivium, m.fl.
…og så lige en lille advarsel, inden vi fortsætter.
Bliver man træt, når unge, tilsyneladende alvorlige mænd med stylet pandehår, går fra hård heavy til pludselig at bryde ud i skønsang, skal man nok ikke læse videre…og så alligevel! For skal det være, så leverer RTR et af de bedste og mest troværdige bud på sagen, jeg har hørt i lang tid.
Der navigeres overbevisende rundt i et mix af tunge riff flankeret af overbevisende og brutal vokal, dual guitar-teamer, og ikke mindst ballader med fine melodier, men det er ikke i grundformen, at RTR skiller sig særligt ud. Det er til gengæld med den legende lethed og stabilitet, igennem hele tracklisten, det gøres.
Det fornemmes på den måde hurtigt, at de her drenge vil og kan meget mere end blot blende ind i den efterhånden lidt triste og kønsløse mængde af bands, der forsøger at balancere i disciplinen "sur det ene øjeblik og meget følsom det andet".
Eneste minus er, at denne lidt overlegne stil godt kan give fornemmelsen af, at det hele er lidt kalkuleret. Jeg vælger dog at tolke det som om ,at bandet har meget mere i sig, end de viser på 'City of Vultures' og det gør jeg af flere årsager.
Når bandets leadguitarist Ben Tovey fritages for det ellers fremragende riff-arbejde og får lov at levere en solo, bliver det gjort med en energi og teknik, der får hårene op at stå. Den knægt leverer imponerende, velkomponerede og velspillede soli, der lugter af mange års træning og flirt med et pensum indeholdende sin del prog-metal (hør 'Talking in Whispers', 'Nothing Left' og 'Illusions', hvis du selv vil dømme).
Hertil kommer man ikke uden om frontmand Austin Dickinson, der synes meget alsidig i sin rækkevidde. Han ikke bare mestrer de melodiske stykker og leverer særdeles ørehængende hooks på samtlige tracks. Når han slår over i den "onde" del af sit repertoire, er det med en styrke og teknik, der får en til at spekulere på, om farmand mon hedder Randy Blythe og ikke Bruce Dickinson, som det reelt er tilfældet.
Det er detaljer og styrker, som bl.a. leveres af Tovey og Dickinson, og helt gennemgående og hyppige glimt af stort talent, der hele tiden kigger frem og løfter niveauet på udgivelsen. Det er disse lyspunkter, der leverer den nødvendige substans og, efter min mening, er med til at give en fornemmelse af et band med længere holdbarhed end så mange andre i genren.
Med tiden og når bandet har fået slået navnet fast, kan man håbe på, at de lidt underspillede kompetencer får lov at skinne endnu stærkere igennem, så bandet i højere grad kan finde deres helt egen lyd og stil. Jeg ville for eksempel meget gerne høre bandet på helt slap line, uden at der er nogen, der hvisker dem i øret, at materialet også skal være salgbart i en bred målgruppe. Jeg tror muligvis, at resultatet ville se noget anderledes, men den antagelse må tiden be- eller afkræfte.
Bottom line: 'City of Vultures' er et særdeles stabilt debutalbum inden for genren, og med alt hvad drengene i Rise to Remain har kørende for dem, kan det næsten kun gå én vej. Så det er altså svært at finde noget at brokke sig over, som ikke kompenseres for af det talent og potentiale, bandet udviser.
Leverer de samtidig varen live, forudser jeg mange gode fadølsstunder med ligesindede, der et eller andet sted i deres sorte heavy-hjerter har plads til et velplaceret og stærkt melodisk hook fra et band, hvis tunge elementer er så gode, at de oven i købet sagtens kunne stå alene.