OK - men ikke sublimt
Populær
Lacuna Coil gør det egentlig rigtig godt på bandets syvende album. Men der mangler lige de sange, der kunne gøre albummet rigtig vellykket.
2. "Zombies"
3. "Hostage to the Light"
4. "Victims"
5. "Die & Rise"
6. "I Forgive (But I Won’t Forget Your Name)"
7. "Cybersleep"
8. "Infection"
9. "I Burn In You"
10. "In the End I Feel Alive"
11. "One Cold Day"
Italienske Lacuna Coil er i denne del af verden vel aldrig rigtig kommet op i samme liga som Evanescence, Nightwish og Within Temptation i genren for symfoniske gothic-inspirerede metalbands med kvindelig forsanger.
Anderledes ser det ud i store dele af resten af verden, hvor forrige album fra bandet, ’Dark Adrenaline’, der udkom i 2011, fik fine hitlisteplaceringer i eksempelvis USA.
Nu skal denne succes så følges op med Lacuna Coils syvende album ’Broken Crown Halo’. Det skal bestemt ikke afvises, at Lacuna Coil hitter højt med dette album. Men der mangler nu lidt.
På plussiden skal det bemærkes, at det er godt, at Lacuna Coil opretholder udgangspunktet i metallen. I modsætning til Nightwish og Within Temptation holder bandet igen med at tilføre musikken alt for meget symfonisk fnidder. Det hele bygger grundlæggende på nedstemt guitar, bas og trommer og behersket brug af keyboards.
Dejligt er det også, at man stadig bruger Andrea Ferros om ikke direkte growlende så i det mindste rå vokal som modstykke til Cristina Scabbias smukke kvindelige leadvokal. Der er tendens til, at denne herlige ”beauty and the beast”-kontrast langsomt forsvinder fra de øvrige gothic-bands, når mainstreampopulariteten sætter ind.
Albummet mangler gode sange
’Broken Crown Halo’ starter fint med åbningssangen ’Nothing Stands in Our Way’. Det er en ret catchy sang, der veksler mellem rå riff med rå vokal fra Andrea (ja, mænd hedder altså Andrea i Italien) og Cristinas skiftevis følsomme og insisterende sang.
Det fortsætter rigtig fornuftigt sang med nummer to, ’Zombies’, der er en tung og rå sag med staccatoriffs og fin kontrastsang mellem Andrea og Cristina.
Desværre når de næste sange slet ikke samme standard. Tempoet og intensiteten falder dramatisk. Der dukker uforholdsmæssigt mange ballader og mainstreamsange op i en næsten endeløs række.
Dog skal sangen ’Die and Rise’ fremhæves; den sniger sig ind med en fin omgang beskidte riffs og Andrea i ondt lune på vokalen, selvfølgelig modsagt af Cristina Scabbias følsomme modsvar.
’Broken Crown Halo’ er et godt album, der sikkert ikke vil skuffe Lacuna Coil-fans. Men det mangler altså nogle ekstraordinært gode sange for at kunne opnå noget, der bare tangerer klassikerstatus.