Opløftende dommedagsgalde
Populær
De venstreorienterede, hidsigt velspillede krabater i Killing Joke udgiver karrierens 14. album med 'MMXII', der, som forventet, er en dyster, apokalyptisk størrelse af forrygende format.
Fema Camp
Rapture
Colony Collapse
Corporate Elect
In Cythera
Primobile
Glitch
Trance
On All Hallow's Eve
Til trods for at Killing Joke går mere end 30 imponerende år tilbage, er de et forholdsvis nyt musikalsk blad for denne skribent. Bandnavnet, man igen og igen er stødt på i diverse sammenhænge, er bare aldrig rigtig blevet givet tid nok på hjemmestereoen.
Der skulle en koncert på Roskilde Festival til sidste år, før man endelig gav sig tid til at dykke ned i det britiske firekløvers store bagkatalog. Dét resulterede til gengæld i et af de mest spændende musikalske bekendtskaber i 2011.
Nu er de på sort-opløftende manér tilbage med et nyt album blot halvandet år efter deres forrige. 'MMXII' hedder studiepladen, og det er et medrivende og lyttervenligt udspil, der tematisk set omfavner tanken om verdens undergang.
En kontrolleret pærevælling
Killing Joke har gennem forskellige udtryk altid dyrket en musikalsk genreblanding, der trækker på såvel punken, industrial samt rocken. Med en musikalsk palet, der ligeledes har farverige strøgklatter af både noget gotisk samt rytmiske, synth-pop-agtige, dansevenlige electronica beats, da er det helt forunderligt, at Killing Joke alligevel formår at lyde så formfuldendte, som de altså eddermame gør.
Der er noget nærmest demonstrativt over den tunge granitsten, der udgør den rytmiske kerne hos Killing Joke. Det er også tilfældet med 'MMXII', som allerede på åbningsnummeret, den ni minutter lange 'Pole Shift', har en skråsikker bastanthed i dens beat, der er arrigt på en impulsdrevet måde, til trods for at det musikalsk set er et ekstremt kontrolleret nummer.
Et pålideligt punch
Lidt senere følger 'Rapture', der vel sådan set kan siges at være indbegrebet af dette bastante, vrede drive, i den forstand at den kort sagt bruser over af instrumentale muskler og opløftende, anarkistisk smadder-stemning. Kræver man sin rockmusik leveret med nosser og punch, så er det altså hér, man finder det.
Det er selvfølgelig heller ikke for ingenting, at Killing Joke anno 2012 er så pålideligt og kraftfuldt et bekendtskab. Den lange bandhistorie til trods, så er 'MMXII' blot den anden studieplade på 28 år, som præsenterer bandets originale line-up, den første værende 'Absolute Dissent' (2010).
Rutinerede herrer
Først og fremmest er der Jaz Colemans stemme, der kan siges at være indbegrebet af en karismatisk vokal. Er der en røst, der gør op med den sensationsprægede, romantiske forestilling om en varm whiskystemme, så er det Coleman, der i langt højere grad lyder af for mange smøger i den britisk industrikulde, end han lyder af noget andet. Coleman rykker ved grænserne for hvordan en suveræn vokal kan skæres, og han gør det så overbevisende, at han står som en af de bedste overhovedet i dag.
Paul Ferguson er heldigvis tilbage bag tønderne i Killing Joke, og til trods for at han efterhånden er blevet 54 år gammel, er han i høj grad stadigvæk et ærkestramt eksempel på et fandens solidt spil. Der ud over er der så Martin "Youth" Glover og Kevin "Geordie" Walker, der på henholdsvis bassen og guitaren lægger som en underliggende hinde, der tager os med ned i lydinfernoet.
Frenetisk melankoli
Man står af under synth-åbningen på 'Colony Collapse', der ganske kort men også ganske frustrerende minder én om Linkin Park, inden den heldigvis tager fat om livet på én i en herlig livstræt svingom. 'Corporate Elect' smider herefter en The Stooges-frenestisk guitar ind i et fantastisk rytmisk kaos, og sammen udgør disse to numre pladens mest dansevenlige energibomber.
Førstesinglen fra 'MMXII', den smukke ballade 'In Cythera', viser for en kort skarptskåren stund en rørende varme i et ellers forholdsvis dystert inferno af et musikalsk landskab. Singlen er en vedkommende The Cult-associeret hymne til døde venner, og bruger den græske ø, der mytologisk set var Afrodites hjemstavn, som et metaforisk billede på en erindring om kærlighed.
Et solidt værk
Ligesom det var tilfældet på 'Absolute Dissent', hvor Killing Joke omtrent 3/4 inde på pladen lod to balladeagtige numre, 'The Raven King' og 'Honour the Fire', virke som en anderledes mavefornemmelse for pladens udtryk, ligeledes fører 'In Cythera' videre til endnu en sang, 'Primobile', der, dog ikke helt så vellykket som førstnævnte, ligeledes fokuserer på melankolien i højere grad end på den industrielle mørke.
Til trods for, at 'MMXII' først og fremmest gennemvædes af melankoli og vrede og en nærmest insisterende mørke, så er der alligevel noget forhåbningsfuldt over albummet. Det er som om, at pladen fortæller os, at der er noget af kæmpe for. I form af brutale, ørevenlige melodier og hektiske, dansevenlige rytmer, da bliver det i sidste ende paradoksalt nok et album, der i lige så høj grad råber op om forandring.
Så længe misantropien dog er så velspillet, som den er i hænderne på Killing Joke, så har vi fået et fantastisk album at se verden gå under til. Inden det hele kommer dertil, kan man dog gå ud og købe denne plade. Måske det hele kan blive lidt bedre af at se lortet i øjnene med god musik i ørerne.
Hør "Rapture":