Opperen med Pentagram!

Opperen med Pentagram!

Victor Griffin flekser gigantiske guitarmuskler på Pentagrams seneste studiealbum. Bobby Liebling anno 2015 skal man overraskende nok heller ikke kimse ad.

Kunstner
Titel
Curious Volume
Dato
21-08-2015
Genre
Trackliste
1. Lay Down And Die
2. The Tempter Push
3. Dead Bury Dead
4. Earth Flight
5. Walk Alone
6. Curious Volume
7. Misunderstood
8. Close The Casket
9. Sufferin'
10. The Devil's Playground
11. Because I Made It
Karakter
3

Victor Griffin er the man of the hour. Det er der i forvejen ikke mange rockelskere, der har indvendinger imod, og det er der især ikke, når også de endnu ikke-omvendte får hørt den seneste studieplade fra de amerikanske kultlegender Pentagram. Det garanteres. Titlen på pladen er ’Curious Volume’, og det er en uroligt sigende titel. Selv om der muligvis ikke er mange overraskelser på pladen (der er dog nogle; dem kommer vi til), så viser netop især Griffin alligevel en sprudlende forkærlighed for det at spille rockguitar, som resulterer i en form for garvet nysgerrighed. Det lyder banalt, men er det langt fra. Og det er selvfølgelig en nysgerrighed med cool, velspillede klichénosser, vel at bemærke. Man kunne også nøjes med at sige, Griffin spiller røven ud af bukserne på ’Curious Volume’.

’Curious Volume’ er Griffins anden studieplade med Pentagram – i denne omgang. Pentagram kan næste år fejre 45-årsjubilæum, og Griffin har da også været med i bandets line-up on and off adskillige gange tidligere. I ’85 var han med på den selvbetitlede genistreg af en debut, der sidenhen er blevet genudsendt også under navnet ’Relentless’ (denne gang opkaldt efter pladens åbningsnummer), og som i øvrigt først blev en realitet små 15 år efter, at forsanger og sangskriver, Bobby Liebling, havde dannet bandet i begyndelsen af 70’erne (bandets historik er noget helt for sig selv, som de, der er interesserede, i øvrigt kan dykke ned i via dokumentarfilmen 'Last Days Here' fra 2011). Griffin er imidlertid kun et af flere medlemmer, der er kommet og gået hos Pentagram. Den brogede historie skyldes netop Liebling, der gennem alle årene har stået som det eneste vedvarende medlem af Pentagram, og som angiveligt har kultiveret det hårde liv som (ikonisk falleret) rockstjerne i en sådan grad, at kollegaerne omkring ham er kommet, men mest skredet, i tide og utide. Liebling og Griffin holder dog sammen til endnu en omgang på ’Curious Volume’, deres femte Pentagram-studiealbum sammen.

Rock på benene igen

Man kan ikke ligefrem sige, at Pentagram er det mest lalleglade band, og på ’Curious Volme’ stempler seriøsiteten da også ind fra første skæring, ’Lay Down and Die’, der starter pladen med en omgang brandrutineret, episk doom af formatet spitzenklasse. Fra begyndelsen er Pentagram akkurat lige så doom-vedkommende, som man havde håbet på. Herefter bliver det først rigtigt sløvt på ’The Tempter Push’, hvorpå Liebling til at begynde med lyder, som om hans vokal bliver spillet ved halv hastighed, så dybt ligger han. Herefter stiger tempoet for en stund på ’Dead Bury Dead’, der egentlig starter ud som en harsk, men dog tilforladeligt doomrockende (anti)kærlighedssang, hvilket i sig selv gør sig fint. Det, der dog gør dette nummer til noget ekstra særligt, træder ind, da Griffin og bassist Greg Turley (der ligeledes kom med i bandets line-up igen på den seneste plade, 'Last Rites', efter at have været med i en kort overgang også i 90'erne) halvvejs inde i skæringen sender tankerne tilbage til rockens tidligste dage med forfriskende associationer til Chuck Berry. Det sker, i takt med at de to mænd ved strengene under sangens (alt for korte) solo skruer op for legen og ditto op for the swing of rock & roll. Det er et suverænt og æggende øjeblik. Læg mærke til det. Luft under skørterne til doom a la Pentagram!

Ikke skyggen af det halvhjertede

Liebling tager teten på det efterfølgende nummer, ’Earth Flight’, der præsenterer en af årets bedste vokaler. For satan, hvor er der saft og kraft og ikke mindst personlighed i de 61-årige heroinlunger. ’Walk Alone’ får herefter skudt en omgang halvkedelig sterilitet ind i skroget på pladen, inden titelnummeret igen har lytterens opmærksomhed, hvilket egentlig mest synes at skyldes Lieblings forbløffende evne til at leve sig ind i eget tekstunivers. Selv om titelnummeret muligvis ikke er den bedste sang på pladen, er der noget dragende over Lieblings knaldmørke dedikation som sanger, hos hvem der ikke er en skygge af det halvhjertede at høre. I tilfældet med sangen ’Curious Volume’ giver dette passionerede mørke doomstempel det halvmiddelmådig en smag af noget nærmest doom-absolut. Titelnummeret slutter pladens side 1, og side 2 lader vi være fri for spoilers. Lad det blot være indskudt, at ’Close the Casket’ her gør hele den overraskende forskel.

Old school to the bone

Der er mest gode ting at sige om ’Curious Volume’. Der er tilmed flere rigtigt gode ting af sige om pladen. Det, der imidlertid gør, at man alligevel ikke er helt oppe at ringe over pladen, er den formfuldendthed, der overordnet set præger skidtet. Til trods for at man ikke bare accepterer, Pentagram skal være old school, men ligefrem forventer, de er det, så er der alligevel noget delvist poleret og afrundet over ’Curious Volume’, som giver pladen en snert af too much morfar. Det er selvfølgelig en smule paradoksalt, at man på én gang respekterer og beundrer Griffin for hans kompromisløst tørre guitarlyd, samtidig med at selvsamme tørhed så også formindsker pladens mulighed for at være rigtigt farlig. Specielt også trommernes mekaniske tørhed formindsker chancen for dette. På den anden side, det er selvfølgelig slet ikke sikkert, at Liebling og Griffin sigter efter at være farlige, som de var det for 30 år siden. Det gør de formentlig ikke. Og stærke sange, et utroligt guitarspil samt en tilsyneladende fornyet energi hos Bobby Liebling tager man selvfølgelig hellere end gerne med - også i bytte for det uha så farlige. Lur mig, om ikke ’Curious Volume’ er en plade, pladespilleren får lov at smage en hel del fremover.