Orgie af englesang
Tyske Lyriel kan skrue smukke og idylliske sange sammen uden problemer, men de kan ikke gøre dem rigtigt interessante.
De første minutter af 'Paranoid Circus' indledes med en rimeligt dilettantisk speak på en blanding af engelsk, fransk og tysk, hvor man bydes velkommen til det paranoide cirkus. Og inden længe står de bange anelser i kø – desværre uden som sådan at blive gjort til skamme.
Lyriel har godt nok ikke begået en dårlig skive, men den er til gengæld uligevægtig og skræmmende kedelig. Det er en imponerende opvisning i skønsang udført af hunkønsvæsener – smukt, storladent, nuttet, yndigt, fint, pænt, men også irriterende harmonisk.
Lyriel trænger til modgang
Følsomme stemmer med teatralske fortællerambitioner fylder pladen med gennemtænkte melodier enten af den opmuntrende eller sørgmodige slags, men fælles for dem, er at de mangler modspil. Det tager ikke mange minutter, før man virkeligt savner at en ond ork med verdens skarpeste Slayer-økse gør sit indtog og forsøger at skabe noget farligt – for lige så smukt og yndigt det er med de små elverpigers dejlige sang, ligeså utroligt søvndyssende er det, når Tornerose-vokalen lader til aldrig at ende.
Ikke at det kun skal være død og helvede – Lyriel er bare et tydeligt eksempel på, at et album der udelukkende opholder sig i paradis absolut ikke fungerer og drukner i pussenussede følelser. Gør venligst noget vildt, tak!