Goth-guldkorn i plukvise doseringer

Paradise Lost - 'Obsidian'

'Obsidian' er opsummeringen af 30 års virke med blandede inspirationer fra alle dele af Paradise Lost-kataloget. Resultatet – det er lige så blandet, som beskrivelsen lyder.

Titel
Obsidian
Dato
15-05-2020
Genre
Trackliste
1. Darker Thoughts
2. Fall from Grace
3. Ghosts
4. The Devil Embraced
5. Forsaken
6. Serenity
7. Ending Days
8. Hope Dies Young
9. Ravenghast
Forfatter
Karakter
3

En akustisk guitar føler sig frem. Melankolien følger trop, mens stemmen varsler, at ”...this one-way street is gonna get you killed”, og en violin bekræfter de depressive toner – indtil lydbilledet sprænges med tunge powerakkorder to minutter inde. ”God asks not to kill” lyder omkvædets mantra som en påmindelse om, at selvmordet er en mindst lige så stor synd som at forårsage andres død. Over knap seks minutters spilletid er 'Darker Thoughts' en storladen dystopi; en goth-inficeret hverdagsfortælling for den fødte melankoliker.



Det er der for så vidt intet overraskende i, når nu det er Paradise Losts seneste skud fra hoften, vi har med at gøre. Halifaxerne har alle dage været en traurig størrelse, omend det har udfoldet sig på mange forskellige måder gennem årene. Mest markant fra de riff-tunge goth-klassikere 'Icon' og 'Draconian Times' til de mere elektronisk funderede 'One Second' og 'Host'. Fra de mere catchy 'Believe in Nothing' og 'Symbol of Life', til guitarerne igen fyldte mere i lydbilledet på den selvbetitlede og 'In Requiem'. Ej at forglemme den return to form, som udspillede sig på de fremragende 'The Plague Within' og 'Medusa', hvor growlet og doomen fra de første plader vendte tilbage, muligvis inspireret af forsanger Nick Holmes' sideløbende dødsnostalgi i Bloodbath. De har været vidt omkring over de forgangne 15 albums, og 'Obsidian' virker på flere måder som opsummeringen på mange af de trin, de har været igennem over årene.

Det oplagte startpunkt er introsangen. Paradise Lost har alle dage dedikeret åbningsskæringen til nogen af deres mere mindeværdige, episke øjeblikke (tænk fx 'Embers Fire' / 'Enchantment' / 'One Second' / 'As Horizons End' /'No Hope in Sight'), og 'Darker Thoughts' holder på den vis historikken i ave. 'Fall From Grace' følger efter som pladens hårdeste bidrag med de velkendte Mackintosh-licks og en af Holmes' mere solide eksekveringer af sin vekslen mellem den rene vokal og det hæse growl. Sammen med den modbydeligt catchy goth-rocker 'Ghosts' udgør de en stærk indledende treenighed, der på forbilledlig vis demonstrerer alle de elementer, dette 16. opus fra Paradise Lost har i ærmet.



Mere forbilledligt er det dog heller ikke, end at det lægger en skygge over store dele af resten af 'Obsidian', der ikke holder samme høje niveau som den stærke opstart. Inden den udkom, havde bandet selv varslet, at goth rocken fra deres teenage-år i 80erne havde sat sit præg i denne ombæring, ikke mindst Sisters of Mercy, og set i det perspektiv kan man måske undre sig over hvorfor en, fra det misantropiske Paradise Lost-verdenssyn at skue, så oplagt inspirationskilde først nu trækkes frem i lyset. Melodierne er mere strømlinede, sanglængderne er slebet til, den rene vokal er mere i forgrunden, og visse lighedstræk går tilbage til årene i starten af 00'erne. Med goth rock-brillerne på er det førnævnte 'Ghosts', der slipper bedst gennem Paradise Lost-filteret, mens 'Hope Dies Young' er den lettere søvnige, forglemmelige ækvivalent, uanset hvor meget melodilinjen så end lyder som en fjern slægtning til 'Draconian Times'.

Det fører os samtidig videre til vores største anke. Mackintosh har som bandets vægtige sangskriver sin helt egen tone, som er så hurtigt genkendelig for det trænede øre, og det skiller sig heller ikke ud i denne omgang. Til gengæld sidder man med fornemmelsen af, at inspirationen har kørt lige lovligt meget på rutinen, og man skal kigge længere efter de mindeværdige sange, der skriver sig ind i Paradise Lost-historien. Udover den indledende trio bør 'Serenity' dog fremhæves, med sine catchy riffs og banger-potentiale, samt den afrundende 'Ravenghast', der er den naturlige forlængelse af doom-lyden på forgængeren 'Medusa'.

Selvom 'Obsidian' på sin vis lyder som den logiske forlængelse af, hvis ikke konklusionen på, de forgangne 30 års eksperimenter rundt i diverse afkroge af goth metal/rock, doom, Depeche Mode-inspireret elektronica og meget derimellem, så mangler der simpelthen nok stærke sange denne gang til at opretholde den høje standard, som Paradise Lost har sat for sig selv i de senere år. Med det sagt, så er de stadig et så stabilt foretagende, at de selv på dårligere dage har nok guldkorn i ærmet til, at man trods alt kan tillade sig at nyde frugterne mere plukvis end at forfalde til kopivaren.