Mere dødelig undergrund
Hvis man kunne lide Phreneliths monumentale debutplade, så vil man også glæde sig over den dødsmetal, der er på 'Chimaera'.
2. Chimaerian Offspring – Part 1
3. Phlegethon
4. Gorgonhead
5. Kykytos
6. Χίμαιρα
7. Chimaerian Offspring – Part 2
Phrenelith er ude med deres anden plade, 'Chimaera', der byder på en spændende omgang dødsmetal, der endnu engang viser, hvor rig den danske undergrund er på denne genre. For Phrenelith lavede et ordentligt hul i førnævnte undergrund med debutpladen 'Desolate Endscape', der i den grad satte bandet på kortet herhjemme. Og sågar også i udlandet visse steder.
Nu er de så tilbage her fire år senere, hvor 'Chimaera' udkom 10. december 2021. Vi følger op med anmeldelsen her i det nye år, da tiden løb fra os i julegaveræset. Men 'Chimaera' er bestemt værd at vente på. For Phrenelith har ikke tabt pusten siden 'Desolate Endscape' fra 2017, og pumper stadig old school dødsmetal ud, der er krydret med moderne produktion og en gurglende vokal, som er kendetegnet ved guitarist David Mikkelsens andet band, Undergang, der i 2020 udgav deres femte plade 'Aldrig i Livet'. Den dybe, slimede vokal kan bare noget, og er om noget med til at give det her soniske billede af, at musikken vitterlig kommer kravlende op fra undergrunden og kloakken for at sprede sin fæle dunst i ørerne på lytteren.
Det er lige præcis hvad 'Chimaera' gør lige fra den 7 minutter lange åbner 'Awakening Titans', der godt nok starter roligt ud, men hurtigt finder et hidsigt dødsmetaltempo, og så kværner Phrenelith ellers derudaf. Det bliver dog aldrig ensformigt, for der er passager, hvor der leges med akustiske introer som på 'Phlegethon', hvor også tempoet nærmere er doom end dødsmetal, samt den rolige 'Χίμαιρα'. Det er godt fordelt på pladen, og bandet eksperimenterer, men uden at ødelægge det samlede indtryk.
For der er også en snert af black metal i rytmen på flere numre, som til sammen giver det her billede af noget dødsmetal, der kan og vil mere end bare at proppes i én skuffe. Phrenelith har dog måtte skrinlægge pladen en anelse, nok pga. allestedsnærværende pandemi, da 'Chimaera' blev indspillet hos Lasse Ballade allerede tilbage i 2019. Først i efteråret 2021 fik de Greg Wilkinson fra Earhammer Studios i Californien til at lave mix og master på den og nu er den så blevet smidt på gaden.
Kunne man lide 'Desolate Endscape', så vil man også bryde sig om 'Chimaera'. Den har naturligvis ikke samme chokværdi, da vi allerede ved hvordan Phrenelith kan lyde, men numrene er hæderlige og dets riffs passer til genren. Vi har den her fortærskede floskel om, at to'eren er svær. Phrenelith er faktisk sluppet hæderligt fra det. Hele pladen kan høres her, men vi anbefaler naturligvis altid at svinge forbi bandcamp osv. og støtte kunstneren mest muligt.