Psychjazz med sand i håret
Mythic Sunship udgav i september sidste år 'Light/Flux', der bedst kan beskrives som "lækker", hvis man kun har et enkelt ord at gøre godt med.
2. Blood Moon
3. Equinox
4. Decomposition
5. Tempest
6. First Frost
Heldigvis har vi lidt flere ord at gøre godt med her på magasinet, og omsider har vi (læs: jeg) fundet tiden til at anmelde pladen, som har varmet mine ører på den fedest mulige måde på vej hjem fra lange arbejdsdage i efterårs- og vintermørke. 'Light/Flux' er lyden af ørken, af overhead-projectors med olie på og af langt flagrende hår. Det er på en ret underlig måde også lyden af, hvordan den slags ville lyde og se ud i 2022 (eller 2023 for den sags skyld) og det er det, der gør orkestret så stærkt også i dag. For skal man have succes med musik, der i store træk hører en svunden tid til, må man finde en vej – og det har Mythic Sunship gjort, ikke mindst i kraft en moderne produktion, der dog har bevaret varmen fra rør og magnetbånd.
Mythic Sunship har måske–- måske ikke – taget en del af navnet efter navnkundige John Coltranes album 'Sun Ship', og uanset om den myte passer eller ej, så ville Coltrane være stolt. Ikke at Mythic Sunship som sådan lægger sig lige i slipstrømmen af den berømte jazzsaxofonist, men fordi den legende, lette og gennemmusikalske tilgang, de har til musikken ville være lige i hans ånd. Først og fremmest er 'Light/Flux' en plade, der er utroligt nem at lytte til. Ikke fordi den er overfladisk eller mangler substans, for det gør den bestemt ikke. Men den leger sig selv og sin lytter fremad, og det virker så pokkers ubesværet, hvad de gør.
Lytter man efter, eller har man en jazzmusiker i maven, så er det tydeligt, at det bestemt ikke er let. Det kaos, der hersker i de passager, hvor alle gives fri, er netop så vildt, fordi de har fuldkommen styr på, hvad de laver. Pladen er instrumental fra ende til anden og kobler 70’ernes vilde ørken-psykedelika med freejazz på en måde, som ikke bare er meget udansk, men også meget u-europæisk.
Pladens første nummer 'Aurora' tager os blidt i hånden og trækker os ind i et univers, hvor alt, absolut alt, kan lade sig gøre og hvor alt er tilladt, mens musikken langsomt, langsomt, langsomt lægger flere lag på i en stadigt opbyggende komposition, der lander blødt, men tungt i pladens andet nummer, 'Blood Moon', der trækker os ned i næsten-doom land, hvor vi også får et diskret kip med hatten til fordums heavy metal. Saxofonens fremtrædende plads i musikken, lige fraregnet 'Tempest', er bærende, men bringes frem, ja, man fristes til at sige udstilles, af de støvede guitarer, der lugter og smager af Californiens sol og sand. Det er dog pladens fjerde nummer, 'Decomposition', der for alvor fik mig til at elske den. Her hvirvles vi ind i en stadig mere frådende psych/jazz-komposition, hvor vi får ikke bare saxofonistens store talent åbenbaret, men også hvordan trommer, bass og guitar ubesværet glider ind og ud mellem hinanden – spiller op og spiller med, så det er en fryd.
Det sidste nummer på skiven, 'First Frost', sender nydeligt en vindheks gennem toget inden den klinger ud, og jeg igen erkender, at Linje C fra Ballerup stadig er lige trist og træls. Men så kan man heldigvis starte pladen forfra.