Den til dato bedste synd
Populær
Revocation har fået inkorporeret melodi i deres i forvejen udmærkede tekniske dødsmetal. Det medfører, at 'Great Is Our Sin' måske er deres bedste plade til dato.
2. Theatre Of Horror
3. Monolithic Ignorance
4. Crumbling Imperium
5. Communion
6. The Exaltation
7. Profanum Vulgus
8. Copernican Heresy
9. Only The Spineless Survive
10. Cleaving Giants Of Ice
Revocation er et af de nyere dødsmetalbands, der for alvor er begyndt at gøre deres entre på den helt store scene. Grundlagt i 2000 og albumdebuterende i 2008 er Revocation født lang tid efter dødsmetallens guldalder. Det har dog ikke holdt dem tilbage, og op gennem de seneste otte år har de nu udgivet i alt seks plader. Seneste skud på stammen er 'Great Is Our Sin', der byder på lige dele teknisk dødsmetal, melodisk finesse og sangskriveri fra den øverste hylde.
Skulle man bryde Revocations stil ned, ville man nok ramme en art teknisk dødsmetal meget lig Gorguts parret med thrash og jazz. Det er i hvert fald, hvad forsanger, guitarist og eneste tilbageværende originale medlem David Davidson selv siger, når han bliver spurgt. Hører man 'Great Is Our Sin', er man da heller ikke i tvivl. Lige fra start byder Revocation på teknisk dødsmetal af meget fin kvalitet, krydret med en snert melodi i stemmen, som er kommet snigende i bandets relativt korte levetid.
Åbningsnummeret 'Arbiters of the Apocalypse' kan høres her:
På 'Great Is Our Sin' kan man også høre, hvordan de eksperimenterer med forskellige guitarlyde, og på 'Theatre of Horror' minder Revocation en overgang en smule om Morbid Angel. Altså Morbid Angel, som mange ville ønske, de virkelig lød anno 2016, og ikke det rod, de fik lavet på deres seneste plade. For Revocation formår at eksperimentere og stadig lyde godt.
Der er også sket lidt i persongalleriet siden 'Deathless' fra 2014. Phil Dubois-Coyne har forladt trommestolen og er blevet erstattet af Ash Pearson, som de fleste nok kender fra 3 Inches of Blood. Pearson gør det fortrinligt, og det er kompetent trommespil, der går gennem hele skiven.
På bas er det stadig Brett Bamberger, der lægger tyngden, og det hører man klart på for eksempel 'Crumbling Imperium', hvor der også er nogle virkelig flotte guitarsoli. Og nu vi er ved en guitarsolo, så er en af David Davidsons store helte Marty Friedman, hvis fortid i Megadeth de fleste vel kan huske, netop med på en gæsteoptræden på nummeret 'The Exaltation'. Det kan umuligt være andet end en drøm, der er gået i opfyldelse for Revocations grundlægger.
Hør 'Crumbling Imperium' her:
Friedman behøver da heller ikke bekymre sig om sit eftermæle ved at lægge navn til en solo på 'Great Is Our Sin'. Soloen er udmærket, og pladen endnu bedre. Det er en gennemført plade, hvor sangskrivningen og udførelsen begge er til noget nær højeste karakter. Læg dertil, at det er en konceptplade, hvor det lyriske univers omhandler menneskehedens historiske fejl, og hvordan vi som mennesker ser ud til at insistere på at gentage fortidens fejltrin.
Har man hørt deres selvbetitltede 'Revocation' fra 2013 og førnævnte 'Deathless' fra 2014 vil 'Great Is Our Sin' ikke komme som nogen kæmpe overraskelse. Det er en naturlig udvikling og kunstnerisk forståelig progression. Det er blot endnu mere kræs for dem, der elsker teknisk dødsmetal, når det både er veludført og velkomponeret.
Hør Communion' her:
Fans af Revocation vil utvivlsomt hylde 'Great Is Our Sin'. Måske endda som en foreløbig kulmination på deres karriere. For det kan ikke udelukkes, at de gør det endnu bedre i fremtiden. Lige fra åbningsnummeret til den storladne og eftertænksomme afslutningssang 'Cleaving Giants of Ice' er det et finpudset udstillingsvindue af den ene gode komposition efter den anden. Der er bare ingen tvivl om, at Revocation nok kan gøre det endnu bedre, hvis de tør lade melodien få mere plads, end den har nu. Så vil de ramme så bredt, at de vil kunne true guldalderens kæmpenavne. Det er de snublende tæt på med 'Great Is Our Sin', der kort fortalt er en virkelig god plade.
Hør 'Monolithic Ignorance' her: