Rock 'N' Roll er i live … den lugter bare lidt!

Populær
Rock 'N' Roll er i live … den lugter bare lidt!

The Jokers er typisk britisk hard rock. Det er sympatisk og det virker. Men der er ikke epokegørende nyt at hente på The Jokers' andet album.

Kunstner
Titel
Rock 'N' Roll Is Alive
Dato
22-09-2013
Distributør
Trackliste
01 Silver City 03:45
02 Rock´n`Roll Is Alive 02:58
03 Radio 04:00
04 Blood Of Ox 00:36
05 Night Driver 03:12
06 Let It Rock 03:15
07 Find My Way Home 04:14
08 Sky Line 00:35
09 N.Y.C. 04:30
10 Bring Your Love Back To Me 03:56
11 Dr. Rock Head 02:28
Karakter
3

I pressemeddelelsen, der følger med udgivelsen af ’Rock 'N' Roll Is Alive’, henvises der til klassiske britiske bands som The Who, Free, Mott The Hoople, The Faces og Led Zeppelin. Der er da også tydelige inspirationer i musikken fra Free og i mindre grand The Who. Men det er, som om man har glemt at nævne en stor inspirationskilde i form af det ærkeengelske band UFO. Det må næsten være en fejl. I mine ører lyder The Jokers meget som UFO i deres blanding hård bluesrock tilsat lidt boogierock fra tid til anden.

Albummet lægger ud med ’Silver City’, hvor sanger Wane Parry synger distinkt ovenpå en pumpende rytme, inden omkvædet sætter ind med ”I’m going down, down to Silver City”. Det kunne fint have været en UFO-sang i den lidt mere poppede ende med Phil Mogg i den vokale front.

Sang nummer to på albummet, titelsangen ’Rock 'N' Roll Is Alive’ er ovre i boogiegenren. Lidt melodisk AC/DC med Bon Scott i forgrunden og lidt Dr. Feelgood. Men sjovt nok ender denne sang også med at minde om noget, som UFO kunne have fået ud mellem sidebenene.

Også tredje sang, ’Radio’ vækker minder om UFO, ligesom Bad Company også dukker op i tankerne. Der er tale om en sang, der starter stille og langsomt, inden der dukker et typisk Mick Ralph-riff op fra tid til anden, ligesom der selvfølgelig er en guitarsolo, der kører i det traditionelle hard rock/blues-spor.

Af andre sange på albummet skal også fremhæves ’Let It Rock’, hvor The Jokers pludselig lyder,som det schweiziske band Krokus, der har gjort det til en lang karriere at lyde som AC/DC. Det skal ikke forstås som et alvorligt kritikpunkt, for jeg holder faktisk meget af Krokus, ligesom jeg holder meget af AC/DC. Men man kan i den forbindelse selvfølgelig mene, at The Jokers ikke er verdens mest innovative band.

Sangen 'N.Y.C.' begynder med en rytme på såvel guitar/bas som trommer, som minder meget om The Who og deres 'Won’t Get Fooled Again’. Det hele løsnes dog efterfølgende op og ender i en mere anonym hard rock-sang. Men der ingen tvivl om, at The Jokers i denne sang trækker på inspirationerne fra The Who.

Albummets sidste sang, ’Dr. Rockhead’, tager pludselig The Jokers over på den anden side af atlanten. Sangen lyder umiskendeligt som et Aerosmith-nummer. Især i verset. Når man kommer til omkvædet, er det til gengæld, som om det er Kiss, der tager over.

Ovenstående giver sikkert indtryk af, at The Jokers er et håbløst kopiband. Men det er faktisk ikke rigtigt. Der er snarere tale om, at bandet forsøger at genskabe en smule hype om fortidens fremragende hard rock. Det er altid velkomment. Det er svært at komme med nyt. Havde det været tilfældet for The Jokers, var de havnet i en anden klasse end ’Rock 'N' Roll Is Alive’ giver mulighed for. Men måske kan et øget fokus på sangskrivningen hive bandet yderligere op ved næste udgivelse.