Røvsparkende debut
Populær
En meget ambitiøs debut fra Vildhjarta formår at få både mathcore og prog-elementer til at gå op i en højere enhed.
2. Dagger
3. Eternal Golden Monk
4. Benblåst
5. Östpeppar
6. Traces
7. Phobon Nika
8. Måsstadens Nationalsång
9. When No One Walks With You
10. All These Feelings
11. Nojja
12. Deceit
13. The Lone Deranger
Lige i kanten af radarbilledet af nyudgivelser dukker en lille prik op, der gudskelov er blevet opdaget i tide – nemlig debuten 'Måsstaden' fra det svenske band Vildhjarta. Bandet er også selv ganske nyt, og har startet sangskriveriet til dette album som et slags elektronisk pennevenskab, hvor de har mailet ideer frem og tilbage, til der opstod musik ud af det. Og hvilken musik!
Albummet hedder 'Måsstaden', og selv om det jo er muntert nok på dansk, så betyder det bare "Mågebyen", og er et konceptalbum der netop handler om en opdigtet by med dette navn.
Stilen er, hvad man kunne kalde progressiv mathcore. Der er megatunge, serialiteter i de forvrængede guitarer (I øvrigt med en monolitisk markering af et-slaget, som det sig hør og bør i postcoregenrerne). Derudover kan man finde en ganske omfattende brug af uforvrængede, men stadigt effekttunge guitarer, der laver nogle fjerne og svævende prog-klange, som både tegner store lydflader, men også en masse små dryp af korte, percussive lyde. Det lyder nærmest som synth (og jeg skal ikke helt udelukke at synth er brugt, men ingen af det syv mand store orkester vil i givet fald vedkende sig det). Skal man placere Vildhjarta et sted mellem kendte bands, må det være i en sort firkant mellem Meshuggah, Ion Dissonance, The Ocean og Opeth.
Det mest påfaldende, er, hvor utrolig musikalsk albummet er skruet sammen. Både mathcore elementerne og de progressive ditto, væver sig ind og ud mellem hinanden, så de på en fin måde understøtter delenes dyder – dvs. det tungt forvrængede og det episk drømmende står klarere frem som kontraster af hinanden. Overgangene mellem de mange forskellige musikalske dele er altid doceret smagfuldt, så der nogle gange er tale om en skarp kontrast, andre gange om et instrument, der holder fast i en figur, mens andre skifter, hvilket er nærmest symfonisk.
Bandets to sangere, Vilhelm Bladin og Daniel Ädel, tager sig af hhv. den dybe growl og midttoneskrigende, hvilket de gør fint, og som bidrager til pladens varierede udtryk. Ren vokal får man også at høre på pladen, hvilket er hæderligt, uden at være i megastjerneklassen - men om ikke andet så understøtter det ens positive fordom om, at svenskere ikke kan beskæftige sig med musik uden at bryde ud i sang på eet eller andet tidspunkt...
Om der er tale om en tvangsmæssig svensk sangtilbøjelighed eller ej, så skal et debutalbum, der så effektivt formår at få et så storladent musikalsk projekt som en konceptplade med core og prog-elementer til at lykkes, herfra have en entydig anbefaling!