Sange i ulveklæder
PopulærDanske Rising har udgivet debutalbummet 'To Solemn Ash', som først og fremmest gør sig bemærket ved niveauet på sangskrivningen.
02. Sea Of Basalt
03. The Vault
04. Cohorts Rise
05. Hunter's Crown
06. Through The Eyes Of Catalysis
07. Under Callous Wings
08. Passage
09. Heir To The Flames
10. Seven Riders
Det er måske ikke helt retfærdigt, at den københavnske trio Rising er blevet sammenlignet med Mastodon, for selv om der sludgede lighedspunkter mellem de to bands, så vil jeg nu alligevel gøre netop dét, altså sammenligne. Ikke for at håne københavnertrioen for uoriginalitet, snarere rose den for at stå mere ved udgangspunktet, end det åbenbart metaltrætte, amerikanske mammutband gør.
Enkel tons
Det er slående, hvor enkle numrene på 'To Solemn Ash' er i deres opbygning, med lange, mutede passager med monotone tonseakkompagnementer. Og selv om det er på nippet til at blive for simpelt til tider, er det alligevel lykkedes for de tre, at gøre musikken storladen, dramatisk og frem for alt melodisk. Et Nummer som 'Sea of Basalt' er et godt eksempel på dette, for det er både hurtigt og skramlende, men først og fremmest en god, gedigen Sang med stort "S". Også balladen 'Cohorts Rise' kan,ved et noget langsommere tempo, noget af det samme i den forstand, at der er en kraftig understrøm af musikalsk sangskriveri til stede, nede under al den knasende og storladne lyd.
Klædeligt knallertbøllet
Så selv om man godt kan høre, at Rising stadig har samme farve metal-pas som førnævnte Mastodon, er den store og frelsende forskel, at Rising ikke er en undskyldning for genren. Med 'To Solemn Ash' vedkender Rising sig nemlig, at dét de har gang i, først og fremmest er metal med den tunge, støvede og storladne sound, og dernæst at metal er en afart af rockmusikken, i kraft af den enkelhed der er i sangskrivningen, som er klædeligt knallertbøllet. En ganske fin og musikalsk debut, med andre ord.