Den evige gentagelse
Saxon lyder som sig selv og sælger ikke ud. Men hvor mange gange kan man gentage samme formel og samme omkvæd uden at komme til at lyde træt?
02. Hell, Fire And Damnation
03. Madame Guillotine
04. Fire And Steel
05. There's Something In Roswell
06. Kubla Khan And The Merchant Of Venice
07. Pirates Of The Airwaves
08. 1066
09. Witches Of Salem
10. Super Charger
De gæve gamlinge i Saxon har aldrig solgt ud. Heller ikke, selvom de forsøgte et par gange i midtfirserne. Det har alle glemt, og jeg skal ikke rive dem det i næsen her. Især ikke, når de siden midten af halvfemserne har været fanebærere for den traditionelle metal, og på deres egne musikalsk ultrakonservative præmisser har været kommercielt og i og for sig kunstnerisk succesfulde lige siden. Solide album med et par højdepunkter og højt bundniveau. Altid gode live.
Saxon har fortjent deres legendestatus.
Også på deres 24. album lyder Saxon som sig selv. Hverken mere eller mindre.
Desværre en lidt kønsløs udgave af sig selv.
Livløs produktion
Det er ellers ikke meningen, at det skal lyde kønsløst. Andy Sneaps produktion er i den grad bøffet op. Det skal vist virke kraftfuldt og hårdtslående, men kommer til at fremstå blottet for dynamik og en smule plasticagtigt. Et nummer som den uptempo 'Fire and Steel' (der lyder lidt henad Judas Priests 'Rapid Fire') vil gerne være en energisk skallesmækker, men den livløse produktion tager toppen af begejstringen.
'Fire and Steel' er ellers et af de numre, der løfter sig fra grøden af midttemposchlagere, der alle gentager omkvædet to-tre gange mere end nødvendigt. Men størstedelen af materialet er Saxon på rutinen. Bandet har ellers fået ny guitarist i form af årsungen Brian Tatler på 63 fra NWOBHM-klassikerne Diamond Head, mens originalmedlemmet Paul Quinn er gået ud (han gæsteoptræder på et par numre) for at undgå turnélivet. Tatler har altså ikke ligefrem givet Saxon ny inspiration, men det kan næppe overraske nogen, der har hørt Diamond Heads seneste udgivelser. Men han glider helt ubemærket ind i Saxon.
Ufo-trutherne Saxon
Numrene skal nok fungere fint live på en eller anden festival. Man kan synge med i en halv fadølsbrandert uden at have hørt sangene før, og det er jo praktisk nok. Men når man lytter til albummet pinligt ædru, er det ligesom ikke helt nok. Her virker det – trods flot leadarbejde i almindelighed – ofte gumpetungt, som på det klodsede titelnummer.
På 'There's Something in Roswell', der handler om det angivelige ufo-styrt i 1947 ved Roswell i New Mexico synger Biff Byford (stadig en klassesanger, hvis man skulle være i tvivl) blandt andet:
Over the years the questions remained
Conspiracies fanning the flames
What to believe someone must know
Just tell the truth, you gotta let go
Too many clues hidden in sight
We’re never going to stop or give up the fight
What happened that night in New Mexico
On the farmers’ ranch you know
Tak for aldrig at opgive kampen for at finde ud af, hvad der skete dengang, Saxon! Det virker decideret bizart, at Saxon pludselig placerer sig i rollen som utrættelige ufo-truthere. Det havde virket mere troværdigt med én til sang om motorcykler.
Historien gentager sig
Det går bedre på de historiske sange. I hvert fald er '1066' om Vilhelm Erobrerens angreb på Hastings og 'Madam Guillotine' om den franske revolution blandt de numre, der også løfter sig over al den lige ud ad landevejen-metal, som ikke er helt fed nok til, at man gider høre det, mens man kører bil. Men også de sange skæmmes af Saxons glæde ved at gentage omkvædet en gang for meget og af Sneaps produktionsæstetik.
Man kan til hver en tid tage ind at se Saxon live. Selvom de har været på landevejen i 46 år føles de ikke trætte der. Men der er ingen grund til at høre 'Hell, Fire and Damnation' inden. Det bliver i hvert fald ikke svært at følge med på de to-tre nye numre, der kommer til at være mellem alle klassikerne på sætlisten.