Stabile Saxon
Populær
Saxon er klar med bandets 22. album. Saxon skuffer aldrig for alvor, og 'Thunderbolt' er da også en stabil udgivelse. Men heller ikke mere.
2. Thunderbolt
3. The Secret of Flight
4. Nosferatu (The Vampires Waltz)
5. They Played Rock and Roll
6. Predator
7. Sons of Odin
8. Sniper
9. A Wizard's Tale
10. Speed Merchants
11. Roadie's Song
Saxon er og forbliver Saxon. Men det taler til bandets ære, at man forsøger at følge med tiden. 'Thunderbolt' er ligesom bandets senere udgivelser en lidt mere hård omgang end bandets album fra storhedstiden i begyndelsen af 80’erne. Bandet var i modsætning til tidens andre store bands som Motörhead, Iron Maiden og Judas Priest måske en smule kitschede. Det er lagt noget på hylden til fordel for en mere rå metallyd. Til gengæld har Saxon mistet noget af den oprindelige uskyldige charme.
'Thunderbolt' lægger ud med en bombastisk intro i form af den halvandet minutlange åbner ’Olympus Rising’, inden bandet sætter i gang med titelsangen fra albummet. Det begynder såvel med introsangen og med de indledende riffs og tunge markeringer på ’Thunderbolt’ rigtig fint. Men straks verset sætter i gang, styrtdykker ’Thunderbolt’ til det ret gennemsnitlige. Biff Byford lyder en smule træt og forpint, og sangen får ikke rigtigt de store lyn frem. De hele ender i nogle ganske små stjernekastere.
">
Meget bedre bliver det ikke i sangen ’Secret of Flight’. Sangen, der lyder ganske Iron Maiden-inspireret, er båret af et ganske godt guitarriff, men sangen letter aldrig for alvor fra jorden. Til gengæld er ’Nosferatu (The Vampires Waltz)’ en mere end habil sang, som givetvis vil snige sig ind i sætlisten på Saxons kommende turné. Det er tung og bombastisk sag, hvor trommeslager Nigel Glockler og bassist Nibbs Carter lægger en gennemført solid bund til en anthem-agtig sang, hvor Biff Byford synger ganske overbevisende med stor indlevelse. Det er bestemt et af albummets højdepunkter.
Sangen ’They Played Rock and Roll’ er bestemt heller ikke så tosset. Det er Saxons hyldest til Motörhead og Lemmy. Og det høres både i sangens struktur og det faktum, at Lemmy pludselig dukker frem og råber ”We are Motörhead – And we play rock and roll”. Det er en ganske vellykket sang og hyldest.
">
Desværre kan resten af albummet ikke helt holde samme standard, selvom det generelt er ganske passabelt. Fremhæves skal ’Predator’. Det ikke så meget for sangens kvalitet – selv om det bestemt er en ganske solid sag – men mere for Saxons behov for ikke alene at fremstå som et nostalgiband, der lever på fortidens bedrifter og sange. På ’Predator’ synger Byford sangen igennem duet med Johan Hegg fra Amon Amarth, hvorved der lige pludselig er growlen på et Saxon-album. Det er sgu da meget frisk af et 40 år gammelt NWOBHM-band!
En bemærkning skal da også falde i tilknytning til sangen ’Sons of Odin’. Biff Byford har forud for udgivelsen af albummet udtalt, at ’Thunderbolt’ tager udgangspunkt i mytologien om de græske guder. Men her må der så være nogle mangler i hr. Byfords historieforståelse. Sangen tager udgangspunkt i et basriff, der minder særdeles meget om Black Sabbaths ’Heaven and Hell’. Men derfra kommer sangen aldrig rigtigt videre og vader af sted i adstadigt tempo funderet omkring et ikke specielt godt omkvæd.
Mere substans er der i de to hurtige sange ’Sniper’ og ’Speed Merchants’. Førstnævnte er en klassisk Saxon-sang med pedalen helt i bund. Det er new wave of british heavy metal drønende derudad på samtlige cylindre. Sidstnævnte er mere ovre i Accept-territoriet med det karakteristiske teutoniske omkvæd. Det er fine sange, som begge sikkert vil kunne gøre sig godt live.
Alt i alt er ’Thunderbolt’ et ganske godt, om end gennemsnitligt Saxon-album. Det er sådan et album, hvorfra bandet formentlig til spille tre eller fire sange på den kommende turné. Men hvis Saxon indspiller endnu et album, vil de nok alle være lagt i glemmebogen og udskiftet med de nye sange, når den efterfølgende turné i givet fald skal søsættes.