Hardcore-vanvid med indlagte tænkepauser
Sect bevæger sig fra den gængse hardcore ud på rejsen mod vildere, hurtigere og mere ekstremt. Kærlighed til Nails og Trap Them er til stede, men kopieringen af selvsamme lykkes ikke til fulde.
2. You Too Will Scatter
3. Wait
4. Domestic
5. Terminus
6. Redundant Gods
7. Broken and Untenable
8. The Blankest Cheque
9. Cirrhosis of Youth
10. Skies Wide Shut
Tre år der gået, siden den grimme, usoignerede, kaotiske crustede hardcore punk pludselig blev allemandseje og en genre, man godt kunne gå og være lidt intellektuel og jazz-liderlig til. Jo, satme.
Det var i 2016, hvor Nails udgav de raserende 20 minutters koncentrerede vrede og afmagt, der er ’You Will Never Be One of Us’, blot tre måneder inden Trap Them fulgte efter med ’Crown Feral’. Og i øvrigt opløste sig et års tid efter. De to plader landede på mangt en top 10-liste det år og gjorde endelig den nyere, mere brutale og grind-inspirerede hardcorebølge til noget, man godt kunne høre, selv om man ikke var dumpet 7.klasse, pinte små dyr og led frygteligt af tarmsved.
At den allestedsnærværende genrepionér Kurt Ballou (Converge) havde produceret begge plader, gjorde naturligvis heller ikke noget dårligt for omtalen. Med alt det in mente kan man godt synes, at den amerikansk/canadiske straight edge-kvintet Sect er ude et par år for sent. Bandets tredje plade, ’Blood of the Beasts’, er produceret af Ballou, udgivet på Southern Lord Recordings, hvor begge de to førnævnte orkestre har huseret og læner sig ikke uvæsentligt op af bands som Nails og Trap Them. Og som følge deraf nogle af disse bands' inspirationskilder som Entombed, Black Flag og Tragedy.
At Sect på nærværende tredje plade søger væk fra den traditionelle hardcore og mod ekstremerne er nu ikke til nogen skade. ’Like Animals’ sætter fart i løjerne med en kaotisk grindcrustet indledning, der hurtigt finder et fælles momentum og rytmik instrumenterne imellem og fortsætter videre i en hård, skramlende og ond metallisk hardcore punk. Forsanger Chris Colohan, hvis fysiske lighed med Volbeats hofproducer Jacob Hansen er skræmmende, ligger langt fremme i lydbilledet med sin dyriske råben, skarpt understøttet af rytmegruppen og i særdeleshed trommeslager Andy Hurley, der til daglig dalrer til tønderne i noget mere letfordøjelige Fall Out Boy. Det dobbelte guitararbejde, blandt andet fra Earth Crisis’ Scott Crouse, ligger mere skjult i baggrunden af det musikalske billede, og det er kun, når riffene fraviger de gængse hardcoreformler som i blackmetalliske ’Wait’, industrial-inspirerede ’Terminus’ og den let Slayer-lydende ’Redundant Gods’, at man for alvor lægger mærke til dem.
Gennem pladens ti numre og omtrent 18 minutter kommer Sect ligesom forbillederne godt rundt i inspirationerne, rytmerne og de forskellige tempi. Hvilket har både fordele og ulemper. ’Blood of the Beasts’ er trods sin korte spilletid en forbløffende afvekslende plade fra et band, der uddeler kindkys og kærlighed til alt fra New York Hardcore (’You Too Will Scatter’) til decideret grind i ’Cirrhosis of Youth’.
Til gengæld savner man lidt, at bandet til tider opretholder det raseri og den aggression, de fleste numre indledes i. I stedet skal der for ofte lige grooves lidt, sættes tempo ned i breaks eller leges lidt med nogle skæve mønstre. Den energiudladning, som ’Blood of the Beasts’ kunne være, damper for hurtigt af, når man halvvejs gennem at smadre en mur til mel lige skal trække vejret for at få en mundfuld te og bladre til næste side i sin Haruki Murakami-roman. Pladen kunne have langt mere gennemslagskraft, end tilfældet er, hvis Sect gjorde sig selv den tjeneste at holde konceptet simpelt. Vil man lege med bands indenfor grindcore og powerviolence, gør man klogest i ikke at kaste sig ud i for mange tænkepauser undervejs. Det gør Sect.
’Blood of the Beasts’ kunne være et bæst af en plade. Nu må den i stedet nøjes med at være et utyske med storhedsvanvid. Det er ikke nødvendigvis skidt. Men det kunne godt være vildere, ondere og farligere.