Skomager, bliv ved din læst

Skomager, bliv ved din læst

Tarja Turunens fjerde studiealbum 'Colours In The Dark' er en alt for let omgang, der viser, at man berettiget kan ærgre sig over, at hun forlod Nightwish.

Titel
Colours In The Dark
Dato
02-09-2013
Distributør
Trackliste
1. "Victim of Ritual"
2. "500 Letters"
3. "Lucid Dreamer"
4. "Never Enough"
5. "Mystique Voyage"
6. "Darkness"
7. "Deliverance"
8. "Neverlight"
9. "Until Silence"
10. "Medusa"
Karakter
1

Tarja Turunen er bedst kendt for sin tid som forsanger og frontfigur i Nightwish, men efter at have raget uklar med resten af bandmedlemmerne forlod hun bandet i 2005 for at fokusere på sin solokarriere. Desværre har det ikke helt båret de frugter, som Tarja utvivlsomt havde håbet på, da hun fik smækket døren bag sig i det symfoniske metalorkester, der havde givet hende platformen til at skabe et navn på.

Så mens Nightwish er kommet videre, har vi så Tarja Turunens solokarriere, der med pladen 'Colours In The Dark' er oppe på i alt fire studieudgivelser. Pladen er typisk Tarja med masser af operasang akkompagneret af letmetal og pompøse orkestreringer, der agerer bagtæppe for det, det hele handler om; Tarja Turunen. Hendes stemme er overalt på pladen. Og det er her, det hele kommer til kort.

Ingen kan sætte en finger på Tarja Turunens evner som sanger. Hun har en fabelagtig spændvidde og masser af kontrol over stemmen. Det kniber derimod lidt med sangskrivningen, for bagtæppet er tyndt som pergamentpapir. Bevares, der er enkelte gode sange, såsom '500 Letters', hvor der er god melodi, og hvor instrumenter og vokal smelter sammen i noget, der kan få én til at nikke anerkendende.

Der er bare langt mellem snapsene på 'Colours In The Dark'. Sange som 'Mystique Voyage' er i sandhed en mystisk og ret ligegyldig rejse. Lidt det samme kan siges om 'Until Silence', der til tider minder om et aparte plagiat på Celine Dions 'My Heart Will Go On' fra Titanic-filmen. Opsætningerne er store og skal ligesom indikere, at her er det grandiost, der er højt til loftet, og ofte lyder det, som om det er et regulært symfoniorkester, der sidder bag Tarja Turunen. Det gør det bare så trist, når det hele falder til gulvet hver gang en sang i starten bygges op og så falder sammen som en souffle, der lige manglede det sidste for at blive god.

Såfremt man er fan af Turunens stemme og den måde, som hun vælger at fremføre den på, så er 'Colours In The Dark' nok ikke meget bedre eller værre end de foregående. Den lyder, som den lød på Nightwish-pladerne. Sangene er bare dårligere. Ret meget mere er der ikke at sige om pladen. Det havde nok været bedre, hvis hun var blevet hos Nightwish. For begge parter. Det her gavner ingen.

Vi kvitterer med et enkelt hak i stolpen for den imponerende stemme, som den finske sopran har.