Sludge/pop-bombardement

Populær
Sludge/pop-bombardement

Mastodon forsøgte med ’The Hunter’, men på album nummer tre viser Torche, hvordan man virkelig bombarderer lytteren med sludge-metal, pop-rock og sågar progressive rock-elementer. Resultatet er en sand fornøjelse og en ægte sommerplade.

Kunstner
Titel
Harmonicraft
Dato
23-04-2012
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Letting Go
2. Kicking
3. Walk It Off
4. Reverse Inverted
5. In Pieces
6. Snakes Are Charmed
7. Sky Trials
8. Roaming
9. Skin Moth
10. Kiss Me Dudely
11. Solitary Traveler
12. Harmonicraft
13. Looking On
Karakter
4

De fleste kender Mastodon, men Florida-bandet Torche er en noget mere obskur størrelse. Det burde kvartetten dog ikke være med den succes, Mastodons pop-album fra i fjor, ’The Hunter’, fik. For Torche er nemlig ude i præcis det samme ærinde; at blande de tunge sludge/metal-tendenser med poppede, nærmest collegerock-agtige melodier og omkvæd.

Men hvor Mastodon beholdt det stramme og seriøse prog-rock-udtryk i sangene på ’The Hunter’ (hvilket gjorde, at de aldrig rigtig klikkede), så mærker man den enorme energi hos Torche og især, hvordan de vil poppen – uden at den behøves pakket ind i en fernis af metal, og uden at der tages ironisk afstand til den. Og dét er befriende. Og medrivende.

Torche fik et mindre gennembrud i 2008 med deres andet album, ’Meanderthal’, der står som ”the missing link” mellem grunge og sludge/stoner-rocken. Af uklare årsager er der gået fire hele år frem til opfølgeren, ’Harmonicraft’, der nu endelig foreligger. Og som heldigvis næsten ikke skuffer.

Foo Fighters med nosser

Hook-mager og frontmand Steve Brooks leverer atter en ladning eksplosive sange, der sjældent når længere end de tre minutters spilletid, og bag sig har han en band, der spiller som om de ville blive trukket i løn, hvis de kun gav sig 99%.

’Letting Go’ er således et velkomment brag af en åbner, der er en viderebearbejdelse af " target="_blank">The Stooges’ ’1969’ (eller hvis man går længere tilbage, " target="_blank">Bo Diddleys titelsang) tilsat guitarsoloer. Hernæst kommer ’Kicking’, der kort sagt lyder som Foo Fighters med nosser, og som tæller et Jane’s Addiction-grandiost omkvæd.

I de efterfølgende 35 minutter lader Torche sjældent lytteren trække vejret, og hæsblæsende halvanden-minuts eksplosioner som ’Walk It Off’ og navnlig ’Sky Trials’, en slags omskrivning af Mastodons ’Circle of Cysquatch’ med en ny og fængende melodi, blæser ud af højtalerne.

Svagere, men aldrig forudsigeligt

Og så er der Brooks og co.s særkende; de grungede/sludgede (skal vi kalde det ”slunge”?) sager som ’Reverse Inverted’ og ’Roaming’, der igen skubber Foo Fighters ud på et sidespor, mens nærmest dansable og math-rockede ’Snakes Are Charmed’ stikker ud midtvejs på pladen med en U2-agtig guitarfigur.

Men tro nu ikke, at det hele er bare er pop og spas. Trommeduellen og riffene i ’In Pieces’ giver Melvins’ seneste eskapader baghjul, ’Solitary Traveler’ flirter ligefrem med post-rock, mens lukkeren ’Looking On’ minsandten er bygget op omkring et doom-riff og desuden strækker sig over fem minutter, inden endnu en ”skjult” ét-minuts eksplosion lukker løjerne.

Sangene på pladens anden halvdel er imidlertid klart svagere end den førstes – ’Kiss Me Dudely’ er direkte anstrengende – og det er naturligvis ærgerligt. Til gengæld kan man så glæde sig over, at Torche tilsyneladende aldrig bliver hverken kedelige eller forudsigelige.

I pressematerialet loves desuden en europæisk turné til efteråret, så hold øje med kalenderen!