Sludgerockens druknedød

Sludgerockens druknedød

‘Whales and Leeches’ forsvinder i et hav af genrefæller, på trods af at det er den ægte sludge, der imponerer.

Kunstner
Titel
Whales and Leeches
Distributør
Trackliste
DOEN
Blood Like Cream
No Hope
Crows In Swine
Voices Of The Dead
Behind The Light
Dawn Rising
Failure
1516
This Animal
Every Little Twist
Karakter
3

Vi snakker skovmandsskjorter, fuld ansigtsbehåring, tatoveringer på armene og Vans på fødderne. Vi snakker sludgemetal, stoner rock, en kontrakt med Relapse Records og navne der får en at tænke på Naturhistorisk Museum. Man skulle tro det var snævert, men jeg kommer i tanker om 5-6 bands der passer lige i den kategori. Det er svært at skille sig ud, og der er meget lidt ved nærværende anmeldelsesmateriale, Red Fang, der gør det.

På trods af at have eksisteret i nogen tid efterhånden, har de ikke slået voldsomt igennem, og bliver ikke overraskende set som Mastodons lillebror. En, i manges optik, uretfærdig betegnelse, men helt ærlig ikke helt ved siden af. Og ‘Whales and Leeches’ efterlader en del til den originale side.

Men Red Fang skal ikke stå som skydeskive, for bølgen af den type musik - lad os kalde den Relapse Sludge-bølgen - har været været fascinerende stor i lang tid. Og måske den er i gang med at drukne sig selv i overfloden af den type bands. Det er i hvert fald en skam, for umiddelbart er Red Fang et rigtig fedt band. Det er bare umuligt ikke at sammenligne dem med eksempelvis Mastodon.

Råt

Især på grund af nummeret ‘Crows in Swine’, der sagtens kunne figurere på Mastodon albummet ‘Blood Mountain’. Hvor den dog ville falde i gennem, idet Red Fang slet ikke når Mastodon til knæene i forhold til progressivitet, og jongleren med temposkift. Dette skal dog ikke være en komparativ anmeldelse af disse to bands, for forskellene er lige så tydelige. Hvor Mastodon trækker linjen over i det progressive og syrede, er Red Fangs konnotationer punken - og dens råhed og upolerethed. Det giver en stærk stemning, der er meget anderledes end genrefællernes, men om det nødvendigvis er positivt er jeg lidt i tvivl om. Råbekor og riffbaseret musik kan virke tilbagelænet og rock’n’roll, men når største delen af numrene er baseret på de samme rytmer og teknikker, så begynder det hele at blive lidt monotont.

Monoton uhøjtidelighed

Andet nummer på albummet ‘Blood Like Cream’ er jo super singlen, der er blevet gennemspillet en del, og jeg er bange for jeg er ved at få nok. Den først fængende vokalmelodi i verset, bliver hurtig superirriterende i sin nasalitet, og rytmiske og melodiske gentagelser. Råbekoret er ikke specielt spændende, især ikke ved flere gennemlytninger af hele pladen, og virker nok bedst i et mere bedugget selskab.

Fraværet af avancerede soloer på albummet bliver også hurtig tydelig, og er på en måde meget passende i forhold til den uhøjtidelige rock’n’roll-stil. Men man gad godt blive fejet af jorden med kongestærk økseføring, og det er meget svært at finde på albummet - så man ender med at svinge mellem at beundre den der totalt uhøjtidelige stil, og mistænke det for at være et dække over manglende evner.

Ren sludge

Men med syvende nummer ‘Dawn Rising’ sker der noget uventet fantastisk, idet musikken går over i ren drævende sludge, og virkelig viser en raffineret side af Red Fang. Efter endeløse upbeat hardrockrytmer, flyder alt ud i en smuk psykedelisk atmosfære, med YOB’s Mike Scheidt på overdrevet fed vokal. Det er næsten ikke til at få nok af, og heldigvis fortsætter ‘Failure’ i samme kategori. Her klæder den mindre avancerede stil musikken, og trommernes seje banken skaber stemning, fremfor at ødelægge den, mens guitarerne får frit løb i syrede sitarlignende roderier. Efter sidste linje, ‘you don’t know me/but you will’’, ville jeg ønske albummet var slut.

Men desværre fortsættes chuggachugga-stilen videre over tre sange, og det går op for mig at det kun var et øjeblik vi fik lov at opleve noget helt magisk. For nogen vil resten af den albummet sikkert stå som genialt, men det bliver ikke baseret på sangskrivningen, ej heller udførelsen. ‘Whales and Leeches’ har få men gode øjeblikke, i et hav af straight forward rocknumre, der sikkert er sjove live og fede til en fest. Men så hellere ikke mere.