Som metalkulturtyve i natten
Populær
Det lugter af kulturel appropriering, når to avantgarde-komponister laver et dronemetallisk værk, men selve udførelsen er der intet at udsætte på.
Part II
Det var en ven, der selv spillede meget langsom musik, der for nogle år siden sagde de bevingede ord, at “drone er den dovne mands musik.” Forstået således, at det var en musik, som ikke krævede det store arbejde, fordi det jo bare var at slå en tone an og lade den klinge, så længe den kunne, mens man kunne sidde i ro og mag og lytte til alle de nuancer, den selv skabte. Og det var selvfølgelig sagt i spøg, for selvom man strengt taget godt kunne lave noget, der kunne kategoriseres som drone, uden de store anstrengelser, ville resultatet også blive derefter. I drone gælder det nemlig ikke bare om at lade tonerne klinge, men også om at være opmærksom på, hvad der sker med dem, når de blander sig. Hvordan lyden bliver farvet, når feedbacken fra forstærkeren efterhånden overdøver anslaget, hvordan akkorden forandrer sig, alt efter hvordan den bliver slået an eller strøget. Gentagelsen er ikke interessant i sig selv, det er de uundgåelige forskydninger i gentagelsen, der er det.
Alt andet lige er drone i hvert fald ikke den dovne lytters musik: Det er en musikform, der kræver et opmærksomt øre for de små nuancer, der udgør selve musikkens dynamiske element, og den kræver, at man er rede til at give sig hen til den trancelignende tilstand, musikken kan hensætte en i. Hvis ikke man gør det og bare har musikken kørende i baggrunden, kan man lige så godt sætte støvsugeren i gang og få gjort rent, når man alligevel er ved det. Og hvis dronemusikeren ikke er opmærksom på at skabe dynamik i musikken ud af de forhåndenværende virkemidler, bliver det let til en omgang tomgang med lidt loops og noget violinbue mod guitaren, der lyder kønt, men ikke efterlader sig noget indtryk hos lytteren.
Soveværelsessymfonikere
Nox Tenebrae skiller sig ud fra fra det meste andet dronemusik, man støder på ovre i det hjørne af genren, der grænser op mod metal, ved at være komponeret og ikke improviseret frem. Hvad det betyder for lytteoplevelsen er, at de to musikstykker har en struktur, som de bevæger sig efter, i stedet for at forlade sig på intuition og vibes. På den måde kommer det også mere til at minde om minimalistiske komponister som Rhys Chatham og Terry Riley end om den umiddelbare association til de mere riffbaserede og sangstrukturerede Sunn O))). At der bag Nox Tenebrae står to musikere, hvis vanlige virke ligger uden for den metal, som de nærmer sig på ‘Part I & II’, fornægter sig ikke: Nicolai Abrahamsen har som filmkomponist arbejdet med i den moderne avantgarde, mens guitaristen Jakob Thorkild har udgivet et par plader med no wave. Når de så i Nox Tenebrae binder an med den dronemetal, som først Earth, så Thrones og siden Sunn O))) og Barn Owl samt et væld af soveværelsessymfonikere har formet som en subgenre i egen ret, vil det ideelt bibringe den en finesse, et frisk blik og en alternativ indgangsvinkel til genren.
Det lykkes faktisk også i vid udstrækning. Strygerne Messer Quartet bærer værkets to dele og lader Jakob Thorkild fylde ovenpå med mislyd og solospil; kun sjældent er det hans guitar, der bærer kompositionerne, som i den klassisk doom metalliske åbning af ‘Part II’. Resten af tiden er han fri til dels at lægge en tyk bund af fuzz og knitrende skronk hen over strygerne i bedste Oren Ambarchi-stil, mens støjen hele tiden ligger og ulmer under det hele. Intensiteten stiger og falder i smukke kurver, hvor der – i modsætning til hos Sunn O))) – aldrig er nogen, der får lov at dominere ved enten at pøse store, fede akkorder ud over det hele eller at søbe det hele ind i strygere. Det er Nox Tenebraes største force: evnen til at holde tilbage og tænke i helheden i stedet for at lade sig rive med.
Metalpuritanisme
Så vidt det friske blik og den alternative indgangsvinkel: Den største anstødssten hos Nox Tenebrae er nemlig også det noget overfladiske blik på metallen. For de to udefrakommende komponister er metallen et virkemiddel fra bunken, og det betyder, at det er dens mest iøjnefaldende markører, de har hæftet sig ved: et Black Sabbath-riff i starten af ‘Part II’, en gryntende hvisken hen mod slutningen, selve det åh-så-dystre navn til hele forehavendet, idéen om at skabe noget mørkt og okkult, som låner hele sit udtryk fra en metal, de to komponister tilsyneladende ikke for alvor er inde i. Og det ville faktisk også have været i orden, hvis vægten i Nox Tenebrae ikke havde ligget på det metalliske element, for det er desværre den svageste bestanddel i værket. Som det er nu, er Nox Tenebrae lige forsimplet og rockificeret nok til helt at kunne fungere på den klassiske musiks præmisser og langt fra riffstærkt nok til at fungere som metal. Det, der gjorde Sunn O))) så overvældende i begyndelsen, var jo netop, at deres musik havde så solidt et fundament i ikke mindst black metal, at det gjorde det lettere at bære over med, at de ikke var så raffinerede, når det kom til avantgarden. Og når sådan en som Rhys Chatham på den anden side lykkes i at inkorporere rocken i sine dronende guitarkompositioner, er det, fordi det er et langt mere åbent og generelt rocket udtryk, han arbejder med. Der kommer Nox Tenebrae desværre lidt for tæt på pastichen i sine tilnærmelser til den noget så farlige og forjættede metal-subkultur.
Men subkulturel appropriering til en side, så står Nox Tenebrae som et ganske solidt værk. Dommedagsstemningen er overhængende, og strygerne bidrager kun til at forstærke Godspeed You! Black Emperor-viben. Man skal faktisk være et temmelig metalpuritansk røvhul for ikke at kunne frydes over det storladne i de godt fyrre minutter, det får lov til at tårne sig op. Og selv hvis man så er det, kan man godt synes, det er fint nok, som det er.