Stærk finsk doom
Potentialet i den nylige ep var ikke en enlig svale, og finske Kuolemanlaakso leverer en fin omgang doom på bandets andet album.
'Musta Aurinko Nousee' bestod af en edit-version af en sang, der også har ramt albummet her, et covernummer og to "overskudsnumre", som 'Tulijoutsen' ikke ville kunne få plads til. Det var svært helt regne ud, hvad man kunne forvente af albummet, for selvom ep'en var glimrende, så afslørede den intet om, hvad man kunne forvente på fuldlængden, fordi ep'en gik forskellige veje.
Ep'en lød ganske "finsk", hvilket måske ikke var noget, man kunne klandre bandet for, når man nu kendte til dets nationalitet. Derfor var overraskelsen også stor, da åbneren 'Aarnivalkea' lyder som et godt tyveri af My Dying Bride. Stemningen, den snakkende vokal ... ja, det hele er der, med undtagelse af en karakteristisk violin eller et klaver. En stærk start, men overraskelserne slutter ikke her, for den opfølgende sang er tung som funeral doom og snegler sig frem, nedstemt tone for nedstemt tone. Det fungerer godt, selv det specielle "growl", der blev kaldt lidt Anders And-agtigt i anmeldelsen af ep'en, virker nu her skummelt og obskurt med en fed black metal-stemning. Senere i sangen afbrydes det dunkle ridt af noget mere melodisk og let, som minder lidt om Swallow the Sun. Et band, som forsangeren i øvrigt også er med i.
Og sådan skifter albummets lyd lidt frem og tilbage hele tiden. Det mest mørke og dystre kan stå distancen alene, men det opløftende melodiske - der som kontrast er på grænsen til det kvalmende storladne - univers, som bandet også kaster sig over fra tid til anden, giver musikken et interessant twist.
Selv et (måske malplaceret) sært, swingende folket, bluesy nummer i 'Glastonburyn Lehto' slipper bandet af sted med. Kontrasten til de andre sange kan ikke blive større, men det emmer af en skæv guitar, som hele tiden holder lytteren fanget, for det lyder hele tiden, som om nummeret vil skride over i noget mere "andet". Bandet falder ikke for fristelsen, men lader albummets andre sange tale det mørke sprog.
'Tulijoutsen' er en lang affære på næsten en time. Der er god tid til alle riffs, intet forhastes, og det er medvirkende til, at de mere stemningsfulde partier falder så godt ind imellem albummets allertungeste og knusende, simple stykker.