Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gammel kniv, stadig skarp

Updated
strigoi

Paradise Lost-sangskriver Greg Mackintosh debuterer med sit nye projekt Strigoi, der leverer en solid gang ekstremmetal med anerkendende nik til mange fortidige referencer.

Kunstner
Titel
Abandon All Faith
Dato
22-11-2019
Trackliste
1. The Rising Horde
2. Phantoms
3. Nocturnal Vermin
4. Seven Crowns
5. Throne of Disgrace
6. Carved into the Skin
7. Parasite
8. Iniquitous Rage
9. Plague Nation
10. Enemies of God
11. Scorn of the Father
12. Abandon All Faith
Forfatter
Karakter
4

Vi kan lige så godt slå det fast med det samme. Strigoi revolutionerer intet. Efter at have nedlagt Vallenfyre har Paradise Lost-guitarist og sangskriver Greg Mackintosh med Strigoi fået et nyt navn og ny profil for at få afløb for de idéer, der ikke nødvendigvis passer ind i dødsdoom-genren hos den legendariske britiske kvintet.

Dermed ikke sagt, at Strigoi ligger alenlagt fra det hedengangne Vallenfyre-projekt. Kombinationen af skraldet, nedstemt crustpunk og dødsmetal går igen i begge bands. Mackintosh er sangskriver, guitarist og sanger i begge, ligesom hans håndgangne mand fra Vallenfyre, Chris Casket, stadig styrer bassen. Lineuppet på ’Abandon All Faith’ fuldendes af den allestedsnærværende Paradise Lost-trommeslager Waltteri Väyrynen, der ligeledes har vikarieret i Bloodbath, og som på pladen ikke gør mere væsen af sig end højst nødvendigt og holder sig pænt i baggrunden, som det sig hør og bør for en sessionmusiker.

Det gør Mackintosh til gengæld ikke. Han er stjernen, han sælger billetterne, og mere end at starte et nyt projekt efter Vallenfyre bygger han med Strigoi videre på sine tidligere idéer, udvider og spæder til. Således udarter pladen sig fra det dødspunkede udgangspunkt til både at have elementer af industrial i Mackintoshs guitarspor i eksempelvis ’Parasite’ og den særdeles fine langtrækker ’Carved into the Skin’, black metal i ’Phantoms’ og ’Plague Nation’ og sågar nogle gotiske doom-indskud i bl.a. ’Seven Crowns’, hvor onde tunger kunne finde på at insinuere, at enkelte riffs lyder lidt vel meget, som om de er løftet direkte fra Paradise Losts egen seneste udgivelse, ’Medusa’. Andre igen kunne finde på at hævde, at det ikke er plagiat, men måske en smule sølle, at man kopierer egne tidligere værker. Hovedsagen er dog, at det fungerer. Også i Strigoi-regi.

For mens ’Abandon All Faith’ blander løs af genrerne, har pladen dog konstant noget velkendt over sin lyd. Om det er de lejlighedsvise Paradise Lost-riff, den lette smag af Vallenfyre eller blot den nu om dage ret brugte blanding af crustpunk og ekstremmetal, skal være usagt, men Strigoi lyder trygt, rart og bekendt, uden på noget tidspunkt at lugte af ren kopiering af Mackintoshs tidligere projekter og gode venner. Og fremfor alt er den sammensat af velskrevne sange, som for størstedelens vedkommende formår at have hver sit særpræg og erindringsværdige indspark.

’Phantoms’ er drevet af gotiske riff-harmonier garneret med blastbeats og står ud som et af pladens stærkeste numre. ’Nocturnal Vermin’ og i særdeleshed ’Throne of Disgrace’ nikker anerkendende i retning af Napalm Death og den Florida-død, der til gengæld står tydeligt frem i ’Iniquitous Rage’. Referencerne er, som Greg Mackintosh selv, ikke nye og revolutionerende, men som originalerne emmer de delelementer, Mackintosh bruger, af kvalitet og musikalsk soliditet. Mens vi godt kunne have pillet ved pladens længde og skåret de ganske kedelige ’Enemies of God’ og ’Scorn of the Father’ fra, lukker pladen satansketakoglov med et højdepunkt i form af det grundfjeldstunge og slæbende titelnummer, komplet med melodistykker, der kunne være skrevet dengang, Nick Holmes stadig var langhåret.

Som sagt: Strigoi revolutionerer intet. Det er i dette tilfælde heller ikke nødvendigt. På trods af de mange velkendte inspirationer står ’Abandon All Faith’ stadig frem som et solidt værk i sig selv. Et bevis på, at det sagtens lader sig gøre at skabe noget nyt og stærkt af noget trygt og velkendt.