Perler fra SVIN
SVIN introducerer sig selv på deres syvende og hidtil mest elektroniske album. Lidt sent at præsentere sig selv, men den danske noise/jazzrock-trio er jo heller ikke kendt for at være musikalske Emma Gad-typer.
From Within
Bøn
Snake
Herbalism
Årring
Punklort
Deadweight
Dødsensangst
’Introducing SVIN’ åbner med saxofondroner, tungt distortede basbomber og frentisk percussion. Der lyder ildevarslende, men også vederkvægende for et mismodskalibreret sind som mit, og trioen bevæger sig dybere ind i mørket på andet nummer, ’From Within’, som kombinerer filmisk guitararbejde med trappede hihats og let truende, langsomt fremadsivende horn. Det er fascinerende musik, fordi den på samme tid søger de direkte genveje til stemninger, heraf det filmiske, og de sære omveje.
En mulig næse til lytterne
På tredje nummer støder vi på et problem, som måske, i hvert fald delvist, skyldes min egen idiosynkratiske skepsis over for gæstevokalisten Bisse. Den ultraproduktive sanger er en yderst kompetent performer, men for mig at høre, er ligheden med og tilbedelsen af CV Jørgensen for stor, og lyrikken ikke substantiel nok til helt at bære den status, han nogle steder har opnået. Nuvel, her kalder han altså til bøn fra sin egen personlige minaret, mens SVIN fremmaner dommedagstemning rundtom. Dels er Bisses vokal måske lidt for ”on the nose” i sin forbøn for menneskeheden, og dels er formen måske lidt vel åbenlys, men jeg er sikker på, at man vil nyde ’Bøn’ betragteligt mere, hvis man ikke har Bisse-modhager i sit indre øre, som jeg har.
Krautende quasi-orientalisme og punklort
SVIN excellerer i ondt skurrende stemninger og lækkert haltende taktarter som på ’Snake’, men også i appetitligt analogt klingende synths som på det krautede ’Herbalism’, som dog lige kræver, at jeg beder min indre Edward Said om at sætte sig ned. Her er ingen beskyldninger om appropriation eller koloniherrementalitet, men jeg fik lige et stik af ”hvad er det her for en gang orientalisme?” Jeg er dog ikke i tvivl om SVINs gode intentioner, og nummeret fejler bestemt ikke noget. Måske er mine nerver en smule for fintfølende her.
Pladens vel nok bedste nummer er det perfekt betitlede ’Punklort’, en rodet, beskidt og helt vildt elskelig lille møgunge af et nummer med elefanttrompet og heftigt overstyrede trommer. Jeg udfordrer enhver med hang til udadreagerende musik til at forsøge ikke at holde lidt af den her lille perle af ivrige soniske fuckfingre. ’Introducing SVIN’ er fint sekventeret, for som kontrast til førnævnte punkede fækalie-smidning får vi den triste og rørende ’Deadweight’, hvor samarbejdet mellem den fint feedback-oscillerende guitar og et forbilledligt tudevornt horn i den grad trykker der, hvor det gør ondt på den rigtige måde. En stærk stemningskobling med det langsomt krybende nummer, der synes at kæmpe mod en næsten uoverstigelig dødvægt.
Ikke med et brag, men en klynken
Desværre slutter pladen på lidt af et lavpunkt. Afslutteren ’Dødsensangst’ cykler retningsløst funkende derudad, men det føles ikke, som om nummeret kommer nogen vegne, og jeg har svært ved at gennemskue, hvad vi skal med det. Marie Eline Hansen, som blandt andet kendes fra indiebandet Traening, men også solo under eget navn, bidrager med et spoken word-fokus, hvilket lyrisk set er interessant, men det er desværre ikke nok til at redde miseren. Ingen plader er perfekte, og således heller ikke denne, men der er rigeligt med spændende materiale at kaste sig ud i her, også selv om dødsensangsten ikke griber mig helt om hjertet og klemmer til.