Fuprock og svindlerkritikere

Front-cover_3000px

Er anmelderen en led snob, der ikke kan se ud over sin egen næsetip, eller er det bandet, der simpelthen er en skændsel mod rock? Og hvad siger Bourdieu til det hele? Vi inviterer en mavesur anmelder og en superpositiv forsanger til dialogkaffe.

Kunstner
Titel
The Game Is Rigged
Trackliste
1. Name Your Price
2. Iron Clover
3. Underwhelmed
4. Tax Havens
5. False Sense of Security
6. The Game Is Rigged
7. Gold Digger
8. Bent Out of Shape
9. Sellout
10. Hush Money

Jon: Når jeg hører sådan noget musik som Swindler, er jeg instinktivt på vagt, for hvor sådan noget spilles, mistænker jeg publikum for at ville give mig bank for at være arrogant og nedladende over for deres musiksmag og hele deres værdisæt. Hvilket de på sin vis kan have ret i, jeg synes bare ikke, de skal banke mig for det. Den type letmetalliske hard rock på steroider, som Swindler spiller, bringer uvægerligt billeder frem for mit indre blik af rødmossede, ølstive typer med svømmende øjne, der kniber sig sammen og fokuserer på mig, fordi jeg åbenbart ligner én, der ska’ ha’ no’n. 

Jeg er en lille smule forudindtaget, ja. Men for at vise, at jeg er et bedre og mere rummeligt menneske end dem, der hører og spiller den her slags musik, har jeg inviteret Esse fra Swindler til dialogkaffe. Så hej Esse, ska’ jeg’ ha’ no’n eller hva’?

Esse: Du ska’ ha’ nogle krammere og ha’ at vide, at verden er mere nuanceret end som så og sjældent passer ind i de rigide kategorier, man trækker ned over den. 

Jon: Inden jeg gik med til at høre hele jeres plade, hørte jeg lige singlen ‘Sellout’ for at blive fuldstændig bekræftet i, at I lød nøjagtig, som jeg havde frygtet. Og der var det første, jeg tænkte på, at hvis vi nu har en skala fra 1-10, hvor du ikke må bruge noget under 9, hvor meget har Boogie-listen så egentlig betydet for din musikalske udvikling?

Esse: Hvis du hentyder til min ungdom som stolt nu-metal kid, så var jeg langt foran Boogie-listen. Danmark var som altid håbløst bagefter, så jeg fik min metal fra MTV, ligesom alle jer andre tr00 metallere gjorde et årti tidligere. Jeg figurerer med andre ord slet ikke på den skala! 

Jon: Det næste, jeg tænkte på, var, at hvis nu du havde myROCK kørende i bilen – og at dømme ud fra jeres plade har du altid det – ville du så kunne genkende en sang med Swindler?

Esse: Jada! Hvis du nu lytter rigtigt efter, vil du vide, at vi ikke er så sammenlignelige med alle de bands, som du forestiller dig, at vi er.

Jon: Men hvordan kommer man på at spille sådan noget musik som det her, Esse? Og du må ikke sige, at det er, fordi det er fed rock, eller fordi du gerne vil prøve dig selv af med noget andet end det død, du spiller i Hatesphere.

Esse: Jeg fandt i bund og grund på at starte Swindler, fordi jeg blev træt af at se og høre Smith spille indie (som han gør i Surfact – red.), når jeg vidste, hvilken formidabel rock- og heavyguitarist han er. Derudover har jeg siden midt-90’erne været svært glad for grunge a la Stone Temple Pilots, Alice In Chains og Soundgarden, men så sandelig også den tidlige danske, hvor især Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy og Inside the Whale er blevet skamlyttet. Jeg kunne godt lide den måde, de opererede i spændingsfeltet mellem rock og metal på. Derudover elsker jeg at skrive riffs og har gjort det, omtrent så længe jeg har spillet guitar. Så det var på tide at få afløb for dem, inden jeg blev vanvittig. Jeg samlede derfor et stærkt, erfarent og kreativt hold. Nu skal det imidlertid ikke lyde, som om jeg skriver alle riffs, for det deles Ask, Smith og jeg pænt om, men Swindler eksisterer på mit initiativ.

Jon: Og det initiativ har jeg så prøvet at honorere ved i løbet af påskeferien i en fremmed storby at høre pladen rigtigt. Jeg går på gaden med ‘The Game Is Rigged’ i hovedtelefonerne. Det giver min ubekvemhed et helt nyt lag, for hver gang jeg hører underlødig musik, som jeg skal mene noget om, i offentligheden, kommer jeg i tanker om de der voxpop, hvor de stopper cool typer på gaden i hippe byer og spørger dem, hvad de hører i hovedtelefonerne.

Esse: Du kan jo bare lyve og sige, at du ved noget om musik, og du skal skrive nogle vise ord om pladen.

Jon: Ouch! Nåh, raskt skrider jeg alligevel frygtløst ned ad gaden, mens ‘Name Your Price’ går i gang. Det lyder lidt som Megadeth, der møder D:A:D, synes jeg. Eller som jeg forestiller mig, at Megadeth lød i midten af 90’erne, hvor de prøvede at være rock, og måske stadig lyder; jeg ved det ikke, for jeg har ikke hørt andet end småbidder af Megadeth siden ‘Countdown to Extinction’, og jeg lever i en verden, hvor man kan undgå den slags. Er det her en slags Megadeth, Esse? Bare med modsat politisk fortegn?

Esse: Megadeth og D:A:D … ja, det lyder meget rigtigt. Vi har i hvert fald dyrket deres musik siden barnsben. I fritteren lavede jeg eksempelvis en guitar ud af pap og et stykke træ og legede Jacob Binzer, der løber op ad væggen i videoen til ’Bad Craziness’. Jeg tror stadig, min mor har den papguitar liggende i kælderen. Hvad angår Dave Mustaines politiske ståsted, så er der vist ingen, der ved, præcis hvor han står. Muligvis ikke engang ham selv.

Jon: Men er det så en slags D:A:D?

Esse: Det kan du roligt regne med, at det også er. Vi står uden tvivl på skuldrene af mange af vores helte. Jeg kan da i øvrigt lige komme med en anden D:A:D-anekdote. Min første rigtige rockkoncert var netop D:A:D i det, der dengang hed Fyns Forum, men som i dag er opkaldt efter en bank, som ting nu bliver. Det var d. 7. februar 1992 på ’Riskin’ It All’-turnéen – en turné, Mike og jeg ofte taler om. 

Jon: Dén koncert var jeg også til! Men jeg tror faktisk, at det var der, jeg fandt ud af, at det hele var lidt for folkeligt til mig, og der var for mange rødmossede typer, der ville give mig bank.

Esse: Det var jeg slet ikke gammel nok til at vurdere, om der var.

Jon: Men du er så gammel nok til at kunne huske, da Dizzy Mizz Lizzy nogle år senere kom frem. Det synes jeg i hvert fald, jeg kan høre på sang nummer to på pladen, ‘Iron Clover’. Sådan en hard rock-sang med en slags metalriff, der ikke rigtig riffer igennem, men lyder lidt, som om det gerne ville være et riff. Eller er det ham der fra Alter Bridge, det lyder som, Esse?

Esse: Det er nemlig et vaskeægte riff. Vi elsker riffs. Vi elsker dem faktisk så meget, at vi bygger vores musik op omkring dem. Vores riffs er tydeligvis forskellige fra og mere konventionelt melodiske end eksempelvis dødsmetalriffs, men alligevel komponerer vi vores musik, ligesom de fleste dødsmetalbands gør, hvor kompositionen og sammesætningen af riffs går forud for melodien og vokalen. Jeg har altså skrevet tekst og melodi efter riff-sammensætningen, og flere af melodierne blev sunget første gang foran studiemikrofonen. Så vores musik er nok en kende mindre kalkuleret og airplay-liderlig, end du måske forestiller dig. 

Men come on, vi skriver sgu mere interessante og hårdtslående riffs end Alter Bridge, og vi forfalder ikke til de store åbne akkorder og det amerikanske omkvæd, som vi har hørt til overflod hos netop Alter Bridge, men så sandelig også Nickelback, Creed, 3 Doors Down, og hvad de ellers hedder. 

Jon: Men hvad er en ‘Iron Clover’, egentlig? Det lyder ildevarslende og som noget meget tungt symbolladet noget, men betyder det overhovedet noget, eller lød det bare sejt?

Esse: Preusserne havde jernkorset. Swindler har jernkløveren. Det var egentlig bare en hyggelig ide, vi fik, da vi fik designet vores logo. Hvis vi absolut skal tolke på det, er det vel et symbol på os, så ikke noget ildevarslende. Tværtimod.

Jon: Den tredje sang starter som noget americana, og det er så oplagt, at Swindler lige skal ind at runde her, og selvfølgelig bliver det til en art powerballade. Det lyder i hvert fald som noget, Swindler selv har syntes lød som noget, der kunne være et radiohit. Undskyld, et myROCK-hit.

Esse: Jeg ved ikke, hvad Ask havde af bagtanker, men da jeg hørte det, syntes jeg, det lød fedt. Så selvfølgelig skulle det med på pladen. Derudover er det godt at have noget akustisk guitar på bånd, der giver en lille bajerpause i livesituationen. 

Jon: Jeg tager også lige en lille pause på min gåtur og går ind i en butik, hvor de spiller Safety Pins. Der slår det mig, at selvom jeg har hørt Safety Pins i 15 år, så har jeg et eller andet sted aldrig rigtig følt mig helt cool nok til at kalde mig punkrocker. Og det er jo et sted rigtig interessant, når nu jeg i høretelefonerne har noget musik, som jeg føler mig langt hævet over. For at den musik, vi hører, også er en social markør, har vi vidst siden den Bourdieu og hans teori om social og kulturel kapital, siden Adorno for den sags skyld, men jeg går ud fra, at du helst vil føle dig fuldstændig hævet over sådan noget, eller hvad, Esse? Du tror ikke på guilty pleasures eller noget, vel? Er der overhovedet noget musik, du føler dig for god til? Eller vil du bare gerne være venner med alle?

Esse: Jeg tror i hvert fald ikke på Bourdieus forklaringer af verdens sammenhæng og ej heller den smule Frankfurterskole, jeg har beskæftiget mig med. Deres virkelighedsforståelser har ikke forladt Platons hule. Du kan jo tage din indledende karakteristik som eksempel på Bourdieus moderne tænkning. Så forfærdelig meget bliver overset og mere eller mindre bevidst skåret fra, så Swindler kan passe ind i dine kategorier. Du synes godt nok at være blødt lidt op, eller slår du uden videre Megadeth, D:A:D og Dizzy i hartkorn med Alter Bridge og hard rock – som jeg i øvrigt forbinder med orkestre som Def Leppard og Motley Crüe? I så fald tror jeg, vi får nemt ved at tale forbi hinanden.

Hvis du med ”hævet over” mener ”for god til”, så føler jeg mig ikke hævet over noget. Jeg ved imidlertid udmærket, hvad jeg godt kan lide, og hvad jeg ikke kan lide, og jeg giver da også gerne kvalificeret udtryk herfor. Så nej, jeg har absolut ingen planer om at være venner med alle. Men selv al den strømlinede lortemusik, der oversvømmer den danske mainstreammusikscene, har sin eksistensberettigelse, da nogle jo lytter til det og nyder det. Jeg ved dog, at under andre omstændigheder havde jeg måske været lortemusik-lytter. Og man kan jo godt være et godt menneske, selvom man lytter til Rihanna.

Jon: Men til gengæld ikke, hvis man er kapitalist, eller hvad? I ‘Tax Havens’ vil du i hvert fald ikke være venner med alle, og der er for så vidt ikke noget galt i at komme med politiske udmeldinger i sine tekster. Men jeg har det måske en lille bitte smule svært med det, når det bliver gjort så simpelt, som det gør her. Jeg mener, "I have money all around the world / That could easily feed every boy and girl", det lyder jo som sådan en Facebook-post fra Anonymous, som ens indignerede venner rask væk deler for at rense samvittigheden. Men hvis det endelig skal være, så handler det vel ikke bare om, at pengene skal omfordeles eller gives som almisser, så de sultne kan få mad, men om at ændre hele det system, der skaber rigdommen på andres bekostning? Hvis man vel at mærke mener, at den automatisk bliver det, eller at det bare er problematisk, at nogle har mere end andre. Det er jeg endda også OK med, at man kan mene, men jeg er nok ikke så sikker på, at det forandrer noget bare at proklamere, at “the super rich don't have a conscience”?

Esse: Vores målsætning er ikke ene band at ændre noget. Vi er blot én blandt utallige stemmer, der er utilfredse med bl.a. den stigende ulighed. På et tidspunkt kan disse stemmer, hvis de bliver mange nok, måske tilsammen ændre noget. Jeg er udmærket klar over, hvad der kræves, for at forandring kan ske, og det kræver hårdt og målrettet arbejde. Desuden er det efterhånden alment kendt, at penge og magt gør mennesker mere uempatiske. Nok sætter jeg den på spidsen, men det er for at opnå en lyrisk effekt, og fordi jeg ikke har tid og plads til at udfolde alle mellemregningerne.

Jon: Nej, men i den næste sang, ‘False Sense of Security’, begynder du til gengæld at overveje, hvor meget tiltro man egentlig skal have til hurtige one-liners:

“They say guns don't kill people, people do 
Well, that's not exactly true 
You have to combine the two 
What good will that division do?”

Er det, du siger, at våbnet former den, der bærer det?

Esse: Det er ret banalt. Vores virkelighed er egentlig ret banal. Igen: Moderne tænkere som Bourdieu og Adorno har haft og har til stadighed hulens travlt med at komplicere tingene ved at opfinde begreber, vi skal forstå virkeligheden igennem, men som ender med at fjerne os fra verden og føre os ud i frugtesløse metafysiske spekulationer og filosofisk vildfarelse.

“De moderne” har ikke blik for, at vi mennesker blot er objekter blandt et utal af andre objekter; at der ikke ligger noget uden for vores virkelighed, men opdeler i stedet virkeligheden kategorisk mellem ideer og fænomener, basis og overbygning, natur og kultur, system og individ, subjekt og objekt, og hvad de ellers kan finde på. Dit eget spørgsmål er netop udtryk for subjekt-objekt-tænkning – subjektet er det dominerende og det meningsgivende, men det vil en simpel beskrivelse af en person, der skyder en anden person med en pistol, hurtigt afsløre ikke er tilfældet.

Groft sagt er ligningen i tekststykket: person + pistol = død anden person. Fjerner du personen eller pistolen, har du ingen død person. Ganske enkelt. I ligningen er personen og pistolen to objekter i relation til hinanden og påvirker hinanden gensidigt. I dette tilfælde er netop forbindelsen det afgørende og ikke objekterne hver for sig og i sig selv. Så ja, alle mennesker og ikke-mennesker er for mig at se formet og en nødvendig konsekvens af de mennesker og ikke-mennesker, de(t) står i relation til. Essenser er altså a posteriori og ikke a priori, som megen moderne tænkning længe har villet bilde os ind. 

Jon: Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg synes, det er lidt for langhårede spørgsmål at overveje i en meget, meget konkret hard rock som Swindlers?

Esse: Som jeg ser det, har du på ægte moderne manér samlet et prisme op, hvorigennem du ser – og hører – Swindler, og som Swindler derfor partout skal passe ind i. Desto større grund for os til at lave nye forbindelser og skabe en hybrid, der bryder med de dogmatiske kategorier.

Du er ikke alene om din bekymring: Dave Wyndorf fra Monster Magnet var i et interview angående deres seneste plade inde på noget af det samme. Han ville egentlig gerne behandle tunge politiske emner med mere direkte lyrik, men mente ikke, at det passede sammen. Set i lyset af vores debutplade ser jeg udelukkende hans beslutning som et kommercielt hensyn, for vi har jo bevist, at man godt kan lave en fed metalrockplade, der har noget på hjerte. Wyndorf er formentlig blot bange for at miste kunder i butikken. Vi fortsætter ufortrødent, for i sidste ende handler det om, at mange nok gør det, og at mange nok lytter til det. Så må vi se, om vi bliver bannerførere eller bandlyste eller bare tiet ihjel. 

Jon: I bevæger jer i hvert fald ikke ud på dybt vand i titelsangen: Den sammenligner livet med et spil poker, så ved man ligesom, hvor man er henne. Det er fuldstændig efter hard rock-bogen –  

Esse: ”Fuldstændig efter hard rock-bogen"? Du må have en anden udgave, end jeg har. 

Jon: – men jeg kan også godt mærke, at nu har jeg efterhånden dannet mig et ret godt indtryk af, at Swindler var, som jeg havde forventet, at det ville være, og det bliver altså svært at trække mig selv gennem hele anden halvdel af pladen. Det er en lettelse, da mine hovedtelefoner i løbet af sangen annoncerer, at de er ved at løbe tør for strøm, og til sidst slukker af sig selv.

Så jeg får altså ikke hørt pladen helt færdig, Esse. Jeg har jo også allerede hørt singlen, jeg tror endda også, jeg har hørt den sidste sang, ‘Hushmoney’, for den er også ude som single. Er det så ikke OK? Er jeg gået glip af noget, der ville have overbevist mig om, at jeg har hørt første halvdel af pladen helt forkert?

Esse: Vi har alligevel ikke en jordisk chance for at smelte den iskolde mur af fordomme omkring dit hjerte, så fred være med det. Du missede dog at lange ud efter et andet potentielt myROCK-hit, ’Bent Out of Shape’. Det må blive en anden gang.

Jon: Men hvad er det, jeg ikke har forstået, når jeg ikke synes, at det her er bomben?

Esse: At vi laver det bedste riffbaserede metalrock siden Dizzy Mizz Lizzys debutplade. Basta!

Jon: Men ... den kunne jeg jo heller ikke lide, altså.