Sart, stort og opløftende
Sylvaine og Unreqvited har sammen begået et nedtonet værk, hvor de rammer en smuk og dyster lethed, som er opløftende behageligt som en stærk brise af Anathema og Antimatter.
Split-udgivelser er en gammel tradition i metalgenren, men hvor det oftest er to bands, der smækker et par numre på hver deres side af udgivelsen, og det eneste samarbejde om udgivelsen synes at være, at de får samme coverartwork, så er der en anderledes samhørighed på denne split. Den norske soloartist Sylvaine og den canadiske ditto i Unreqvited bidrager med hver to numre på 'Time Whithout End'. Numrene er ganske forskellige i produktion, men der er en lethed og en finesse, der fornemt fletter sig ind ind og ud af hinanden. Det hjælper selvfølgelig også, at Sylvaine har lagt et smukt vokalspor på et af numrene fra Unreqvited, men den røde tråd er skabt længe før.
Sylvaine er norske Katrine Shepards soloprojekt. Uhyre atmosfærisk musik med plads til både metal med skrig og skrål, alternativ (post)-rock og Alcest-agtige, forførende smukke toner. På ep'en er det den helt nedtonede del, vi får at høre. Det er nedtonet, smukt. En dragende vokal i lag på lag og et piano udgør det væsentligste i 'No More Solitude'. Det er let og luftigt som det stærkeste Anathema, mens 'Falling' følger efter med en større dysterhed og lægger lidt Antimatter til. I den akustiske guitar træder små smukke ligheder ud til Ulvers akustiske værk, 'Kveldssanger'.
Det er i letheden, at Sylvaine og Unreqvited mødes på 'Time Without End'. Samhørigheden. For nok er canadieren også atmosfærisk på de værker, der tidligere er udgivet, men metallen er helt i baggrunden, og den her lethed, finurlige lethed, som Sylvaine rammer plet med, er der også i Unreqviteds to numre på denne fine split. At der er en rum portion shoegaze over solistens normale materiale overrasker ikke, for numrene på ep'en har også sin del af introvert navlepilleri, men det holdes i lette, stemningsfulde toner, som igen kalder bringer Anathema frem som reference.
Sparsomt og stort
Unreqvited tager for sig af udgivelsens samlede spilletid med nogle lidt længere numre end Sylvaines. De benyttes til lange opbygninger, der eksploderer sagte, hvis en eksplosion da ellers kan være det, når de orkestrale lag bare bygger op og lægger mere og mere til. Atmosfærisk stort. Sparsom brug af vokal, ja selv Sylvaines vokal på 'Intervowen' er som et lag i musikkens store toner, mere end en vokal med lyrik og et budskab.
'Meadows of Elysium' kommer med en egentlig grim guitarlyd, som måske nok viser tilhørsforholdet til metallen, men som imponerende nok i sin hvæsen og den nedtonede plads i forhold til alle de reverbede, melodiske og stemningsskabende effekter fra de andre guitarer, ender nærmest storladen i sin lyd.
'Time Without End' er en udgivelse, hvor to kunstnere formår både at være sig selv, vise andre sider af sig selv, og alligevel også ramme noget, som hænger sammen trods ret forskellige produktionsvalg. Ét værk, omend kort. Til gengæld er det rigtigt godt. Det er langt fra metal, men der er noget opløftende og rart i musikkens stille sjæl.