Tam rumrock
UFO kunne med 'Seven Deadly' tage ved lære af sætningen - intet nyt er godt nyt!
02. Wonderland
03. Mojo Town
04. Angel Station
05. Year of the Gun
06. The Last Stone Rider
07. Steal Ypurself
08. Burn Your House Down
09. The Fear
10. Waving Good Bye
Britiske UFO har altid fremstået som et lettere undervurderet rockband. Tilbage i 1970'erne udgav gruppen en stribe fantastiske plader, der forrige år blev genudgivet på 180 gram psykedelisk farvet deluxevinyl. Gennembrudet 'Phenomenon' med hittet 'Doctor, Doctor' og de efterfølgende 'Force It', 'Obsession' og livepladen 'Strangers in the Night' bør stå i reolen hos enhver fan af beskidt blueset rockmusik. Dengang hvor den tyske superguitatist Michael Schenker var en del af gruppen og kunne lire en solo af, som ikke mange andre kunne gøre kunsten efter. Der er dog løbet meget vand under broen siden 70'erne, og UFO anno 2012 er virkelig en omgang kedelig boogierock.
Egentlig er det overraskende, for den forrige skive fra 2009 'The Visitor' var en stabil udgivelse i anledning af UFOs 40 års jubilæum. Stabil er næppe ordet at bruge om 'Seven Deadly'. Skiven åbner sådan set fint nok med 'Fright Night' og 'Wonderland', der har UFOs karakteristiske blanding af tung rock blandet med melodiøs blues.
Herfra går det direkte over i uinspireret og nosseløs softrock, der får en til at føle sig hensat til ølteltet på Vorbasse grisemarked, hvor 'Seven Deadly' kunne være bare en smule spændende under indtagelse af enorme mængder fadøl, vel og mærke af den mængde øl hvor selv den lokale kornfede dulle ser attraktiv ud. Sidder man dog ædruelig hjemme i stuen er irritation kun det eneste ord der beskriver sange som 'Angel Station' og 'Steal Yourself'.
Hvorfor?
Man kan kun undre sig over hvorfor et band med så mange år på bagen, har behov for at udsende deres 20. studiealbum, når niveauet er så bundlavt og banalt. Oprindeligt skulle 'Seven Deadly' have været udsendt i sommer, hvad forsinkelsen skyldes står hen i det uvisse. Måske en fornuftig person i bandet har stukket fingeren i vejen, og sagt – kan vi virkelig være det her bekendt? I så fald er personen blevet nedstemt.
Var det her et debuterende band havde ethvert selskab ved deres fulde fem sagt pænt nej tak til udgivelsen. Men bevares, UFO eksisterer i kraft af deres navn og storhedstid i 70'erne. Så brug dine sparepenge på Back in Blacks fine vinyludgivelser af bagkataloget og glem alt om 'Seven Deadly'.