Små dask over nakken med trusler om flere

117551292_600978183885121_3546701731253374708_n

Terminal Nation debuterer med udgangspunkt i en hardcore, der kommer vidt omkring i død, black og powerviolence undervejs gennem pladen. Uden rigtig at udrette meget mere end moderate skader.

Titel
Holocene Extinction
Dato
07-08-2020
Trackliste
1. Cognitive Dissonance
2. Arsenic Earth
3. Holocene Extinction
4. Master Plan
5. Revenge
6. Thirst to Burn
7. Orange Bottle Prison
8. Leather Envy
9. Expired Utopia
10. Death for Profit
11. Caskets of the Poor
12. Disciple of Deceit
13. Age of Turmoil
Forfatter
Karakter
3

Amerikanske Terminal Nation virker til, om ikke andet, at have inspirationskilderne i orden. Tidligt promomateriale fra bandets indtil videre seks år lange karriere giver associationer til bands som Hatebreed og Brujeria, og med fuldlængdedebuten 'Holocene Extinction' synes kvintetten at være blevet en smule mere voksne. Bisserøvstatoveringerne er blevet dækket af longsleeves og hoodies, og de formummende bandanaer, hvor passende de end måtte være i en Coronatid, har ladet livet. Resultatet er et skarpt, velfriseret orkester, der både tekstmæssigt og musikalsk har taget deres sociale indignation til det næste leje, hvor de bøllede inspirationer har overladt pladsen til et udtryk, der sine steder minder om snart Misery Index, snart Xibalba eller Trap Them, for blot at nævne nogle få.

For bandet vil meget på deres første langspiller. Udgangspunktet er en tung, slæbende og groovy hardcore punk, der undervejs slamdanser sig ind i musikalske tete-a-tetes med både døds- og black metal, grindcore, lidt powerviolence og måske endda også med et par husmandsfinter, man har lånt ovre i fusionsjazzen. Terminal Nation vil gerne lidt af det hele. Også mere end de faktisk er i stand til, desværre.

Det starter ellers lovende. 'Cognitive Dissonance' åbner med blytunge, dundrende trommer og en fræsende vred Stockholmerdødsguitar og bygger fint en stemning af vrede, mørke og undergang op, inden resten af bandet sætter ind. Og her melder balladen sig så småt inden for et par minutter. Mens Terminal Nations guitarduo gør det glimrende, og forsanger Stan Liszewskis gutturale hardcore-brøl vil passe ind i ethvert hjem, halter rytmearbejdet og i særdeles trommespillet frygteligt.

Bandet prøver at ramme et groovende udtryk, der virkelig skal være tungt nok til at dunke hul i gulvet ned til underboen, men det er simpelthen for utight og skidt koordineret, til at det for alvor rammer lige i hjertet. Det udtryk, der sikkert skulle resultere i ét langt beatdown, ender i stedet med ikke at være meget mere end et par skæve lussinger. Det er træls, fordi ideerne er til stede, og Terminal Nation synes at vide, hvor de vil hen. De kan bare ikke rigtig få transporteret sig selv af sted til målet.

Anderledes interessant bliver det, når bandet giver slip på ideen om det groovy udtryk og i stedet bare giver los i ren arrigskab og afmagt. Det kan man opleve og nyde i 'Arsenic Earth', 'Orange Bottle Prison' og 'Thirst to Burn', hvor Terminal Nation i perioder overstyrer i passager, der tenderer til powerviolence. Her er det tydeligt, at de ikke helt er på hjemmebane og har styr på, hvad der foregår, men det er til gengæld forbandet charmerende, fordi bandet giver slip på den påtaget stramme groovehardcore og lader vreden flyde frit. Titelnummeret er endnu en hæderlig indsats på udebane, hvor black metalliske guitarer gør det hele lækkert, udfordrende og en smule anderledes, inden Liszewski med pladens svageste vokalpræstation, komplet med en tåbelig teenagetekst og et bøllekor, der rammer forbi skiven, tilføjer svære sår til nummerets helhedsindtryk.

Den kontrollede, men ikke specielt interessante groovy hardcore når man at blive godt træt af, inden man når slutningen af pladen. Det virker næsten, som om bandet til sidst har det på samme måde. De tre afsluttende numre 'Death for Profit', 'Caskets of the Poor' og 'Disciple of Deceit' byder pludselig på mere fart, mere vildskab og mere af den uforudsigelighed, som man har savnet gennem de meste af pladen, men som til gengæld lover godt for Terminal Nations fremtid. Det er et band med en dygtig guitarduo og interessante ideer. Når de bliver gode nok til for alvor at føre de ideer ud i livet, er det på sin plads at forvente et bæst af en plade. Det er 'Holocene Extinction' ikke, men den har lyspunkter nok, til at man med god samvittighed kan få hilst på sydstatskvintettens debutalbum.