Låg på festen

highcrimes

Håndværket er stadig i orden, og der er stadig mange fine melodiske ting, men den store fest, som debuten bød på, er gået tidligt i seng på The Damned Things andet album.

Titel
High Crimes
Dato
26-04-2019
Genre
Karakter
3

Der er gået otte et halvt år siden, The Damned Things udgav debuten. Den bagvedliggende forklaring til den lange "pause" skal naturligvis findes i, at bandet er et projektband med medlemmer fra andre ganske aktive bands. Siden 'Ironiclast' er der sket udskiftning i bandets geledder, og således må det formodes, at Rob Caggiano ikke kunne passe det ind i kalenderen grundet arbejdet i Volbeat. Han er dog ikke blevet erstattet, og The Damned Things kører nu videre med det mere almindelige antal guitarister; to i alt. Scott Ian (Anthrax)  er stadig med, det samme gælder Joe Trohman (Fall Out Boy) på den anden guitar. Til gengæld er Josh Newton (Every Time I Die) på bas blevet udskiftet med Dan Andriano (Alkaline Trio). Frontmanden er heldigvis stadig Keith Buckley fra Every Time I Die.

Oprindeligt skulle 'High Crimes' have været en ep, men klassikeren med, at når først arbejdet var i gang og kreativiteten flød, og så var der pludselig et helt album, gør sig gældende. The Damned Things er stadig rock, der gladeligt svinger fra det halvhårde til det mere melodiske og bluesy. Hvor 'Ironiclast' var en festlig udadvendt lille bastard, så er 'High Crimes' en plade, som er noget mere sky ved de første lyt. Åbneren 'Cells' lokker godt nok med højt tempo, men som de andre sange på skiven tager det tid, før sangen åbner sig og kommer ud og hilser ordentligt på. Produktionen holder lidt igen med energien, der ellers ulmer i flere af sangene, men til gengæld har bassen fået meget mere plads, og der bydes på adskillige hyggelige basgange. Bassens plads er måske en naturlig konsekvens af, at der ikke er længere er tre guitarister til at kæmpe om pladsen.

Når albummet så er kommet bedre ind under huden, viser det sig, at kun lidt under halvdelen af sangene for alvor kan noget, mens den anden halvdel fortaber sig i noget hyggerock, som er velspillet, udmærket og alt det der, men ikke rigtig har kant nok til for at kunne tages seriøst alene på en playliste uden de andre sange fra albummet omkring sig. At det så stadig er en solid plade, som blot skuffer i sammenligning med sin forgænger, skyldes især veludført håndværk og ikke mindst Keith Buckleys fede vokalmelodier.

Af de gode sange kan nævnes 'Something Good', som viser lidt af festen fra det første album, og den fremragende bluesinkorporation i 'Inviciple' med sit simple gennemgående og meget groovy riff, simpelthen et hook på guitaren. 'Carry a Brick' fører sig frem med et udmærket omkvæd, mens 'Storm Charger' også byder på nogle fornøjelige lyt i sin dog meget neddæmpede stil med et nærmest desperat klingende omkvæd.

Selvom medlemmerne af The Damned Things var ganske modne og erfarne herrer i musikbrancen allerede ved udgivelsen af debuten i 2010, så var debuten heldigvis ret umoden: Den frække, irriterende men også charmerende lillebror, som nu er blevet mere moden og ikke helt har samme behov for at sprænge rammerne. Det er simpelthen blevet lidt for pænt. Og selvom talentet for det mere umiddelbare, glade, rockende og festende stadig er derinde et sted, er det lagt en dæmper på det, og det får ikke lov til at komme ud alt for tit. Heldigvis er det dog ikke lige så uinspirerende som coveret.