Truckerrocker i tomgang
Populær
På debutalbummet 'Driven' spiller Aventyr en omgang hard rock, som såmænd ikke er dårligere end så meget andet inde for samme genre, men til gengæld også er hørt langt bedre så mange gange før.
02. Betrayed
03. Trouble
04. Tomorrow
05. Torpedo
06. Crazy Roads
07. Outside
08. Delirious
09. Empty Bottles
10. Wanted
Aventyr fra Sognefjord i Norge har åbenbart eksisteret i mere end 10 år uden den store opmærksomhed, indtil bandet dog fik udgivet en ep i 2011. 'Driven' er således bandets debutfuldlængde.
På albummets første sang, titelsangen, overraskes man i et splitsekund, da guitaren sætter i gang i en stil, der lyder lidt som noget fra et Queen-album. Men det afløses straks af et mere ordinært riff, der gør det klart, at vi har med den simple, gyngende feel good hard rock at gøre. Som titlen antyder, er vi ude at køre, og brokker som ’Pedal to the floor”, ’Drinking and drive’ (burde nok have været ’drinking an driving’ eller’ Drink and drive’, men hvad ...), ’Wheels burning’ og ’Get out of my truck’ indikerer ligefrem, at sangen bør følges af en video optaget på highways i Staterne med store biler, store hatte og store bryster. Men desværre skal der nok et større reklamebudget end det, der er Aventyr til del, for at skabe et gennembrud. Aventyr har nemlig desværre ikke rigtigt det ekstra, der skal til, for at skille sig ud i en så gennemprøvet genre, som de bevæger sig i.
På albummet fortsætter Aventyr i denne lidt trucker/biker-agtige genre, hvor de simple riffs, den enkle rytme og de gentagende sekvenser fortsætter. Som for så mange amerikanske bands er der tale om musik, der især kan høres i bilen. Desværre er det hørt så meget og så mange gange bedre før.
På et af albummets bedre sange ’Trouble’ kommer man sjovt nok til at tænke på andre nordiske bands, som har bevæget sig rundt i samme univers. Sangen vækker således minder om D.A.D., dengang de stadig var sjove og var opkaldt efter en større mediekoncern, samt om Aventyrs landsmænd i Backstreet Girls. Men Aventyr har bare slet ikke den charme, som disse to bands kom frem på i 80’erne, og samtidig mangler Aventyr også noget, som er helt afgørende i genren – nemlig de gode, iørefaldende omkvæd. Selv efter at have gennemlyttet ’Driven’ igen og igen, er der ikke et eneste omkvæd, der hænger ved. Sangeren Roger Olsen virker i det hele tager ret uengageret og formår slet ikke at lægge den fornødne energi og befriende umiddelbarhed, som skal til for at denne form for rock til at virke tiltrækkende, for dagen. I enkelte sekvenser lyder Roger lidt som James Hetfield, men det gavner ikke projektet videre.
Albummet er præget af ret ensformige sange, der næste alle kører i et middeltempo med små udsving. I albummets vel nok bedste sang, ’Empty Bottles’, prøver bandet for en enkelt gangs skyld at sparke lidt ekstra energi i maskineriet og lægger fra land i noget, som minder svært meget om Motörhead. Desværre lider denne sang også af et ualmindeligt ringe omkvæd, som suger al kraft ud af en ellers fin optakt.
På albummets sidste sang, ’Wanted’, forsøger Aventyr sig med en semiballade, hvor Roger Olsen med påtaget amerikansk accent forsøger at synge lidt ligesom Eric Wagner fra Trouble på et nummer, hvor der for første gang på albummet også er lagt noget keyboard hen over. Men heller ikke dette fungerer særligt godt.
I det hele taget er ’Driven’ en temmelig middelmådig udgivelse.