Tuderock

Populær
Tuderock

Mike Tramp er efterhånden blevet helt transformeret til P5- og 'Hithouse'-materiale. Det er i den grad forkert og spild af potentiale.

Kunstner
Titel
Maybe Tomorrow
Dato
24-02-2017
Genre
Trackliste
1. Coming Home
2. It’s Not How We Do It
3. Spring
4. Would I Lie To You
5. Rust And Dust
6. Leaving One Day
7. Time And Place
8. What More Can I Say
9. Why Even Worry At All
10. Maybe Tomorrow
Karakter
1

Sådan begyndt med ovenstående håbløse rim er vi i gang med anmeldelsen af Mike Tramps seneste udspil og forsøg på at blive udødeliggjort inden for singer/songwriter-genren. Det lykkes desværre ikke rigtigt på ’Maybe Tomorrow’.

Der er en grund til det forgæves forsøg på at skrive rim som indledning til denne anmeldelse. For det er inspireret af den struktur, som er gennemgående i alle sangene på ’Maybe Tomorow’, hvor Tramp må have haft fuld gang i den engelske pendant til rimordbogen. For her og der og alle vegne er der enderim og krydsrim, der gør lytteren mere opsat på at gætte næste rimord end på at lytte efter musikken.

Men i musikken er der nu heller ikke meget at komme efter, hvis man som flertallet af Devilutions læsere er særligt glad for de lidt mere hektiske varianter af musikkens mange afarter.

Mike Tramp har efterhånden været hele den musikalske rejse igennem fra børnerock med Vesterbro Ungdomsgård til pop i Mabel, glamrock i Studs, puddelrock i White Lion og semigrunge i Freak of Nature, inden han for 20 år siden begyndte sin sparsomt succesrige karriere som solist.

Som singer/songwriter?
Der er siden kommet ganske mange soloplader af ofte tvivlsom kvalitet, og der er ikke meget på ’Maybe Tomorow’, der vidner om snarligt gennembrud på solofronten.

Sangene er alle opbygget over en gennemtygget skabelon med en traditionsrig anvendelse af alle de klichéer, der findes inden for pop og mainstreamrock tilsat lidt countryrock.

Som sanger virker Mike Tramp heller ikke overbevisende i fortolkningen af de i forvejen ikke særligt spændende sange. Han har en fanskare, som finder glæde i hans særegne vokal og mærkværdige amerikanske udtale, men hvorfor han skal lyde så trist på grænsende til det grædende gennem hele albummet, er en gåde.

Dog kan i den forbindelse tilføjes, at der da bestemt er rigeligt at blive ked af ved gennemlytningen af ’Maybe Tomorrow’. For sjældent er man mødt af mere uspændende sange, der samtidig er fremført på en uambitiøs og triviel måde med røvballebas og ”bord og stol”-trommespil.

Albummet lægger umiddelbart fornuftigt ud med introen til ’Coming Home’ men hurtigt bliver det til en trættende træskosag, hvor en tre minutters popsang bliver trukket ud i det uendelige, inden den slutter efter lange seks et halvt minut.



Og sådan fortsætter den trælsomme ørkenvandring albummet igennem med få befriende undtagelser som eksempelvis den ganske fine ballade ’What More Can I Say’ samt den habile semirocker ’Why Even Worry at All’
På baggrund af kvaliteten af de seneste års fortsatte strøm af soloplader fra Mike Tramp må det desværre betvivles, at han har de kompositoriske evner til for alvor at blive en stjerne i singer/songwriter-verdenen.

Tramps grådkvalte sange på ’Mayby Tomorrow’ vidner samtidig om, at han lytter alt for meget til James Blunt, John Mayer og andre af tidens grædekoner. Det skulle han lade være med og i stedet give ROCKEN endnu en chance.

’Mayby Tomorrow’ hører til på DR P5. Albummet vil næppe gøre mange af Devilutions læsere glade.