Mere af det fedtede
Populær
Efter fire års pladepause er Bay Area-bastarderne i Saviours på gaden med deres femte studiealbum. Og der er såmænd tale om et af årets headbanger-udspil.
2. Flesh Of Fire
3. Devil's Crown
4. Palace Of Vision
5. Burning Shrine
6. Hell's Floor
7. The Beast Remains
8. Cursed Night
9. The Seeker
Det synes at være noget nær en evighed siden, Saviours i 2011 udgav sit forrige, fremragende album, ’Possession’. Ikke at der ikke i forvejen er masser af den regulære beer drinking heavy metal, som disse fire Oakland-gutter gennem små ti år har kværnet gennem sine powerkabinetter med så meget skrald og skrål, at det på sin vis kunne minde om én lang slåskamp med selve Hr. Autenticitet. Den you see what get attitude, der på uprætentiøs vis præger Saviours, er der i hvert fald mange bands, der sigter efter at ramme. Få formår dog at losse den dog så seriøst og solidt i røven som firekløveret her, og er det metalmusikkens ægthed, Saviours er oppe imod, så synes de kun at komme nærmere sit mål for hvert udspil, de smider på gaden. Det er bandets femte studieplade, ’Palace of Vision’, et tungt og festligt bevis på.
Og det synes selvfølgelig at være en evighed siden, man hørte fra Saviours, fordi man har savnet dem. Egentlig er der kun få nyere metalbands med samme tunge rock and roll-kompetencer, man sætter mere pris på end netop Saviours, og så High on Fire selvfølgelig. Mikser man lyden af det senere High on Fire med lyden af den første plade med The Sword har man i øvrigt en nogenlunde idé om, hvor Saviours skal placeres. Så længe den hylde, man placerer dem på, vel at bemærke også efterlader plads til en håndfuld karismatiske signaturtræk som blandt andet en fortrinlig alt-eller-intet-vokal fra sanger og guitarist Austin Barber samt en sjældent oprigtig fandenivoldsk leg med melodiøse 80’er-klichér fra især spaden. Begge stiltræk deler de selvfølgelig med Matt Pike og co. men Saviours tillægger heldigvis sine karaktertræk en specielt fedtet, olieret aura af upoleret fræs, der alligevel får dem til at skille sig ud. Saviours er uden tvivl begejstret for det meste, der konnoterer NWOBHM, men glem alligevel alt om nyere vugge-vugge-retroguitarspil a la eksempelvis Night Viper og Danava, som de ellers (til dels) også kan sidestilles med. Saviours leverer sit 80’er-stads med blodige plektre og en anderledes vedkommende alvorsfuldhed.
På ’Palace of Vision’ er Saviours tilmed gået et skridt tilbage og blevet endnu mere fedtet, end de var på deres forrige plade. De er vendt tilbage til det fedtede fra de endnu tidligere albums. Og det er glædeligt. Hvor ’Possession’ havde skæringer, der sigtede efter ”hittet” og derfor syntes at havde fået bandet til i sin tid at skrue op for det (semi)polerede og ned for den ukontrollerede metalfråde, der ellers prægede stort set 100 % af bandets tre første udspil, da lader Saviours på den nye plade igen mundsavlet løbe beskidt ud af kæften uden at efterlade tvivl om deres arrige intention. Mindre guitarmelodiøs NWOBHM lir samt mere metal leveret med en nærmest punket energi. Det ensidigt rytmisk polerede skal ned med nakken, for skal der spilles metal, så skal der spille metal! Så må det hit vente – også selv om bandet uden tvivl stadigvæk gemmer på et hit, thi materialet er muligvis blevet fedtet på ny, men som altid hos Saviours er det stærk sangskrivning også denne gang.
Der er imidlertid også et par skæringer på ’Vision of Palace’, der muligvis er en smule for catchy, eksempelvis ’The Beast Remains’. På dette nummer er der noget glansfarvet over det fingerrappe riff, der både starter og runder sangen af, som tenderer det illuminerede en festligt tand for åbenlyst. Saviours er bedst, når de bider i nakkehvirvlerne, mere end de er, når de ensidigt pleaser luftguitaren. Man skal dog være i et gådefuldt humør for alligevel ikke at give sig hen til dette nummer, som man på mange måder også er begejstret for. Det skyldes, at det netop er et nummer som dette, man glæder sig til at headbange igennem til sammen med bandet, når de forhåbentlig tager på tour i Europa igen inden alt for længe. For synes man, Saviours er gode på plade, så har man noget til gode. På en scene bider de hovedet festligt af en! Det gjorde de på hedengangne The Rock i 2008, på Stengade i 2011 og på Templet i 2012. Forhåbentlig gør de det igen inden alt for længe. Indtil da headbanger vi videre til bandets suveræne plader, heriblandt deres seneste fremragende rockmonster.