Udo kaster alt op i luften
Udo Dirkschneider har en lang karriere som forsanger i Accept og som frontfigur i eget band U.D.O. Med de seneste udgivelser bliver der på Udos gamle dage rykket godt og grundigt rundt på det, som fans måtte forvente af et nyt udspil.
2. We Are One
3. Love And Sin
4. Future Is The Reason Why
5. Children Of The World
6. Blindfold (The Last Defender)
7. Blackout
8. Mother Earth
9. Rebel Town
10. Natural Forces
11. Neon Diamond
12. Beyond Gravity
13. Here We Go Again
14. We Strike Back
15. Beyond Good And Evil
På Wacken Open Air i 2015 optrådte U.D.O med det tyske militærorkester Musikkorps der Bundeswehr. Det var formentlig ganske exceptionelt at være vidne til. Nu har man valgt at fortsætte samarbejdet og udgive et studiealbum sammen. Der er ingen tvivl om, at det er det mest udfordrende, som den gamle herre fra Wuppertal i Ruhr distriktet nogensinde har kastet sig ud i. Udo er indbegrebet af en sovs-og-kartofler-entertainer med militærstøvlerne fast forankret i metalgrunden. Men nu kaster han sig så ud i et album, hvor der ikke bare er indfald af orkester, men hvor orkesteret spiller en integreret og til tider ledende rolle i musikken.
Udo har hentet hjælp på komponistsiden fra gamle venner. Både Acceptveteraner som trommeslager Stefan Kaufmann og bassist Peter Baltes, der indtil for nylig var fast medlem af resterne af Accept, har bidraget til musikken på ’We Are One’. Det har i høj grad også Guido Rennert and Alexander Reuber fra militærorkesteret.
På sin vis er der således mere Accept over U.D.O’s seneste udgivelse end det tilbageblevne Accept, hvor Wolf Hofmann som eneste oprindelige band fortsætter med den aldeles ukarismatiske Mark Turnillo som Udos triste erstatning.
Men musikken på ’We Are One’ er nu ikke udpræget Accept. Det er en smeltedigel af alle mulige genrer, hvor orkesteret får god plads og i den grad også plads til at bevæge sig ud over det, som man sædvanligvis forbinder med et militærorkester.
Albummet begynder ganske aktuelt med en sang med titlen ’Pandemonium’. Det er orkestralt, men med Udo i den vokale forgrund, som vi kender ham. Det sparker ikke helt igennem, men det er dog en start, hvor kor og bastant rytme og baggrund varsler, at det her kommer ikke helt til at vælte.
Næste sang er titelsangen, som er en lidt trist poppet sag, hvor vi bliver præsenteret for det mundrette, men lettere patetiske omkvæd: ”We are one – we are free, And we need a place to be, We are one – we will rise. Gonna be no compromise. We are one – we are free, And we need a place to be, We are one – we will rise. Never be a compromise." Det er bestemt et at albummets absolutte lavpunkter.
Og når vi nu er ved det, så lad os tage næste negative nedslag med det samme. Andet videoudspil fra albummet er sangen ’Neon Diamond’, hvor Udo synger duet med Manuela Markewitz. Det er en ballade, hvor militærorkesterets saxofonist får lov til at fyre et par soli af. Det er han nok stolt af, men vi andre keder os nok lidt i en sang, som lyder som skåret ud af en amerikansk semi-hardrock-udgivelse.
Det bliver bedre
Men andre steder på ’We Are One’ bliver man heldigvis mere udfordret og fornemmer en slags symbiose mellem Udos metalbaggrund og militærorkestrets sædvanlige stil. Mange steder på albummet fornemmer man en stil, som overraskende nok ikke ligger så farlig langt væk fra Nightwish. Det gør sig eksempelvis gældende i sange som ’Love And Sin’, 'Children of the World’, naturligvis med børnekor, og ’Blindfold (The Last Defender)', hvor Udo totalt overlader mikrofonen til en kvindelig forsanger – formentlig Manuela Makewitz?
Endnu mere mærkværdig (set i en U.D.O.-kontekst) er ’Beyond Gravity’, hvor de keltiske toner hives frem i et instrumentalt nummer, hvor man sagtens kunne se nogle Riverdance-dansere i en eventuel video. Også ’Here We Go Again’ får øjenbrynene til at hæve sig. Sangen starter som noget bigbandmusik fra militærorkesteret, inden der sættes en rap vokal ind – er det virkelig Udo? Mere på hjemmebane er Udo i ’We Stike Back’, som er en speed metal-sang tilsat orkester.
Det er svært at blive klog på, hvad U.D.O. vil med ’We Are One’. Det er ambitiøst. Er det godt? Både og må konklusionen være herfra. Albummet er lovlig langt. Men det skyldes så til dels, at der gives meget plads til Das Musikkorps der Bundeswehr med tre instrumentalnumre.
Ros skal også gives til de to guitarister i U.D.O., Andrey Smirnov og senest indlemmede Dee Dammers, som begge får leveret nogle fine soloer. Udo himself lyder lidt slidt. Men der er nok ingen tvivl om, at både han, resten af bandet og Das Musikkorps der Bundeswehr har haft en fest med at indspille albummet.
Det er en sjovt og lidt mærkeligt udspil. Det er ikke helt i mål. Men det er værd at lytte til og genlytte.