Forklædt som originaler
A capella-gruppen Van Canto støder igen klinger med Devilutions dragejæger, og han ser stadig ikke bandets berettigelse.
2. Javelin
3. Trust In Rust
4. Ride The Sky (Helloween cover med Kai Hansen)
5. Melody
6. Neverland
7. Desert Snake
8. Darkest Days
9. Infinity
10. Hells Bells
11. Heading Home
Vi har været her før, Van Canto og undertegnede. Her, hvor vi skulle forsøge at forstå hinanden – og hver gang er endt ulykkeligt og i en få-stjernet anmeldelse. Men forsøget skal gøres igen, for det skylder man trods alt et projekt lavet af dygtige musikere med en vision.
Første udfordring er at forstå visionen for at kunne give dem en fair anmeldelse. Men er det meningen, at Van Canto skal forstås som et metalband, der bare har valgt sangere i stedet for guitar og bas?
Er Van Canto et metalband? Bedømt på udseendet: Ja. Det ser ud til det grafisk, i tøjstil, i bandmedlemmernes udtryk, i tekstemner og i opbygningen af melodier.
Lyder det som et metalband? Til tider. Trommeslageren er klassisk bruger af dobbeltstortromme og alenlange rundgange. Og vokalen, altså den, der synger teksten, er en meget old school power metal-stemme med pragt, højt til loftet, en smule forvrængning.
Men kan man være et metalband, når guitar og bas nynnes? Det kræver først og fremmest, at man ikke fniser, hvis et guitar-fill lyder som en børnesang, fordi distortion-indsmurte strenge erstattes af tegneserie-lignende lydord.
Det primære problem findes dog i det ufarlige. En guitar og en bas er vild, ustyrlig, og rå, mens en ren vokal til alle tider er netop det modsatte – kontrolleret og ren. Og de af Van Cantos riffs, som netop har det fængende element, mister al det bidske, når de nynnes. Det bliver pænt og poleret, netop fordi sekstetten synger rent og fint. Evnerne spænder ben.
Tilbage er selve musikken. Er sangene godt skrevet? Og til det er svaret ja. Van Canto er ikke totalt blæst for evner for at stykke dygtig musik sammen med gode melodier, men i den valgte indpakning kommer musikken ikke rigtigt til sin ret.
Middelmådigt produkt
Men her er en anden væsentlig anke – havde den samme musik fremført med de klassiske metal-instrumenter så haft en særlig berettigelse på scenen? Og her er svaret nej. Vurderet uden at tage den originale udførelse med i bedømmelsen er Van Canto et temmelig ordinært band lige over middel, og det har de været hele vejen fra debuten til den aktuelle ‘Trust in Rust’.
Så er visionen lykkedes? Nej!
Det er et modigt projekt, det er dygtigt udført, men det er ikke et dygtigt metalband, da produktet i sig selv ikke er godt nok, og da selve ideen trækker al kant og oprørskhed ud af musikken.
Og så kommer skribenten med den sidste og måske væsentligste indvending. Van Canto har valgt at erstatte instrumenter med vokal i forholdet 1:1, og hvorfor det? Hvorfor har man ikke forsøgt at ændre metallens udtryk i stedet for bare at kopiere andre heavy metal-bands, så man kunne udvikle og forandre og måske endda forbedre. Her var chancen og en samling musikere med evnerne til at tænke nyt, og det gør de på ingen måde. Noderne, rytmerne, teksterne – det hele er uforandret – kun indpakningen er anderledes. Van Canto er simpelthen unødvendigt på alle måder.