Venter på soloerne

Populær
Venter på soloerne

Angra har skiftet en del ud i besætning på ottende udgivelse, men resultatet er ikke tilfredsstillende. 

Kunstner
Titel
Secret Garden
Dato
16-01-2015
Trackliste
1. Newborn Me
2. Black Hearted Soul
3. Final Light
4. Storm of Emotions
5. Synchronicity II
6. Violet Sky
7. Secret Garden (feat. Simone Simons)
8. Upper Levels
9. Crushing Room (feat. Doro Pesch)
10. Perfect Symmetry
11. Silent Call
Forfatter
Karakter
3

Som ny mand på forsangerposten har Angra fået Fabio Lione, der  også holder mikrofonen med fast hånd i det italienske udstyrsstykke Rhapsody of Fire samt i Vision Divine, men på denne ottende udgivelse fra Brasiliens power metal-stolthed er det altså nu også her, han hører til. Det er kun periodevis en heldig alliance.

Hvor han i Rhapsody of Fire trak en fandenivoldsk guitar-keyboardduo væk fra at gå amok i klassiske stykker eller folkemusikinspirationer og hen mod noget lidt mere rocket, fjerner han mere, end han tilføjer i Angra. Italieneren kan skam synge, råt, pompøst og voluminøst, men hvor første mand i den stilling, Andre Matos, var skingrende skør og skingrende skinger, men ligeså fantastisk som skør og skinger, og efterfølgeren Eduardo Falaschi stod for et mere råt tiltag, ender Lione et sted i ingenmandsland. 

Anonym vokal

Vers, omkvæd og andre dele med vokal på er de fleste steder anonymt kedelige, dog med enkle momenter af noget stort, men lige så mange rimeligt ringe passager – det er ikke derfor, man skal gribe fat i ’Secret Garden’. I endnu større grad end tidligere er det interessante ved Angra instrumenteringen. Og det gælder hele vejen.

Det er ikke for sjov, at den ene guitarhelt, Kiko Loureiro, har været rygtet som strengevrider på næste Mustainedeth udgivelse – han, og medkumpan Rafael Bittencourt, er i en liga for sig, når det handler om musikalske udfoldelser på højt niveau. Deres sammenspil bliver kun bedre album for album, og på ’Secret Garden’ vælter soli, dueller og harmonistykker frem fra alle sider, både elektrisk og akustisk, både afdæmpet og buldrende, både vredt og melodisk. 

Men også den nytilkomne bassist Felipe Andreoli tilfører meget til musikken med leadpassager og en solid bund. Her er trommeslager Bruno Valverde mere i baggrunden, men han skal også slås med Angras passion og talent for at indskyde samba-percussion som et ekstra lag – noget, brasilianerne ellers har forsømt på de seneste udgivelser. Et behageligt genhør midt i det overlegent udførte neo-klassiske guitarvanvid. 

Sangskrivningstørke

I perioder flytter Angra sig også væk fra power metallen og over i en mere progressiv retning, noget, de eksempelvis i ’Violet Sky’ slipper mere end godt fra, men samtidig udstiller det igen, at Fabio Lione ikke er den rigtige vokalist for bandet, og måske også at de er løbet tør for rigtigt gode ideer i sangskrivningen – noget, som instrumentelle passager desværre kun delvist kan råbe bod på. Det understreges også af, at skivens absolut kedeligste numre er de to med gæstevokalisterne Doro Pesch og Simone Simons. Det er til tider en lang venten frem til næste c-stykke.