Victor Loves techno inferno

Floppy disk

Master Boot Records tredje udgivelse i 2020 er et metallisk industrial synthwave inferno, der lykkes med utroligt meget, men også bare er for meget i længden.

Titel
Floppy Disk Overdrive
Dato
20-03-2020
Trackliste
1. ANSI.SYS
2. EDIT.COM
3. FDISK.EXE
4. DISPLAY.SYS
5. CHKDSK.EXE
6. DEFRAG.EXE
7. RAMDRIVE.SYS
8. DBLSPACE.EXE
9. SMARTDRV.EXE
10. DISKCOPY.COM
11. EMM386.EXE
12. HIMEM.SYS
Forfatter
Karakter
3

Master Boot Records er en enkelt italiener, som har travlt i 2020 blev det til tre gange fuldlængde, og på den måde lever han op til Spotifys tanker om, at man skal gå efter kvantitet i dag, hvis man skal overleve som musiker. Victor Love, som han hedder, og det lyder selvfølgelig slet ikke klassisk italiensk og lever alligevel op til alle fordomme om folk fra Støvlelandet, forstår sig dog også på en vis kvalitet. ’Floppy Disk Overdrive’ er således den seneste i det store globale ulykkes-år.

Hans projekt lægger sig et sted mellem synthwave, industrial og metal, og det kan vi godt lide på Devilution, særligt fordi det er sådan dejligt aggressivt og næsten thrashet i perioder. Men det er også computer-musik (sagde boomeren), og derfor er alle sangtitler taget fra diverse dos-kommandoer. En skarpere (og mere/mindre boomer-agtig) anmelder kan sikkert også sige noget, om hvorvidt musikkens udtryk og kommandoernes funktion matcher, men altså ikke denne skribent, der må nøjes med at konstatere, at han ikke kan udtale dem.

Men Victor Love leger stilsikkert med sine genre-elementer, og han har ingen problemer med at skifte overraskende abrupt. Som i ’EDIT.COM’, hvor klassisk guitar indleder symfonisk og sørgeligt, og store distortede klange larmer som onde guitarer, før de når droppet (tak til ikke metal-folk for at hjælpe anmelderen med den rigtige lingo). Og selv når intensiteten tages ud af et nummer, så er der et stort lydbillede i spil, for Master Boot Records giver reelt ikke lytteren nogle pauser.

Der er meget musik på ’Floppy Disk Overdrive’, og trods det høje bundniveau, roder man hurtigt rundt i 68 minutters intens musik og mister overblikket. I længden er det en voldsom oplevelse, som kan være svær at tage i en bid. Dermed mister man til gengæld lidt af sammenhængskraften.
Samtidig er det instrumental musik, og det er måske mere stemninger end egentlig melodier, der sætter sig fast, for der mangler ikke klimaks men højdepunkter.