Sikker klatring på gamle tinder
Vintersorg skuer tilbage til fordums tid, men gør det med fornyet styrke og resultatet er fornemt, selvom der trædes vande i en hårfin balance mellem fornyelse og fokus på de stærke sider, man ved virker.
Tilbage i 1998 udkom den første fuldlængde, ‘Till Fjälls’ med Vintersorg, bandet der er synonym med Andreas Hedlunds alter ego. Et soloprojekt fra en mand, der havde visioner om en black metal, der kunne rumme stemningsmættede, melodiske indslag kraftigt inspireret af folkemusik og med masser af ren vokal som supplement til den nærmest obligatoriske raspende vokal.
Mange år er forløbet siden, mange albums er udkommet og der har været gæster på nogle af udgivelserne som fx den fremragende bassist Steve DiGiorgio (hans meritter tæller Death, Autopsy, Sadus, Testament og mange andre) og Lars “Lazare” Are Nedlund fra Solefald (og Borknagar, som Vintersorg også har haft fingrene i). Henover sommeren udkom ‘Till Fjälls II: Del II’, og der skues naturligvis stilistisk godt tilbage mod debuten, der nu kan betegnes som del I.
Der skal ikke herske tvivl om, at Vintersorg mestrer folkemusikken og den rene vokal til perfektion. I anmeldelser af bands, hvor folkemusikken spiller ind, er Otyg, som Vintersorg udgav to skiver med, ofte blevet nævnt som et udsøgt band at søge ned i, hvis man vil dyrke folkemusik-delen mere end metallen. Vintersorgs udgivelser i netop Vintersorg-navnet udviklede sig over tid og blev ganske progressivt og eksperimenterende, men gik for ti år siden så småt mere tilbage til udgangspunktet, og fandt også de svenske tekster frem for fuld blus igen. Og nu – med fortsættelsen til debuten – ses der for alvor tilbage. Og det er godt!
Velfungerende blanding af smukt og grumt
‘Till Fjälls: Dell II’ byder på fantastisk sangskrivning. God intensitet og gribende melodier, så hårene rejser sig på armene. For metaldelens part, så er der fede guitarriffs i et væk. Der er dele som er smadrende black metal, og selvom Vintersorg er bedst til den stemningsfulde melodiske del af musikken, så slipper Vintersorg aldeles glimrende afsted med denne del også, og det medvirker til at gøre albummet uhyre dynamisk, til trods for, at den let komprimerede produktion, der lægger et låg på det helt store fyrværkeri udi dynamik.
Produktionen er ellers tro mod fortiden, og er ikke poleret alt for meget. Dog er lyden opdateret i forhold til den debut, som Vintersorg skuer tilbage mod, heldigvis, og resultatet er glimrende til det lange, gennemarbejdede album. Hele 13 sange, oftest med spilletid omkring 7 minutter, fordelt over to cd’er, er det blevet til. Det er derfor en stor mundfuld, der skal fortæres, men der skal nu ledes længe efter decideret fyld, for det er kun ved sammenligning med det bedste på udgivelsen, at noget må betegnes som “svagere”, hvilket i denne sammenhæng stadig er ret stærke sange.
Når Vintersorg her ikke bare lyder som Vintersorg i topform, specielt med musikalsk fokus på den tidlige del af karrieren og til dels hans Otyg-udgivelser fra samme tid, så kan der laves små sammenligninger til Borknagar og Ulver (i tiden omkring ‘Bergtatt’ og ‘Kveldssanger’).