Twinlead-veteraner fejrer jubilæum

wishbone-ash-2020-coat-of-arms-cd

Guitarbandet Wishbone Ash fejrer 50-årsjubilæum med hæderligt nyt album.

Kunstner
Titel
Coat of Arms
Dato
27-03-2020
Genre
Trackliste
1. We Stand As One
2. Coat Of Arms
3. Empty Man
4. Floreana
5. Drive
6. It’s Only You I See
7. Too Cool For AC
8. Back In The Day
9. Consider Me Now
10. When The Love Is Shared
11. Personal Halloween
Karakter
3

Det er ikke meget, vi skriver om Wishbone Ash i Devilutions spalter. Bandet er dog også et band, der befinder sig ret langt ude i periferien af den metalliske rock, som vi dyrker. Men guitarelskere kan nu finde en del vellyd hos Wishbone Ash.

Bandet er berømmet for i begyndelsen af halvfjerdserne at have været blandt de første til at dyrke twinlead-guitaren, og hvis man skal tro Wikipedia, har Wishbone Ash influeret bands som Iron Maiden, Van Halen, Lynyrd Skynyrd; Metallica, Dream Theater, Overkill og Opeth. Hertil kan for egen regning vel tilføjes Thin Lizzy, som også var blandt de første til at dyrke dobbeltlead-guitarlyden.

Wishbone Ash er altså ikke blandt de hårdest rockende bands på kloden. Men indimellem har bandet da udgivet gedigne hard rock-album. Men det er mere den bluesinspirerede og melodiske engelske rock, som har været kendetegnende for bandets mange album. Men så er der altså lige det med de to leadguitarister, som gør Wishbone Ash interessant for mange lyttere.

Fra bandets start for over 50 år siden resterer kun guitaristen og sangeren Andy Powell, og sådan har det været i mere end 25 år. Men man skal endnu længere tilbage for at finde bandets storhedstid i 1970’erne. Men Wishbone Ash klør på med intensive turneer og jævnlige udgivelser. Nyeste album, ’Coat of Arms’, er nummer 26 i rækken.

Er der så noget at hente på det nye album? Jo, såmænd. Det er ganske hæderligt. Det er ikke særligt hårdt rockende, men så er der jo igen det ganske ferme guitarspil. Albummet lægger semihårdt fra kaj med ’We Stand as One’. Det er en halvlangsom, halvtung sang, der efter et stille midterstykke arbejder sig op til en ganske udmærket finale.

">

Den vil glæde gamle fans, men nok ikke lokke mange nye i folden.

Bandets dobbelte leadarbejde på guitarerne kommer også tydeligt til udtryk i titelsangen, hvor Powell og bandets andenguitarist Mark Abrahams sideløbende spiller leads hele vejen igennem, når Powell ikke synger. Abrahams er nyeste tilkomne i bandet og har kun været med siden 2017. Bandet består herudover over af trommeslager Joe Crabtree (Pendragon), der kom med i 2007, og bassist Bob Skeat, der kom med i bandet i 1997.

Andre sange på ’Coat of Arms’, der er værd at bemærke, er eksempelvis sangen ’Empty Man’, der begynder som en folkemusikagtig sang, men hvor der indimellem smides nogle halvgedigne riffs ind. Som rockelsker kunne man godt ønske sig, at der var lidt mere rå kraft i Powells vokal. Han synger for pænt. Det ville klæde musikken, at han havde lidt mere patina på stemmen. ’Too Cool for AC’ tenderer sydstatsrock, ‘Back in the Day’ er en uptempo, melodisk rocksang, og ‘Personal Halloween’ slutter albummet af med en omgang blues.

Er man kun til fuldt smadder fra start til slut, skal man kigge langt forbi Wishbone Ash. Men skal man have et frikvarter fra det helt hårdtslående, og er man en nyder af gedigent guitarhåndværk, kan man godt finde noget vellyd på ’Coat of Arms’.